920 Skorstensfejeren Polka

Der er rigtig mange polkaer i Baldansehæfterne. Dette er et eksempel på en polka uden yderligere typeangivelse, som der er ca. 280 af - en "helt almindelig" polka.

Melodien er godt udformet i tre repriser med varieret melodik og rytmik fra reprise til reprise. 1. reprise er i firetakts forløb (abac), hovedsagelig i 8.-dele med mange tonegentagelser og trinvise bevægelser, 2. reprise bevæger sig meget i akkordtoner (treklangs-), også med mange tonegentagelser og formelagtigt i totaktsforløb (abb'b"abcd), og 3. reprise er karakteristisk med en næsten gennemgående firetaktsrytme og enkel melodik.

Arrangementet mellem stemmerne er rutineret udformet. I 1. reprise er det klarinetten der har nogle fills i fraseovergangene, i 2. reprise fløjte og trompeter mens 3. reprise er karakteristisk med en homofon sats og trompet på melodistemmen.

Det er 2.vlx., fl. og kl.-stemmerne som skaber flerstemmigheden. Mest som medbevægelser i tertser / sekster.

Den grundlæggende rytme understøttes generelt af 2.vl. og trp. i toklange.

Det harmoniske billede er meget enkelt - men der er tre forskellige akkorder i hver reprise: tonika, dominant og kortvarigt en subdominant. Subdominanten optræder IKKE på samme taktplacering i repriserne, men varieres - både i omfang, anvendelse og hyppighed.

Den rutinerede komponist D.T.S. Bjerregaard har skrevet denne melodi og udfærdiget dette arrangement med sikker hånd (få skrivefejl) og god fornemmelse for variation (og underholdning).

Jeg har fået en sangtekst i hænde til melodien i 3. reprise. En vrøvlevise i 4 strofer. Den handler om skorstensfejeren August og hans kone. Skorstensfejeren August findes også som skillingsvise med 12 strofer.

Se også den generelle rytmiske analyse af polka-arrangementer.

Node: Fonden/Hæfter/71/, forside

Partitur: Fonden/Materialer/eksempler/920partitur.pdf

Lydeksempel: Fonden/Materialer/eksempler/920MIDI.mp3

Tekstbilag: Sangtekst tredje reprise / Skillingsvisen Skorstensfejeren August