Svend Kristian og Sine Svendsen

Svend Kristian Svendsen og Nielsine Jeppesen er Kristen Kristensen mormor og morfar. I Kristen Kristensen erindringer skriver han om bedsteforældrene:


Mors forældre var Sine og Svend Kr. Svendsen. De var ejere af den gård far og mor overtog da de blev gift 26/3 1920. -- Gården ligger i Skråstrup 6-7 km vest for Ørnhøj. Bedstefar og bedstemor flyttede så til en lille naboejendom.

De har vist altid været fattige, men meget dygtige og ærlige.

Bedstefar var foregangsmand for mange ting, bl.a de store skove på egnen er hans initiativ. -- De to har har nok betydet meget for mig, de blev begge langt over 90 år.

Der kunne fortælles mange ting om dem, og om tiden dengang.

Et par eks. Bedstefar var meget flov over at han blev nødt til at modtage aldersrente da han var over 80 år. Der var ingenting, der hed folkepension. --- En anden eks. en anden gang blev bedstefar meget vred fordi en af mine fætre fra Fyn, fik besked på at sige han var 6 år i stedet for de 8 år han var, så kunne de spare voksenbillet til tog.

Mor havde 8 søskende, jeg husker dem som alle som dejlige mennesker, en familie med god sammenhold.

----------------------------------------------

En ting moster Helga har fortalt viser noget om tiden dengang. Moster tjente på Fyn, og havde fundet en kæreste, hun havde med hjem, men sådan noget skulle være hemmeligt, så han var gemt væk på høloftet, hun smuglede mad op til ham. -- Søndag var bedstefar og mor i kirke, og Jacob kunne komme ud og få frisk luft.. - Jeg var den gang 4 år, og havde fortalt, at jeg havde set moster gå med en mand i hånden.

Moster nåede at holde guldbryllup med ham, så jeg blev nok tilgivet. Han købte i de 50 år hundrevis af røde køer på Fyn, og solgte dem til 'Jylland. Det var også ham vi 26 år senere købte de 4 kælvekvier, der blev mødre og bedstemødre til de fleste af de køer, vi havde på Kildevang

Svend Kristian og Nielsines børn

Svend Kristian og Nielsine havde en stor børneflok. Til datteren Astas bryllup med Jens Marinus Kjær den 17. august i 1918 blev de fotograferet med børn og svigerbørn. Brudeparret står bag ved det ældre par. Ved siden af brudeparret til venstre står halvbroderen Villads og hans kone Anna. Villads' mor, Sidsel Marie Kjærgård døde den 9. februar 1892, da Villads var 2 år. Nielsine var blevet ansat som husholderske for at passe den syge kone, den lille Villads og en ældre søster Ane Marie, som døde fem år gammel den 17. marts 1894. Både mor og datter døde af turbekulose. Svend Kr. Svendsens bror Peder skrev breve hjem til Svend Kristian og den syge hustru, da han var på højskole. De gribende breve kan læses på dette link.

I juli 1894 giftede Svend Kristian sig med Nielsine, vistnok under protest fra familien, da Nielsine ikke tilhørte "missionen"

Det første fælles barn, min farmor Mette Kirstine (nr to fra venstre i forrest række) blev født 21. oktober 1895.

Derefter fulgte min farmors yngre søskende:

Jeppe (født 30. januar 1897, nr et fra højre i bagerste række)

Asta (født februar 1899, bruden bag moderen,

Agnes (født 19. juni 1900, nr to fra højre i forrest række),

Ejnar (født 30. juni 1901, nr et fra højre i forrest række),

Harald (født 4. marts 1904, nr et fra venstre i forreste række)

Helga (født 28.oktober 1908, nr to fra højre i bagerste række),

Børnenes liv

Svend Kristian sendte alle sine sønner en tur til Fyn, så de kunne se, at livet kunne være anderledes end på de magre jyske jorde. Villads endte med at blive på Fyn, hvor han mødte sin kone Anna. Ejner fik blindtarmsbetændelse mens han tjente hos broderen Villads på Fyn. Datteren Karen husker , at Villads måtte fortælle det til sine forældre. Ejnar døde 23 år gammel på Holstebro sygehus i 1925.

Jeppe Svendsen boede i Stadil, i min familie var han berømt for at kunne stå på hænder til han var langt oppe i årene. Han døde i 1990 som 93 årig. Harald boede i Højmark

Svend Kristian og Nielsines liv

Læs også siden om Kiddal, Klink og Nørhede Plantage, som Svend Kr. Svendsen var med til at oprette, og hvor lærer Vestergaard i sine erindringer tit nævner Svend Kr. Svendsen

På dette link har jeg samlet udpluk af lære Vestergaards erindringer. Der er bl.a interessant læsning om dannelsen af menighedsråd og om, da kirken i Nørre Omme overgik fra at være privat ejet til at være foreningsejet.

Nielsine skrev en del breve til familien på Fyn. Jeg har været så heldig at få et udpluk af brevene fra 1940'erne. Brevene og en afskrift kan findes på dette link.