Stuehuset

Stuehuset lå omtrent altid i syd- eller nordenden af gården. Øverstestuen lå som oftest i husets venstre ende og havde en dør i gavlen. Den var på fire fag, mens mellemskammerset, der kom næst efter, kun på tre. Den næste stue var dagligstuen, som var på fire fag. Efter et tre alen bredt fag til skorsten var der et steers - stegers - på fire fag, og i den østre ende fandtes der endelig et par fag til tørvehus. Hovedindgangen var i skorstenfaget, hvor der var taget en lille forstue fra, gennem hvilken man kom ind i dagligstuen. Døren var en slet dør, fyldningsdøre havde man ikke; døren ud til gården bestod af to halvdøre, hvoraf den øverste til daglig stod åben.

Skorstenen var opført af rå sten, og den spændte over hele fagets bredde. Skorstenspiben var som regel af brændte sten, de såkaldte flensborgsten (dette navn bruges den dag i dag i Midtjylland som betegnelse for tagsten af hollandsk model), og de blev købt i Frederiksværk eller i Helsingør, som i de tider var Vejbyernes købstad. Var folk så arme, at de ikke havde råd til at bruge flensborgsten til skorstenspiben, brugte de brædder dertil. Jæger-Niels fuskede lidt i murerhåndværket og var navlig fagmand i skorstenspiber, som han murede uden brug af vinkel eller vaterpas. Onde tunger påstod da også, at der ikke var to af skorstenspiber, der var ens. Drilske personer kaldte ham undertiden Kline-Niels, men det kunde han blive meget vred over. Et eksempel på hans hidsighed oplevede Lars Larsen iøvrigt selv, da han engang var Niels' håndlanger. De lå oppe på skolens tag og skulde reparere skorstenshovedet, som man kaldte skorstenspiben. Lars lå på den ene side og holdt ved en lille balje murerkalk, og Niels selv havde en lille spand hvidtekalk oppe på skorstenshovedet. Jæger-Niels var imidlertid så uheldig at vælte spanden, så den drattede ned på stenbroen og gik i stykker. Men dette var for meget ham. I stor forbitrelse kyledede han først sin hue og derpå begge sine træsko ned efter spanden, idet han råbte "Bum! Jeg ville ikke have haft det for en hel rigsdaler, jeg har givet fire mark for spanden!" Om han tillige anvendte sit yndlingsudtryk "drenge er drenge, og karle er karle" skal jeg lade være usagt.

Skorstenen var som regel halvanden stens mur op til bjælkehøjde. Den side af skorstenen, der vendte ud til forstuen, var åben, men oppe i bjælkehøjde lå der et stort og solidt stykke træ, som kaldte agger, det lå altså på langs ad huset og tjente til at bære en del af skorstenen samt bjælken, der i skorstenssfaget ikke gik længere end fra gårdvæggen op til aggeret. På den bagerste side af skorstenen, altså modsat forstuen, var bagerovnen, som var opført af rå mursten eller - hvad der ikke var ualmindeligt - af stampet ler. Bagerovnen var bygget ud i haven og dækkedes af en udbygning, som kaldtes bagerovsnskjulet, og det var tækket med strå, idet taget fortsattes ud derover. Uden om den runde bagerovn lå der gerne en kappe af gråsten, klinet sammen med ler og så iøvrigt svummet og kalket som andet murværk. Bagerovne af stampet ler blev lidt ind i det 19.århundrede hyppigt opført af en husmand, der hed Christen Tambur; han havde været i Holsten 1812-13; idet han gjorde tjeneste ved de danske tropper som tambur. Dernede havde han lært at bygge bagerovne af stampet ler og det så godt, at han blev en hel mester deri. En sådan ovn byggedes på følgende måde. først dannede man en bakke af fugtigt sand, og uden om den blev leret lagt i en skal på et kvarters tykkelse. Når den var tør, blev der anbragt en skal til, og når det hele var tørt , blev sandet raget ud. Bagerovnens bund, som blev lagt af brændte sten, var henved en alen over gulvet. Samme højde havde også gruen - den tids komfur - , der var bygget op af brokker af rå sten eller gråsten. Den fandtes til højre i skorstenen og vendte altså ind mod stuen. Omtrent midt i den var der et hul, komfurhullet, med riste, som lå lidt nede. Derover stod en jerntrefod, en føtting, - man havde iøvrigt to, en mindre og en større - og på den blev gryden eller kedlen anbragt. Bilæggerovnen stod inde i stuen, men indfyringen foregik fra skorstenen, idet fyrhullet fandtes over gruen.

Ved modsat side af gruen var der nede ved gulvet indfyring til bryggerkeddel og maltkølne - maltkølle - som begge fandtes ude i stegerset. Bryggerkedlen var stor og altid af kobber; den brugtes til ølbrygning, vask eller til at koge grød i til gilder samt til den forbudte brændevinsbrænding. Kobberkedler købte man af priviligerede kedelførere, som kørte landet rundt med store vogne. De solgte og byttede alt kobbertøj og forsynede senere hen folk med kaffekedler, morterstødere, bækkener m.m. Køllen brugtes til at tørre maltet på.

Gulvene var af stampet ler overalt. Sine steder var der dog bræddegulv i øverstestuen. I forstuen var der i almindelighed stenbro, som var lagt af pæne brosten fra stranden. I forstuen havde gårdens 10-20 høns nattely på et par stænger. I stegerset var der også stenbro og et lille udløb til haven, hvorigennem spildevandet kunde forsvinde. Hvor det skulde hen, måtte det iøvrigt selv om.

I Vejby og Tibirke sogne findes der endnu to gamle stuehuse, som rimeligvis er fra det 18. århundrede. Det ene findes i den smukke og anselige Fogedgaard i Tisvilde og det er fra 1768, mens udlængerne er fra 1762. Af de lerklinede vægge har kunnet stå i over halvandet hundrede år, har for en stor del sin grund deri, at tagskægget går 28 tm. ud og derved tager godt af for vejr og vind. Men Fogedgaardens stuehus er et storbondehjem, og det har aldrig været nogen type på et almindeligt gårdmandshjem. Det har derimod gårdejer Karl Jensens stuehus i Holløse, og derfor har jeg også målt det op og vil beskrive det her, da det dels svarer godt til Lars Larsens beskrevne stuehus og dels udfylder hans meddelelser. Selvfølgelig er der en del enkeltheder, der er anderledes, men typen er den samme.

Husets indvendige længde er 35 al. og 20 tm. og bredden 8 al. 14 tm. Det ligger i øst og vest, og dets sydside vender ud til haven. Øverstestuen, der nu er er soveværelse, findes i den vestre ende og er 7 3/4 al. bred og 8 1/2 al. lang, men højden er ikke så lidt forskellig; et sted 3 al. 3 tm., et andet 3 al. 9 1/2 tm., altså en forskel på over et kvarter. Fagene er heller ikke lige brede. Ved sydvæggen er deres bredde 54, 57, 52 1/2 og 41 tm, men mod nord 55 1/2, 55 1/2, 52 1/2 og 34 tm., sydvæggen er altså 7 tm. længere end nordvæggen. Meget interessant er gulvet, der er lagt af plankebrede brædder, der hverken er lige lange eller lige brede; deres bredde er 9-11 1/2 tm., og de er slået fast med gode hjemmesmedede søm, hvis store hoveder giver det hele et meget solidt indtryk.

Naturligvis er der i århundredets løb foretaget ændringer i stuehusets indretning. Det gamle mellemskammers er delt i en gang mod gården og en stadstue mod haven. Men uregelmæssighederne følger stadig med. Fra øverstestuen og ud i gangen er der et trin, idet gangens gulv ligger omtrent et kvarter under øverstestuens. Et sådan trin er der for hver tværvæg huset igennem.

I det hele får man stadig vidnesbyrd om, at hverken vaterpas eller vinkel har været anvendt ved denne bygnings opførelse. Den omtalte gangs bredde er mod vest 52 tm. foroven og 56 tm. forneden ved vestsiden er 3 al. 4 1/2 tm., ved søstsiden 3 alen 10 tm., gangens længde er 6 3/4 al.

Dagligstuen, der har 4 fag vinduer ud til haven og et fag til gården, er 7 al. 9 tm. lang og 7 alen 14 tm. bred. Højden er stadig forskellig, ved vestsiden 3 al. 10 1/2 tm. og ved østsiden 3 al. 6 tm.

I dagligstuen er der på dørkarmene nogle smukke messingkroge til at hænge tøj på. Af gamle møbler er der ingen tilbage, men bilæggerovnen står der endnu. på dens forside findes et billede af Adam og Eva samt slangen og kundskabens træ. Underneden står der: Frederiksværk - hvad der dog formentlig ikke skal betragtes som underskrift til billedet! på kanterne er der fire messingkugler skruet ind, og foroven findes der to opstandere også af messing. Det var til at varme hænderne på, når man kom ude fra kulden. Disse messingprydelser fandtes dog ikke på alle bilæggerovne.

Efter dagligstuen kommer skorstensfaget, hvor der naturligvis er ændret noget. Det åbne ildsted er erstattet med et komfur, og oven dette er indfyringen til bilæggerovnen. Da den nuværende ejer 1915 overtog gården, var der et stort hul ind til bilæggerovnen, og der kunde stikkes brændestykker på 3 alens længde ind, men de brændte kun, så langt risten nåede. Når de var ved at brænde ud, skubbede man dem blot længere ind, så brændte der atter et stykke af. Karl Jensen murede en del af hullet til og satte en låge i, men endnu kan der puttes brændestykker ind på 1 al. 17 tm., så man kan altså kommel et over at save brænde.

Skorstensfagets bredde er 3 al. 14. tm., og efter det kommer bryggerset - det gamle steers - hvorfra der er udgang både til haven og gården. Bryggerset, der er på to fag og 5 al. 19. tm. langt, har gråstensgulv. Højden er fra 3 al. 5 1/2 tm. til 3 al. 12 tm. Loftet består af gamle brede brædder.

Øst for bryggerset er der endnu to små værelser, hvoraf det sydlige, der forhen havde gråstensgulv, men nu har bræddegulv, er pigekammer, mens det andet tidligere var karlekammer. Senere har man fundet det mere hensigtsmæssigt at benytte det til brænderum, og det er det nu. Disse kamres dybde er 2 3/4 al.

Hvor gammel denne stuelænge er, kan næppe fastslås. Der er ganske vist en oplysning i så henseende, idet der i bryggersbjælken på den mod skorstenen vendende side er indskåret følgende indskrift:

anno - 1723 - DEN - 10 - IV - NJVS - DA -BLEF - DETTE - BØGT. -. JPS. -

Men jeg føler mig alligevel ikke sikker på, at længen er fra 1723. Bjælken ligger nemlig sådan, at indskriften står på hovedet, hvad der kundde tyde på, at det var et gammelt stykke tømmer, der var for godt til at kassere og derfor blev anvendt igen. Havde indskriften hørt til den nuværende bygning, havde man vel passet på at lægge bjælken, så indskriften vendte rigtigt. I det hele har man taget alt det gamle til pris i ældre tider. Der var ikke råd til at lade noget som helst brugeligt gå til spilde. Man ser det på vinduerne, vindver sagde man. Vinduerne, der har træssprosser, er nok ligesom fyldningsdørene sat ind i en senere tid. Vinduerne er i vestgavlen ud til vejen og mod haven, der også ses fra vejen, lige store, formentlig altså lavet til netop det stuehus. Men af de fire vinduer, der vender mod gården er ikke to ens. De er oven i købet meget forskellig, idet de er på 17 x 28 1/2 tm, 33 x 37, 35 x 45 og 41 x 31 tm., altså åbenbart gamle vinduer, der er taget fra fire forskellige stuehuse og anvendt igen i den side af huset, hvor det vansynede mindst. At stuehuset er meget gammelt, er imidlertid sikkert nok. Gården ligger inde i byen, så den hører ikke til udflytteren, men derfor kan naturligvis godt være fra den af Lars Larsens omtalte byggeperiode sidst i det 18. århundrede. Netop i al sin uregelmæssighed er denne stuelænge et godt udtryk for tidens meget store sparsommelighede og flid, opført som den utvivlsomt er af gårdmanden - bonden - og hans folk med hjælp af en hjemmelært hugger.