Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
Udskiftningen i Vejby sogn foregik 1784-90 og blev foretaget af landmålere. Men efter hvad man sagde, var de ikke helt pålidelige, de log sig bestikke og gav nogle for meget. Når de således havde sat gale skel, kunde de ikke finde hvile i graven, men måtte gå igen og vise, hvor de rette skel var. Disse gengangere kaldtes lygtemænd, og dem havde mange set, men det var ellers noget, man skulde vogte sig for, for de kunde lede folk vild.
Til hver gård blev på det yderste af lodden udlagt en huslod på 2-3 tdr. land boniteret jord. Før udskiftningen var der også husmænd i landsbyerne, og de havde ret til græsning af en ko i fællesskabsdriften. I Ørby var der 16 gårde, hvoraf de 9 blev udflyttet, af de 16 gårde i Holløse blev 10 udflyttet, og af Unnerups 5 gårde delte en samme skæbne. Men hovedbyen var jo Vejby, hvoraf der var 17 gårde foruden præstegården, og af dem blev som nævnt de 12 udflyttet. Det var gerne de unge gårdmænd, der flyttede ud. De blev iøvrigt tvunget dertil, thi de opfattede det som en stor ulykke, og det var jo ikke så let at komme ud på den bare jord og skulle til at opføre en hel ny gård der. G. Sarauw nævner også "beboernes sædvanlige modbydelighed mod udflytningen. (I en note står der: Bidrag til kundskab om de danske provinsers nærværende tilstand i oekonomisk henseende. Foranstaltet efter kongelig befaling ved landhusholdningsselskabet. Sjette stykke, Frederiksborg Amt. Ved G. Sarauw 1831)
Bondehus med storkerede, Johan Thomas Lundbye, 1847 (dvs. ikke fra Vejby, men mon ikke, at det har lignet husene der.)
Men der var jo ikke andet at gøre for dem, der var ramt af denne vanskæbne, end at spytte i næverne og tage fat. Penge havde de ikke, og selv om byggematerialerne kun bestod af ler og træ, vilde det dog have været umuligt for bønderne at bygge, hvis regeringen ikke havde givet dem tømmer fra statens skove. Men det fik de altså, og det kaldtes udslag.
Hjulvedsklodse fik de også til at lave vognhjul af. Når de skulde i skoven og have udslag, anviste skovbetjentene træet, men før det blev kørt hjem, skulde det flækkes. Det var eg, man skulde have til stolper og suld (syld - et ord, der iøvrigt anvendes i Vestjylland også i vore dage. "De skal syld" betyder, at de skal lægge grund til et hus). Disse egestammer blev ikke savskåret, men flækket. Kun i præstegården har Lars Larsen set savskåret tømmer. Man brugte jernkiler - vægge - og en stor jærnhammer - mukkert - til at flække stammerne med. Var de meget store, måtte man sprænge dem med krudt. Der blev boret et hul med en naver, og så kom der krudt i; det blev stemplet med en træpind og en træhammer - jern måtte ikke anvendes dertil, da det var for farligt - og bagefter blev hullet stemplet med tørt ler, således at en stump gåsefjer stak ned igennem; denne fjer, der var en 3 tommer lang, var fyldt med krudt. Manden stod nu for enden af klodsen med en 3-4 alen lang kæp, som havde noget tørt trøske med ild i på enden. Han antændte krudtet i gåsefjeren, og stykkerne sprængtes ud til siden. Dette arbejde, som kaldtes at skyde klodser, blev udført af folk selv med hjælp af en hugger, hvoraf der var flere i Vejby sogn, således Kristian Huggere, Andres Huggere og Huggere Lars.
Træet kom nu hjem på byggepladsen, der altid blev valgt på et sted, hvor der var ler og vand. Man tog ikke så meget hensyn til, om byggepladsen var helt vandret. Vaterpas havde man ikke, man lod simpelt hen huset følge jordsmonnet. Stuehuset var gerne 8 alen bredt. Hvor langvægggene skulde være, blev der med et par alens mellemrum lagt stolpestene, som lagde efter øjesyn og med den fladeste side op. På to modsatte stoplestene blev så stolperne rejst, og de var bladet ind i en bjælke, og denne forbindelse af to stolper og en bjælke kaldtes en binding. Bjælkerne gik et stykke udenfor stolperne og dannede bjælkehovedet, hvor der efter husets opførelse kunde slås et søm i, så der kunde hænge et eller andet. Imellem hver to bindinger var der o. 2 1/2 alen og det kaldtes et fag. Sylden, som altså var omtrent 2 1/2, blev lagt med enderne på stolpestenene, og derpå blev der stukket mindre sten, suldstene, ind under den. På bjælkernes overside var der over stolperne en tap, som gik op i lædden. Denne bestod hyppigt af gamle solide skibsplanker, eg eller fyr. Den lå altså på langs af bygningen og tjente til at holde bindingerne sammen. Stolperne var endvidere forbundne med sidebånd, nogle brede lægtestykker af gran, der var bladet ind i stolpernes udvendige side i en højde, så vindueskarmene kunde hvile på dem. Alt dette kaldets undertømmeret.
Overtømmeret var af gran og bestod af sparrer, der var hugget jævne i alt fald på den ydre side, hanebånd og skalke, altsammen noget, de havde fået i skoven. Et sparekogel - sparrekobbel - svarede til en binding og var sømmet sammen spiger, som smeden havde lavet. Sparrene var således anbragt, at husets overdel - ovringen - blev ret stejl. Når sparrene var anbragt, var huset rejst, og nu skulde der skalkes. Skalkene gik langs ad sparrene, de blev slået uden på disse, så de gik ud over lædden og bjælkehoverne. De var hugget til, så de svejfede lidt opad, hvorved tagskægget kom til at tage sig lidt bedre ud. Lægterne var almindelige granstænger, der var hugget en smule til. De blev anbragt med en halv snes tommers mellemrum, og hyppigt blev de gjort fast ved, at man med et vimmelbor borede et hul gennem dem og sparrene og så slog lægten fast med en aske- eller egepind. Derefter lagde man tagskæg på, og hertil brugte man alt det rør, man kunde få fat på - og der var adskilligt rørskær i tørvemoserne - mens resten af taget bestod af langhalm. Rør og halm blev bundet med tækkekæppe - lange kæppe af hessel (hassel) eller pil - og pilevidjer. Disse skulde skæres om efteråret eller om vinteren og så blev de bundet i knipper. Før de blev brugt, blev de lagt i vand en lille tid, så de blev bøjelige. Tækkemanden snoede den spidse ende af vidjen ind under lægten -lægtet sagde man. Den derindenfor, som skulde tage imod vidjer, stak dem så udenfor. Tækkeskæppene, som altså lå udenfor, blev på den måde bundet fast med vidjer med omkring 1/2 alens mellemrum.
Når man havde lagt tagskæg på, klinede man. Der var ikke så sent som i fyrrene et eneste grundmuret hus i Vejby sogn. Kun enkelte steder var der mur af brændte sten i bindingsværket. Det ler, der skulde bruges til at kline med, skulde trædes af heste i en lerælte, og der blev så blandet meget rughalm derimellem, som man nogenlunde kunde ælte i. Jo mere der var, des stærkere blev væggen. Leret æltedes indtil det var sejgt og fast, og så kom klinekællingernes tur - ordet kælling havde dengang ingen nedsættende betydning, ordet kartekællinger f.eks. opfattedes som kartekoner i senere tid. Klining og kalkning var kvindearbejde, og det var ikke alene koner, men også piger, der tog del i det arbejde. Såsnart en pige var vokset lidt til, måtte hun lære at kline og kalke.
For at leret kunde sidde fast, var der mellem sylden og lædden anbragt en 4-5 opstående stager, som kaldtes hæle, og som sad fast i huller, der var hugget i sylden; imellem dem var der der flettet krydsvis med kæppe lidt tykkere end tækkekæppe, og de kaldtes vænner (ordet udtales med stød). Når så kliningen skulde foregå var der en mand, der trillede ler til på en hjulbør, og der var en kone indenfor og en udenfor, som klaskede leret ind med hænderne, og her gjaldt det om ikke at have for mange tommelfingre, thi dels skulde arbejdet gå rask fra hånden, og dels skulde det gøres omhyggeligt, så leret kom til at sidde godt fast, og den 6-7 Tm. væg blev nogenlunde plan på begge sider. For at opnå dette var der undertiden en mand, der glattede efter med en træskovl. Man byggede altid om foråret eller i forsommeren, og når væggene blev tørre, revnede de, og de blev da spækket medd ler uden halm, som kvindfolkene klaskede ind. Bagefter blev væggene oversmurt med en vælling, der bestod af ler og kalk. Dette kaldtes at svumme og blev gjort med en svummekost af langt råmedegræs (stargræs) eller en almindelig kalkost af svinebørster. Senere kom så den almindelige kalkning. Disse arbejder såvelsom den årlige vedligeholdelse blev altid foretaget af kvinder. Og det var sæd og skik, at kvinderne satte en ære i at få hus eller gård klinet og kalket inden pinse.
Rygningen på gården var dækket af ryggetræer, og arbejdet med at anbringe dem kaldtes at rygge. Ryggetræerne blev lavet af manden, karlen og husmanden, som flækkede dem af kroget træ, helst eg.
Det var et uhyre slid at få alle gårde opført i de få år. Af fremmed hjælp havde man kun tækkere og huggere. Med at køre ler o.l. hjalp naboer hinanden. Det sværeste af det hele var lerslæbet. Der skulde en forfærdelig masse ler til gulvene, ellers lod de sig træde op. Lerslæbet hvilede ikke mindst på kvinderne. Anders Lars Anders' i Vejby fortalte for vist og sandt, at hun selvanden havde klinet hver en væg, der var i deres gård, og Elne (Ellen) Lars Jens' i Unnerup havde brolagt hele sin gårdsplads.
På enkelte store gårde havde udlængerne stampemure, som var opført af hestetrådt ler med halm i, men uden bindingsværk. Der skulde en masse ler til. Murene var næsten en alen tykke, ; når der var lagt ler i en halvanden alens højde, lod man det stå, til det blev tørt, hvorefter man skar det af med en skap spade og lagde et nyt lag på. Der hørte i almindelig fire lag til en mur. Leret blev ikke formet, men glattet efter. Sådanne stampemure fandtes på større gårde, således Favrholm, Sofienborg, Duemosegård, og Esromgård. Skovfogedstederne i Nejlinge og Tisvilde Hegn havde begge stampemure i stuehuset, men det kneb at få vinduerne til at sidde lige. Sådanne lermure kunde stå i hundrede år, når blot ikke vinden var altfor hårdt på. Der står enkelte af dem endnu, således på Duemosegård; i møddingsmuren på Favrholm er der en rest af en gammel stampemur.
De allerfleste gårde var dengang bygget ens, og husmandsstederne var mindre udgaver af gårdene. Stuelængerne var kortere og i reglen kun 7 al. brede. Den stue, der svarede til gårdmandens øverstestue, var her mindre og kaldtes kammers. Mellemstuen fandtes ikke, og dagligstuen var kun på tre fag. Skorstenen var mindre, men ellers indrettet på samme måde som i gårdene. Forstuen var ligesom på gårdene delvis hønsehus. Der var kun tre, underiden endda kun to længer. I den ene var der lo og lade, i den anden anstalt til koen, og så var der en svinelude.
I Ellemosehuset var fæhuset kun 5 al. bredt og den anden udlænge 7. Der var fire bræddegavle, og ved den fjerde side af gården var det to gamle pile med skadereder i toppen. Desuden var der et plankeværk, der var sømmet fast på piletræerne.