Melodi, oversigt

Polka-melodier kan opdeles i større eller mindre forløb præget af tema, motiver, akkord-toner og fyld. I Saugmann Bjerregaards Baldanse er der allerflest repriser á 16 takter, men grundelementerne i melodierne fremgår meget overskueligt af repriser á 8 takter. Dette udbygges til repriser á 16 takter på de underliggende sider.

Akkord-toner - Form A

En polka-melodi komponeret hovedsagelig af de akkompagnerende akkorders toner i 8.-dele - med lidt fyld (her i 16.-dele) - er meget almindeligt. Takt 1-3 kan opfattes som et tema. Formen kan beskrives som A A' (med fire takter til hver del).

Eksempel 1 (fra Tik-tak, Polka, takt 1-8, D-dur, Bdnr. 607): (lyt)

Spørgsmål-svar - Form B

En polka-melodi komponeret under inspiration fra spørgsmål-svar idéen kan tage udgangspunkt i en firdelt form ABAC (med to takter til hver del): A = spørgsmål, B = åbent svar, B' = lukket svar. A, takt 1-2 med optakt, kan opfattes som et tema.

Eksempel 2 (fra Klokkespill, Polka, takt 1-8, D-dur, Bdnr. 092): (lyt)

Den variable spillestilsformel - Form C

En polka-melodi komponeret under inspiration fra den variable spillestilsformel (VSF) er sammensat af tre grundelementer: tema-motiv (T), udgangs-motiv (U) og afrundings-motiv (A).

I den enkleste form med en melodi på 8 takter i 2/4 kan det opstilles sådan:

| Ta | | Um | Un | Ta | | A | |

hvor T = temamotiv (to takter), U = udgangsmotiv (én takt), a eller m = den oprindelige form, b eller n = første forandrede motiv, c eller o = andet forandrede motiv. A = afrundingsmotiv (de to sidste takter).

Eksempel 3 (fra Tik-tak, Polka, takt 9-16, A-dur, Bdnr. 607): (lyt)

Den første polka - Eksempler polka

De tre eksempler på polkamelodier ud fra forskellige melodiske udformninger kan sættes sammen til en traditionel polka. I første reprise lægges ud med en energisk melodi, og der spilles mezzoforte - mf, eksempel 2. I anden reprise hæves det generelle toneleje og tonearten, hvorved intensiteten er øget, og der spilles forte - f, eksempel 3. I tredje reprise sænkes det generelle toneleje og tonearten, hvorved intensiteten falder, og der spilles mezzoforte - mf, eksempel 1. Saugmann Bjerregaard sætter ofte dynamikken på den måde. Prøv selv at spille "Den første polka" i Saugmann Bjerregaard stil! (lyt)

Udskrift af denne side, pdf - Polka-melodi, 8 takter - efter Saugmann Bjerregaard.