Nodesamling 2006

- af Ivan Damgård

Indholdet i Bjerregaards nodebøger

Bjerregaards udgivelser kom i perioden fra 1878 til 1916. I begyndelsen i arrangement for to stemmer under titlen "Danseduetter", men i det meste af perioden i arrangement for adskillige stemmer under titlen ”Baldanse". Vi ved, at Bjerregaard ikke selv skrev alt det materiale, han udgav. Han har selv skrevet andre komponistnavne på i enkelte tilfælde. Andre steder kan vi genkende temaer, som han har "hugget" andre steder fra og sat ind i sine egne melodier - mere herom senere. Men oftest står Bjerregaard selv som komponist, og vi har ingen grund til at tvivle på, hvad vi har fået fortalt fra flere sider, nemlig at han selv har lavet langt de fleste af melodierne.

Et overblik

Udvalget af melodier i Bjerregaards udgivelser minder meget om det man kan se i udgivelser fra andre musikdirektører på den tid. Der er simpelthen tale om musik til de pardanse, det var almindeligt at bruge til bal rundt om i landet, f.eks. polkaer, valse, hopsaer o.l. Opstillingsdanse, altså kvadriller og rækkedanse, er der derimod næsten ingen af. Det er dog ikke fordi de allerede var gået af mode her i sidste halvdel af 1800-tallet, tværtimod var der en stærk tradition for turdanse mange steder i landet. Men for de fleste af disse danse gælder, at der hørte (og hører) en bestemt melodi til dansen, den var en del af dansens identitet, og folk brugte musikken til at huske dansen. Så derfor gav det ikke meget mening for folk som Bjerregaard at lave ny musik til turdansene. Derimod udgav han mod slutningen af sin karriere - efter århundredskiftet - to bind med sine arrangementer af "gamle folkedanse''. Så på dette tidspunkt var kvadrille- og turdanse altså blevet til noget, der for mange var ”fra gamle dage", mens polkaerne og valsene stadig var på mode.

En simpel optælling af dansetyperne i hele materialet viser flg. fordeling:

Her dækker "Andet" bl.a. over et lille antal turdanse, som f.eks. to kontrasejrer. Fordelingen ligner meget det, vi ser i andre udgivelser fra tiden.

Dette samlede resultat dækker imidlertid over en række detaljer. For det første er fordelingen af dansetyper ikke konstant hen over Bjerregaards mangeårige karriere; der er nogle tydelige udviklingslinjer at se. For det andet er f.eks. en vals ikke bare en vals hos Bjerregaard. Der er flere slags, som formentlig har været brugt til helt forskellige danse. Derfor vil vi se nærmere på nogle af dansetyperne hver for sig.

Dansetyperne

Der findes i hvert fald tre forskellige typer valse i Bjerregaards udgivelser. Først er der den "almindelige vals", som ofte har mange lange toner, sangbare temaer og meget poetiske navne, typisk noget med blomster eller pigenavne. Uden sammenligning i øvrigt er det den slags vals, vi også kender fra senere tider i sange som "Hils fra mig derhjemme" og ”Skamlingsbanken”. Helt anderledes er de melodier, Bjerregaard kalder "Tyrolervals". De har langt flere toner, der er endda trioler og 16-dele ind imellem. De lyder, som om de er inspireret af en tradition, der er ældre end Bjerregaard. Nogle af dem minder meget om den berømte Ole Kjærs valse (spillemanden Ole Kjær levede på Ringkøbingegnen 1807-1841). Bjerregaard kalder da også en af dem for "En ægte gammel Tyrolervals". Vi gætter på, at de almindelige valse har været danset rundt i salen, mens tyrolervalsene har været danset som man gør i folkedanserforeningeme, med 4 valsetrin frem og 4 rundt. Endelig er der trippevalsene, som er specielle derved, at de hos Bjerregaard synes at høre sammen med seksture. I fem tilfælde står der i et hæfte på samme side en sekstur og lige efter den en trippevals. Det kan næppe være et tilfælde, og det er nærliggende at gætte på, at der et sted på Bjerregaards egn eller i hans kundekreds har eksisteret en tradition for at danse et "sæt" med en sekstur og en trippevals. Men vi ved ikke med sikkerhed, hvad der ligger bag.

Polkaerne er den type melodi, der er mest konstant i Bjerregaards repertoire. Der er mange af dem i hele perioden, og de skifter stort set ikke karakter over tid. En polka hos Bjerregaard skal formentlig danses rundt og rundt, og ikke frem-tilbage-og-rundt som en rejnlænderpolka. Der findes nemlig også nogle få melodier, der hedder "Rejnlænderpolka", som er helt anderledes musikalsk, f.eks. har de langt flere 16 dele. Ved dem har Bjerregaard ofte skrevet, at de skal spilles langsomt, så det er i hvert fald sikkert, at han har følt et behov for at understrege, at polka og rejnlænderpolka ikke er det samme.

Der findes også melodier hos Bjerregaard, der blot hedder rejnlænder. Man ved fra adskillige kilder, at det i midt- og nordjydsk tradition har været stort det, vi i dag kalder schottish. Ud fra melodierne har vi al mulig grund til at tro, at det også er sådan hos Bjerregaard. Imidlertid sker der en udvikling, hvor rejnlænderne kommer ind i repertoiret i 1880-eme, men forsvinder omkring 1905, hvor de bliver erstattet af schottisher. Bortset fra en tendens til flere punkteringer i schottish er der dog ikke den store musikalske forskel på rejnlænder og schottish. Det illustreres f.eks. af, at Bjerregaard i 1906 udgiver en melodi, han kalder "Rundrejsen, schottish eller rejnlænder".

De eneste opstillingsdanse, der optræder i mærkbart antal hos Bjerregaard, er trekant og sekstur. Selvom trekant og sekstur formentlig har været to forskellige danse, har der næppe været skelnet særlig skarpt mellem musik til de to typer. Et par af Bjerregaards melodier hedder faktisk "Sekstur eller Trekant". Der er dog en tendens til, at Sekstur er et nyere fænomen; alle melodier med den titel er udgivet efter 1900. Som nævnt ovenfor har der tilsyneladende været en forbindelse mellem sekstur og trippevals.

Om de andre store grupper: mazurka, hopsa og galop kan siges, at de, ligesom almindelig polka og vals, har været helt faste dele af standardrepertoiret De er med i hele perioden i stort set konstant antal og skifter ikke mærkbart karakter undervejs. En ting, der er værd at lægge mærke til, er at galop tilsyneladende gennem hele perioden har været lige så populært som hopsa. Det er bemærkelsesværdigt, fordi galop i vore dage næsten er forsvundet ud af både den levende tradition og i folkedanserforeningerne, mens hopsaen som bekendt lever i bedste velgående. Vi har alligevel taget nogle enkelte galopper med i nodesamlingen, men ikke relativt så mange som man ser i Bjerregaards noder.

Bjerregaards musik og arrangementer

Efter at vi har været igennem stort hele Bjerregaards produktion tror vi, at Bjerregaard selv var ophavsmand til de fleste melodier, han udgav. Vi kan se nogle fællestræk ved mange af melodierne

- ting der passer med, at det er den samme mand, der har komponeret det meste. Visse virkemidler og bestemte fraser går igen så tit, at vi tænker på dem som "typisk Bjerregård". Et par eksempler: Mange hopsaer og polkaer har 8-dels figurer, der f.eks. "vipper omkring" tonen a, så hver anden tone er a - typisk det a, der er den løse streng på en violin. Det sker ofte i D-dur, men der er også mange eksempler i andre tonearter, f.eks. A-dur, hvor det er e der vippes omkring. Man kan f.eks. se på 2. reprise af "Drej Skruen" (side 58).

Den slags figurer ligger godt på violin, hvilket passer med, at violinen var Bjerregaards hovedinstrument. Et andet eksempel er brugen af en række sekst-spring lige efter hinanden i faldende sekvens, noget man bl.a. støder på i visse hopsaer og rejnlændere. F.eks. i "Ikke Hurtig" (side 36) eller som her i "Med Spark i Løgsausen" (side 52).

Det er på ingen måde sådan, at Bjerregaard brugte disse virkemidler hele tiden, ej heller kan vi påstå, at andre ikke kunne finde på noget lignende. Men især ideen med sekst-springene mindes vi ikke at have set så gennemført hos nogen andre af tidens musikdirektører, så her mener vi, der er tale om en Bjerregaard-specialitet.

Bjerregaards arrangementer er i samme stil, som de fleste musikdirektører lavede dem omkring 1900. Der var stemmer for to violiner, fløjte, klarinet, to trompeter, tenorbas og kontrabas. Bas, tenorbas og 2.-violin danner rytmegruppe, således at 2.-violinen ofte spiller efterslag hele melodien igennem. Fløjten dublerer melodien en oktav over, mens klarinetten spiller en melodisk 2. stemme. Trompeterne spiller typisk en lidt forenklet udgave af melodien, eller er med på nogle af de rytmiske effekter. Det er tydeligt, at der her er tale om brugsmusik snarere end kunstmusik, det er melodien og danserytmen, der er det væsentlige. Til illustration findes på de flg. sider hele arrangementet til polkaen "Den Lystige Georg" skrevet ud i partitur.

Der er også en del fleksibilitet indbygget i arrangementerne: De kan fungere, selvom ikke alle stemmer er med, og det var naturligvis en forudsætning for at have succes i Bjerregaards branche - man kunne ikke regne med, at præcis de instrumenter, Bjerregaard arrangerede for, var til stede alle sammen ude omkring, hvor man brugte noderne. Bjerregaard tog også konsekvensen af dette på en anden måde: Han udgav sammen med orkesterarrangementerne en "2.-violin ekstra", som var et akkompagnement for violin, der kunne fungere alene sammen med melodien – og som vi har brugt som forlæg til denne nodesamling. Denne stemme er en blanding af melodisk 2.-stemme og rytmisk akkompagnement (skidtviolin). Der er ingen tvivl om, at han på denne måde gjorde udgivelserne salgbare mange steder, hvor man kun havde to violiner til rådighed, der er nemlig ikke meget ved at spille melodien sammen med den normale 2.violin, når de andre stemmer mangler. Der er ikke altid helt overensstemmelse mellem de forskellige stemmer, der kan f.eks. være volter i en stemme og ikke i en anden, eller der optræder tonale eller rytmiske sammenstød, der næppe er tilsigtede. Det kan skyldes, at Bjerregaard så vidt vi ved ikke brugte partitur, og altså måtte have det meste i hovedet, mens han arrangerede.

Bjerregaard harmoniserede sine melodier meget enkelt. Når han kunne klare sig med tonika og dominant, gjorde han det, men der er dog også adskillige eksempler på subdominanter og parallelmol'en hertil. For os ser det ud, som om Bjerregaard næppe var bevandret i den mest avancerede koralharmonisering, men på den anden side havde han bestemt teoretisk viden nok til at kunne skrue en enkel og velklingende harmonisering sammen.

I Bjerregaards melodiske 2 stemmer bruges der først og fremmest parallelle tertser og sekster. Det virker, som om han havde en vis forkærlighed for tertserne, og når han først er kommet i gang med en parallel terts, så fortsætter han gerne med det et stykke tid, også selvom det efter konventionel musikteori ville have været bedre med en sekst-afstand i stedet. Han prioriterer højt at få 2·stemmen til at blive en god melodi i sig selv, og hvis det f.eks. kræver, at 2-stemmen ligger højere end melodien, så får den lov til det.

Et par historier om enkelte melodier

Bjerregaard har uden blusel brugt kendte melodier - eller stumper af dem - i sine udgivelser. Det er i visse tilfælde klart ud fra titlen, men andre gange finder man en kendt stump melodi midt i det hele. Eksempler på melodier, der er lånt fra: "Se Norges blomsterdal", "Det var en lørdag aften", "Tomerose", "Den er fin med kompasset", ''Nu dages det, brødre" og "lch weiss nicht was soll es bedeuten" (Lorelei).

Bjerregaard har kort sagt haft næse for de populære melodier. I maj-hæftet 1899 bringer han en hopsa "Med en knusende Ro" (side 60). Bjerregaard har lavet en første reprise, og derefter er det ren genbrug af en melodi fra Sommerrevyen 1898: "Lige ud af Kongevejen", opført på Frederiksberg Morskabsteater. I den gamle klavernode fra 1898 er melodien angiveligt en melodi fra Sumatra ("Pantun Malajo"), og det kan man så tro på eller lade være - på forsiden af hæftet er "Musikken ved Olfert Jespersen". Teksterne til revyen er af Axel Henriques og Anton Melbye. Visen er blevet hængende i det danske fælles sanggods; se f.eks. Lystige Viser, bd. 2, under navnet "Ude på Landet".

Et andet eksempel på lån - i hvert fald af titel - er en melodi i hæfte 41 fra maj 1898, som Bjerregaard har givet titlen: "Skade at Amerika, galop". Den titel viser sig at have en sammenhæng med en sang, der bærer følgende vidtløftige titel: "Brødre, meget langt herfra, over salten Vande, Rejser sig Amerika med de gyldne Strande". Dette er en "Vise med Chor", som indgår i første akt af Weyses opera Festen på Kenilworth. Omkvædet hertil lyder: "Skade at Amerika ligge skal så langt herfra". Teksten til operaen er såmænd skrevet af ingen ringere end H.C. Andersen. Melodien i Bjerregaards udgave ligger dog noget fra Weyses, så vi kan ikke sige med sikkerhed, om Bjerregaard har lånt noget fra Weyse i denne omgang. Visen er for nylig (2005) indsunget af Kammerkoret Camerata på cd'en: "Dig elsker jeg: Sange og romancer af H.C. Andersen", samt for år tilbage af Mogens Wieth på pladen "Den blå anemone". Også denne vise er gået over i det folkelige sangrepertoire (Lystige viser, bd. 7).

Der er næppe tvivl om, at når Bjerregaard tog fat i tidens kendte toner, så var det ofte med vilje. Det var godt for forretningen, at folk kunne genkende nogle af melodierne og synge med på dem. Der er dog også tilfælde, hvor genbrug af en eksisterende melodi lige så godt kan være et tilfælde. I en polka fra december 1912 dukker 2. reprise af Lumbyes "Britta polka" pludselig op midt i det hele. Og i Mazurkaen "Hr. Pimp" (side 82) er starten på trioen måske inspireret af en menuet af Mozart, der findes i Klaverbogen bd.2, og også er kendt som melodi til visen "Vi kan sagtens være glade" (Lystige Viser). Hopsaen "Ud på Livets Vej" (side 66) står som om den er af Bjerregaard. Det er nu ikke helt sandt hvad angår trioen, som er lånt fra en giftevise fra ca. 1900, i hvert fald hvis man skal tro Lystige Viser, bind 2. Her står den angivet som svensk folkemelodi med tekst af Emilius Wilhelmi jun. Så ophavsretten tog Bjerregaard det åbenbart ikke så tungt med. Men det er der nu ingen grund til at blive forarget over. Det var helt almindeligt i musikdirektørfaget, at man lånte lidt hist og her, og Bjerregaard har næppe lånt mere end så mange andre.

Alt i alt tegner Bjerregaards udgivelser et fascinerende billede af en spillemand, der gennem næsten 40 år leverede humørfyldt og effektiv musik til dansegulve over hele landet. Oven i købet en spillemand, hvis melodier stadig spilles den dag i dag. Bjerregaards musik er - med et godt jysk udtryk - ikke så ringe endda!