Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
Hermed er vi færdige med byggeperiode fra slutningen af det 18. århundrede (se siderne om stuehuset og lade og stald), og der skete nu ikke store forandringer før omkring midten af det 19. århundrede, da byggeriet atter tog fart. Nogle gårde var brændt, andre var affældige, og endelig kunde man nu få penge at låne, idet Frederiksborg Amts Sparekasse åbnedes i året 1842 i købmand Carl L. Møllers bagbutik i den gård, hvor nu købmand Alex. Jensen driver forretning. Desuden kunde man gøre lån i Øststifternes Kreditforening eller Kreditforeningen af Grundejere i de danske Østifter, som dens officielle navn er. Denne og Kreditforeningen af jydske landejendomsbesiddere er vore to først oprettede kreditforeinger, begge af 1851. Nu opstod altså prioritetslånene; prokuratorer og retsfuldmægtge hjalp bønderne at bringe dem i orden.
Den nye byggeskik, der nu brød frem, forbedrede især stuehusene, som ganske vist vedblev at være bindingsværk, men hvor de usolide lervægge erstattedes af mure af brændte sten, og i den forbindelse bør Søren Nielsen eller Søren Blegmand, som han kaldtes på grund af sin oprindelse fra Sørup, vaskebyen ved Esrom sø, først og fremmest nævnes. Han købte i midten af fyrrene et nyt stuehus, som blev omtalt videnom, og som iøvrigt står endnu. Det blev opført af brændte sten og var den første grundmurede bygning i vid omkreds. Søren Blegmand brændte selv stenene og blev, efter at stuehuset var færdig, ved at brænde en ovn eller to om året, og de sten solgte han. Peder Olsen i Ørby forsøgte også at brænde sten, men da han fik lidt uheld med dem, købte han savskåret tømmer af Søren blegmand og byggede en stuelænge med stenmur i bindingsværket.
Søren Blegmand var en driftig mand, som også drev handel med træ. . Man købte den gang træer på roden og skovede dem selv. Det gjorde Søren Blegmand også, og han havde tilstadig fire mand, der skar langsav, som det kaldtes. Træklodserne blev trillet hen over en sandgrav, og så var der en mand nede i graven og en oven på klodsen, som hjalp hinanden at trække saven. Søren Blegmand leverede egsestolper til adskillige gårde. Desuden solgte han mølleaksler og leverede træ til orlogsværftet, ligesom egnens hjulmænd hentede tørt bøgetræ hos ham. Lars Larsens fader hentede med sin svogers køretøj et læs kvas hos ham, han fik så meget, han kunde læsse, og det kostede en rigsort (en sølmvønt = 50 øre).
Men tilbage til de nye byggeformer. Når grunden til stuehus skulde lægges, anvendte man nu vaterpas, og navlig var Morten Larsen, der var hugger i Vejby, en vældig karl til det stykke arbejde. "Jeg kan dævlen piske mig" sagde han, "vatre en grund, om det så skal være herfra og Tibrikke, og der skal ikke blive en tomme fejl i vatringen". (Man sagde Tibrikke i stedet for Tibirke).
Dette var et betydeligt fremskridt fra de tider, da både gulv og loft gik både op og ned. Der blev lagt grund af kampesten, som undertiden var tilhugne. Oven på grunden lagde man et fodstykke af nåletræ, 5 tm. tyk og bred. Ned i fodstykket blev der tappet godt 3 al. høje stolper, 5 x 6 tm., som også var af nåletræ, mest gran. OVen på stolperne blev der, svarende til lædden i de gamle stuelænger, lagt ramstykker, og oven på disse kom bjælkerne, som atter bar sparreværket. Muren, der nu var af brændte sten, blev ført op til vindueshøjde, hvorefter der tværsover blev lagt løsholter, som blev sømmet til stolperne, og oven på løsholterne blev vindueskarmene anbragt. Vinduerne havde nu alle steder træsposser, og ruderne var større end tidligere, men karmene var af brædder og ikke af planker som nu.
Stuehuset var nu 10-11 al. bredt. I øverstestuen var der i reglen bræddegulv, og der var gerne 3 al. til bjælkerne og 3 1/4 til loftet. Stuen var som oftest på 4 fag a 2 1/2 al.
I stedet for det gamle mellemkammers var der et værelse på 3 fag, som var delt i to rum, hvoraf det, der vendte ud til haven, kaldtes havestuen, mens det andet var forstue, idet der dog var taget to fag til gæstekammer. Døren til denne forstue var hovedindgangen, som man benyttede til daglig. De gamle halvdøre var i stuehuset erstattet med fyldningsdøre. Når man kom fra gården ind i gangen, var gæstekammeret til højre, og til venstre lå dagligstuen, der vendte ud til gården. Den havde ikke som tidligere hele husets bredde, bag ved den, ud til haven, fandtes sovekammeret. Efter dagligstuen kom køkkenet, hvortil der var indgang fra gården; skorstenen var af brændte sten, den var lukket med en hvælvning - en gevelf - og op gennem denne gik der rør fra komfuret, bilæggerovnene og fra bagerovnshullet. Maltkøllen var forsvundet. Komfuret var muret op af ildfaste sten, hvorover der lå en jernplade med et par huller med ringer i, undertiden fandtes der også en vandgryde.
Ved siden af køkkenet var der en folkestue eller borgestue, der gik helt igennem. Fra den var der nogle steder en dør ud til haven. På den anden side folkestuen var der pigekammer samt mælkestuer eller mælkekælder, denne var gravet en alen i jorden, og der blev mælken anbragt på murede bænke. Endelig var endnu i stuelængen bryghuset eller vaskehuset, men det hændte også, at det var i et af udhusene. Efterhånden begyndte man at koge kartofler til svinene og fik derfor en jernkedel i bryghuset. Kobberkedlen forsvandt mange steder efterhånden. - Foruden i øverstestuen var der bræddegulv i havestuen, gæstekammeret og sovekammeret, men i dagligstuen var der enten lergulv eller murstensgulv, hvad der også var i gangen, køkkenet folkestuen og pigekammeret
Efter denne datidens moderne byggeskik var stuehuset ikke altid bygget sammen med udhusene. Disse havde endnu lerklinede vægge, men var bredere og højere end tidligere, og der var nu kommet vinduer i staldlængerne, men ikke i laden. Indretning var en helt anden. Køerne var anbragt ien række på langs ad huset. De havde fået krybber og var bundet i bindsler. Svine- og kvægholdet var blevet adskilligt større. I 1852 holdt det moderne landbrug sit indtog, da kom den første tærskemaskine til Vejby.
Tærskemaskine med hestegang - billedet er lånt fra "Folkekalender for Danmark 1852-1855"