018 Clara Vals

 Melodien blev første gang udgivet i Baldansehæfterne som Bdnr. 18, 2. hæfte, dec. 1878. Der findes den håndskrevet sammen med de øvrige melodier fra hæftet, signeret på melodi og de øvrige stemmer (2vl., trp. 1+2, tenorbas).

Især melodien er interessant, fordi der er angivet en fingersætning i 3. reprise (link). Melodien i 3. reprise er enkel. Men den angivne fingersætning for violin gør den til noget særligt, idet den kræver stor rutine og kendskab til spil i position og anvendelse af flageoletter.

Melodien bliver igen udgivet i Baldansehæfterne som Bdnr. 981, 76. hæfte, dec. 1916, på forsiden! - efter Saugmann Bjerregaards død - under titlen "Klara Vals". Da der ikke er andre melodier, som indeholder navnet Clara / Klara, kan jeg forestille mig at Saugmann Bjerregaard har skrevet den til en fortryllende kvinde - længe inden sit giftermål med Mathilde 1883. Det er en god, "fortryllende" melodi.

Lyt evt. til 018 Clara Vals. Arrangeret for harmonika med melodi, rytme og cello basstemme. De rytmiske "usædvanlige" detaljer i 2. reprise er min egen tilføjelse.