de Fries & D. Beck

20.000 kr. til CD, der dokumenterer en række dansemelodier.

Duoen "de Fries & D. Beck" vil være med til at udvide kendskabet til den traditionelle dansemusik og spillestil. Gennem forløbet med udvælgelsen af numre til cd'en, er duoen faldet over en nodebog nedskrevet af Jens Peter Dam fra Vendsyssel. Denne nodebog indeholder mere end 3000 melodier, hvoraf nogle også findes i D.T.S. Bjerregaards publikationer (bl.a. Amalie hopsa, Ud paa livets vej etc.).

"de Fries & D. Beck" består af Tove de Fries (violin) og Malene Daniels Beck (klaver). Duoen har eksisteret siden 2002 og spiller traditionel dansk folkemusik til bal og koncert i både ind- og udland. Fælles for Tove og Malene gælder, at begge har været "føl" hos flere traditionelle spillemænd. Tove bl.a. hos hendes far Niels de Fries fra det midt-vestjydske og Peter Uhrbrand fra Sønderho, Fanø, og Malene bl.a. hos Viggo Gade, Thy og Karl Skårup, Thy.

"de Fries & D. Beck" spiller hovedsageligt traditionel dansemusik, som det har været brugt til forsamlingshusballer o.lign. fra ca. 1900 og fremefter. Repertoiret er fremkommet dels ved levende overlevering gennem de spillemænd de har mødt og spillet med, samt melodier de har fra forskellige nodebøger.

De skriver i CD-teksthæftet bl.a.:

"Der er jo stadig meloder, der skal spilles."

"de Fries & D. Beck" har nu eksisteret som duo i en del år, og vi nyder til stadighed at spille til baller og koncerter i ind- og udland. Gennem vores opvækst i henholdsvis Jylland og på Sjælland opholdt vi os i parallelle musikalske universer sammen med nogle af landets bedste dansespillemænd. I 2000 spillede vi for første gang sammen og blev med det samme fanget af vores fælles opfattelse af denne simple men samtidig komplekse musik.

Denne musik har givet os et indblik i og et tilhørsforhold til en samværsform, hvor man med ord, musik og dans fortæller de gamle historier om og om igen, og nye bliver til. En samværsform hvor det ikke drejer sig om at komme først eller hoppe højest, men om at lytte, gemme, tilsætte og videregive. En livslang proces, hvor man lærer, men også lærer at lade være.

Gruppens hjemmeside - Gruppens hjemmeside

CD-omslag - CD-omslag