Hvorfor Balanced ScoreCard?

Robert Kaplan & David Norton

Forside  ->  Hvorfor BSC? ->  Kaplan & Norton

Ophavsmændene bag Balanced ScoreCard og Strategikortlægning

Balanced ScoreCard-konceptet og Strategikortlægning er udviklet af to professorer fra amerikanske Harvard Business School - Robert S. Kaplan og David P. Norton.

Robert S. Kaplan

Robert S. Kaplan (født 1940) har siden 1984 været professor ved Harvard Business School. 

Han er internationalt meget anerkendt som konsulent inden for opbygning af systemer til performance- og omkostningsstyring, og har udover Balanced ScoreCard og Strategikort også skabt værktøjet Activity-Based Costing. 

Kaplan har fungeret som rådgiver for mange store offentlige og private virksomheder over hele verden.

Kaplan's bøger er oversat til over 22 sprog og han har vundet et utal af priser, udmærkelser, ærestitler samt store anerkendelser fra hele verden. 

Kaplan bliver omtalt som 'verdens førende ekspert i økonomistyring og strategi-implementering' - og som et 'ikon'. Han vurderes til at være den enkeltperson, som har haft størst indflydelse på økonomistyringens praktiske betydning. Han har sat dagsordenen for ledelsesrapportering og styring i virksomheder verden over. 

Kaplan er den forsker, der har sat det største fodaftryk og dagsorden for, hvad handelshøjskoler, universiteter og Business Schools over hele verden har forsket og undervist i. 

I 2005 blev Kaplan af Financial Times udråbt som en af de 25 vigtigste business-strateger, og i 2002 og 2003 blev han placeret på en international Top-50 over de vigtigste tænkere og skribenter inden for management.

David P. Norton

David P. Norton (født 1941) er grundlægger af og tidligere direktør for Palladium og medstifter af Balanced Scorecard Collaborative. Han har arbejdet som specialkonsulent for en række af verdens førende koncerner og organisationer. Norton anses for at være én af USA's førende virksomhedskonsulenter.

Norton var tidligere direktør for Renaissance Solutions, Inc., en international konsulentvirksomhed som han var medstifter af i 1992. 

Han er en hyppig foredragsholder og forfatter. Norton's arbejde med Balanced ScoreCard har været genstand for mange artikler og konferencer.

Generelt for Kaplan & Norton

Kendetegnende for Kaplan og Nortons bøger og artikler er, at de er systematiske og grundige. Som læser bliver man introduceret til begreberne og får præsenteret en række interessante cases og praktiske eksempler. 

Selvom nogle af koncepterne og metoderne blev udviklet langt tilbage, så holder de i den grad stadig vand og anvendes i mange organisationer i hele verden, idet metoderne løbende er blevet forfinet og videreudviklet.

Siden Kaplan og Norton startede ud med Balanced ScoreCard i starten af 90'erne er ledelsesværktøjet løbende blevet videreudviklet på baggrund af de mange erfaringer som er blevet høstet fra mange forskelligartede organisationer rundt om i verden.

Det er værd at huske på, at Balanced ScoreCard oprindelig var 'svaret på' de begrænsninger som der ligger i, at en organisation udelukkende styrer efter økonomiske målepunkter, dvs. bagudrettede observationer (forsinkede indikatorer). 

Der var i styringen af organisationerne mangel på fokus og kommunikation på de fremadrettede initiativer som skal til for at skabe værdi gennem investeringer i medarbejdere, teknologi, innovation samt kunder.

Balanced ScoreCard - Robert S. Kaplan & David P. Norton

Balanced ScoreCard's udvikling

Der er nedenfor udarbejdet en kort og meget summarisk oversigt over Balanced ScoreCard's udvikling :

Litteratur

Det hele startede med en artikel i Harvard Business Review i januar - februar 1992 The Balanced ScoreCard - Measures that Drive Performance. I 1993 blev artiklen Putting the Balanced ScoreCard to work (Harvard Business Review) det næste skridt i udviklingen af det nye strategiske ledelsesværktøj.

Kaplan og Norton startede deres række af Balanced ScoreCard-bøger med at skrive super-best-selleren Translating Strategy into Action - The Balanced ScoreCard (udgivet i USA i 1996 og udgivet på dansk i 1998 med titlen "Sådan bygges bro mellem vision, værdier og strategier - The Balanced ScoreCard"). 

Bogen beskriver et nyt styrings- og ledelsesværktøj, som fundamentalt ændrer den måde, hvorpå virksomheder måles og styres på - og som bygger bro mellem strategi, vision og daglig drift - og mellem indsats og resultater. 

Med fokus på både økonomiske og ikke-økonomiske data er Balanced Scorecard et konkret værktøj til at skabe et balanceret og præcist billede af virksomheden. 

Milevidt fra traditionel økonomistyring vurderes virksomhedens resultater ud fra fire perspektiver : det økonomiske perspektiv, kundeperspektivet, den interne forretningsproces og lærings- og vækstperspektivet.

Bog nr. 2 var The Strategy-Focused Organization - How Balanced ScoreCard companies thrive in the new business enviroment (udgivet i USA i 2001 samt udgivet på dansk i 2002 med titlen "Fokus på strategier"). 

Kaplan og Norton videreudvikler i denne bog Balanced ScoreCard til et strategisk ledelsesværktøj. Strategi er nerven i enhver virksomhed eller organisation, og gennem fokus på strategi og implementering øges mulighederne for at opnå gode resultater. Med praktiske eksempler og cases viser forfatterne, hvordan virksomheden eller organisationen kan blive 'strategifokuseret'.

I Kaplan og Norton's 3. bog Strategy Maps (udgivet i USA i 2003) beskrives hvordan offentlige organisationer har brugt Balanced ScoreCard, samt hvordan lærings- og vækstperspektivet kan være grundlaget for strategien på Knowledge Management området.

I deres fjerde bog Alignment : Using the Balanced ScoreCard to Create Corporate Synergies (udgivet i både USA og Danmark i april 2006 - på dansk er titlen "Fælles retning - Alignment") er fokus rettet mod synkronisering af strategier, målsætninger, mål og handlinger ned gennem de organisatoriske niveauer og på tværs af afdelinger og enheder. 

De første bøger introducerede Balanced ScoreCard-begrebet og funderede det strategisk i virksomheden. Denne bog ser på, hvordan en virksomheds strategikort og Balanced ScoreCard's kan give ledelsen overblik over virksomhedens prioriteter. 

Dette overblik sikrer, at de rigtige informationer kommunikeres til virksomhedens afdelinger, til bestyrelsen, til nøglekunder, til leverandører og samarbejdspartnere. 

Virksomhedens ledelse sammenligner strategikortene og Balanced ScoreCard's og styrer fokus det rette sted hen ude i afdelingerne og i forhold til samarbejdsparterne. 

Ledelsen kan dermed sikre synergi i virksomheden! Kaplan og Norton bruger begrebet alignment til at beskrive denne proces. 

Ved at 'aligne' eller 'rette ind' undgår virksomheden, at to afdelinger bekriger hinanden eller uafhængigt af hinanden arbejder på samme projekter. Denne form for overblik og synergi skaber overskud. Og det frigiver ressourcer til nyinvesteringer.

I den femte bog fra 2008 The Execution Premium : Linking Strategy to Operations for Competitive Advantage (udgivet i Danmark i marts 2009 - på dansk er titlen "Eksekveringsgevinsten - Øget konkurrencekraft med fokuseret strategi og drift") er der en systematisk og detaljeret beskrivelse af, hvordan gennemførelsen af strategien sikres ved forankring i ledelsesprocesserne.

Bogen præsenterer helt nye perspektiver for udviklingen af en integreret ledelsesmodel baseret på Balanced ScoreCard, strategikortlægning, time-diven activity-based costing og nye principper for budgetlægning. 

Omdrejningspunktet for bogen er, at sikre eksekveringen af strategien gennem effektiv og integreret økonomistyring. Strategiplaner er spild af tid og penge hvis de ikke eksekveres - hvis de ikke bliver ført ud i livet. Strategierne skal omsættes til succes og sorte tal på bundlinjen!

Baggrunden for udgivelsen af artikler samt bøger kan blandt andet tilskrives følgende udtalelse fra Robert Kaplan : "Mindre end én ud af ti organisationer, som formulerer en effektiv strategi, magter at føre den ud i livet." 

Dette skyldes ifølge Kaplan følgende forhold:

Robert Kaplans hovedbudskab er: "Der er skræmmende mange eksempler på organisationer, som har udarbejdet strategier, målt resultater og siden glemt det hele. Nøglen til succes ligger i at gennemføre de nødvendige ændringer, men mange har en tendens til kun at lave undersøgelser, og siden glemme at føre resultaterne ud i livet".

Det højt estimerede tidsskrift Harvard Business Review har udråbt Kaplan og Norton's Balanced ScoreCard til et af de mest indflydelsesrige ledelsesudviklingskoncepter inden for de sidste 75 år.

Få styr på forretningsstrategien

"Den største fordel ved Balanced ScoreCard er, at vi har en metode, der rent faktisk beskriver forretningsstrategien. Vi har altid manglet et sådant fælles rammeværktøj, og Balanced ScoreCard giver ikke alene en konsistent og robust måde at beskrive strategi på, men er også et værktøj til at måle effekterne af strategien. 

Derfor kan vi løbende vurdere, om vi er på rette kurs med hensyn til implementeringen af strategien. Tidligere har vi været henvist til at forlade os på finansielle redegørelser og rapporter, som viser resultaterne af en strategi, men ikke kan anvendes til at beskrive selve strategien." 

Citat: Robert Kaplan, foredrag i København om hvordan Balanced ScoreCard kan anvendes til at skabe synergi i virksomheden, foråret 2006.