Hæfte 54

- af Bo Skjærbæk

Hæfte 54 - eksempel på et Baldansehæfte

Hæfte 54 er på mange måder et helt almindeligt hæfte. Det indeholder 14 melodier. De er nedskrevet (i hånden) på en sådan måde at melodistemmen (violin 1 stemmen) fylder 12 hæftesider med en melodi på hver side, undtagen en side med 3 korte melodier (ofte folkedansemelodier). De øvrige stemmer er skrevet på en sådan måde at de hver fylder 8 hæftesider.

Der er de sædvanlige dansetyper repræsenteret: polka, vals, polka, galop, marsch, polka, mazurka, galop, vals, vals og hopsa (de korte numres dansetyper er udeladt). Mange hæfter har et tema, fx som her - nordiske gudenavne. Det kunne også være en tur til Himmelbjerget eller på kroen som gav inspiration til melodiernes titler.

Melodierne og arrangementerne kan ses i vedlagte digitale hæfte. Ved skift mellem melodierne vises først melodistemmen. Men for hver enkelt melodi kan alle arrangementets stemmer blades igennem.

Nogle af melodierne og arrangementerne kan høres på mp3-filer. Det drejer sig om Odin polka og Toner fra Valhalle vals. Numrene er indspillet for at give interesserede en fornemmelse af D.T.S. Bjerregaards evner som komponist (melodi) og arrangør (harmonik). Under hensyntagen til harmonikaens begrænsninger har jeg forsøgt at være ærlig overfor de udgivne noder.

Andre sædvanlige forhold for Baldansehæfterne

Forsiden har et fortrykt hoved med oplysninger om dette hæfte, de øvrige stemmer og evt. reklametekst (se artiklen om Tryk). Over hver melodi er der en signatur (se artiklen om Signaturer og om Komponister). Alle stemmerne fylder 8 sider uafhængigt af instrument. De enkelte melodier kan i stemmerne være fordelt over to sider (uden at der skal blades) men de er så fordelt på samme måde i alle stemmer.

Andre usædvanlige forhold for det hæfte

Flere af hæftets melodier er kendt fra flere andre kilder. Det drejer sig om melodi nr. 6, Rejnlænder Polka eller Fynbo, melodi nr. 8, Østgøtapolska og melodi nr 14, Lady Hopsa.

Melodi nr. 12, Toner fra Valhalle Vals, er en af de få melodier D.T.S. Bjerregaard har komponeret og arrangeret som starter i mol. Det er en iørefaldende melodi med 4 repriser - to repriser, Trio, overledning. Den er skrevet ud således at gentagelsen af 3. reprise efter 4. reprise er noteret på noder (og ikke med Trio D.C. al ...). En polka og vals formstruktur som kan ses hos D.T.S. Bjerregaard, evt. under inspiration fra H.C. Lumbye. Sammelign med Odin Polka fra samme hæfte. Melodien kan beskrives som meget trinvis og sangbar i 1. reprise, mange gentagelser af samme akkordtoner i 2. reprise, mere springende over akkordtoner i 3. reprise, meget trinvis og sangbar i 4. reprise - men hvor 1. reprise bevæger sig melodisk nedefra og op er det modsat i 4. reprise, en slags kontraststykke.

Melodi nr. 1, Odin polka er en melodi med 4 repriser - to repriser, Trio, overledning. Den er skrevet ud med Trio D.C. al ... således at gentagelsen af 3. reprise efter 4. reprise ikke er noteret på noder. En polka og vals formstruktur som kan ses hos D.T.S. Bjerregaard, evt. under inspiration fra H.C. Lumbye. Sammelign med Toner fra Valhalle Vals fra samme hæfte. Melodien kan beskrives som hovedsagelig i ottendedele og akkordtoner i 1. reprise, med lidt flere 16.-dele i 2. reprise, med utrolig mange gentagne akkordtoner i 3. repise - fanfareagtigt, sangbar og meget trinvis i 4. reprise, en slags kontraststykke.

Kontraststykket som kan ses i Odin Polka og Toner fra Valhalle Vals er i mol - for begge melodier i a-mol (paralleltonearten til Trioens hovedtoneart). Arrangementerne har mange unisone passager i stemmerne. I polkaen forbliver tonearten a-mol mens valsen modulerer tilbage til C-dur.