Konklusionen på den debatterende artikel kan indgå som en del af diskussionen eller stå i et afsnit for sig. Det vigtige er, at du får samlet op i forhold til indledningen og efterlader læseren med et indtryk af, at din artikel er afsluttet. Én måde at afrunde på er at bringe din egen holdning til emnet på bane. Det behøver ikke at være et direkte for eller imod tekstens synspunkter. Det kan også være en opsamling på den grundlæggende problemstilling.
Eksempel på en konklusion:
I debatten om kvindens seksualiserede krop påstår feminist Janni Iben Stevn Hansen, at samfundet anser kvinden for at være underordnet manden. En række omstændigheder afkræfter i overbevisende grad denne påstand. Der er ingen tvivl om, at kvindens krop seksualiseres gennem diverse reklamer i det offentlige rum, men det gør mandens også. Reklamerne kan derfor ikke bruges som argument for et nedladende kvindesyn. Man kan tværtimod hævde, at idealerne giver såvel drenge som piger præstationsangst ved det seksuelle møde med det modsatte køn.