Bornholm

22.000 kr. til at få den bornholmske folkemusik tilbage til livet.

De tusindvis af melodier der ligger og samler støv på arkiverne skal ud og bruges af os alle sammen igen. Ditte vil gøre bornholmerne opmærksomme på, og stolte af deres egen musikalske tradition og gøre den tilgængelig for den levende folkemusik i Danmark. Samtidig vil Ditte arbejde med musikken og vise den frem udenfor landets grænser, hvor vi i disse år har opbygget et publikum der er mange gange større end det vi har herhjemme.

Ditte skriver videre: "Det materiale jeg har fundet består af ca 20 nodebøger på dansk folkemindesamling samt ca. 10 bøger der er placeret forskellige steder på Bornholm. På grund af materialets store omfang er det svært at sige noget generelt omkring dets karakter men man kan dog nævne enkelte samlinger der er særligt bemærkelsesværdige.

Den største samling er ”Johansens samling”. Den er sammensat i 1800-tallet af kantor Johansen med indsamling og bevaring som formål. Her finder man et stort antal engelsk danse samt et utal af andre melodityper. Endvidere har Johansen nedskrevet et stort antal sange. På hver enkelt melodi har han noteret sin kilde, og her finder man navne på mange forskellige bornholmske spillemænd. I blandt hans papirer har man, efter hans død, endvidere fundet en lille bog med 106 engelsk danse med dansebeskrivelser. Det skønnes at melodierne stammer tilbage fra 1700-tallet.

Jeg vil her også nævne samlingen fra spillemanden Lars Ibsen. Han levede i begyndelsen af 1800-tallet ved Bodilsker og arbejdede som smed. Han var selvlært musiker og spillede fløjte, violin og klarinet. Han efterlader sig to selvfabrikerede bind med ca 2000 melodier i hver. Her findes en skøn blanding af reels, valse, trekanter, polskaer, polkaer m.v. Også 4 norske polskaer har fundet vej til hans samling.

Der findes mange mange andre spillemandsbøger der fortjener at blive nævnt, men det ville være en større afhandling. Det essentielle er, at der findes mange fantastisk fine melodier som fortjener at blive spillet af andre end mig selv. Det vil jeg gerne gøre et stykke arbejde for kan finde sted."

Billeder - Billeder fra Fondens uddeling, reklame for CD og tilsendt reklame for CD og bog.