Daglige måltider
Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
Af daglige måltider havde man fem. Man begyndte med davre, som man fik kl. 6 om vinteren og kl. 5 om sommeren, hvad der var en times tid efter, at man var stået op.
Davren bestod af sild - om vinteren kogt sild og om sommeren spegesild - mælkebrød, hvis man havde mælk, ellers øl med lidt kærnemælk i, hvad man kaldte øllesøbe eller davresøbe. Kl 9 fik man lillemiddag, som om vinteren bestod af ost og tørt brød, men om sommeren fik man smør og fedt på og dertil et stykke ost eller hakkepølse at bide af.
Så snart man om foråret begyndte at arbejde i marken, begyndte den bedre levemåde. Middag spiste man kl 12, og til formad fik man byggrød eller sødgrød og dagen efter mælkegrød. Eftermaden bestod af sul. Om lørdagen fik man tit melgrød. Om søndagen fik man undertiden suppe med persille, gulerødder og klumper (boller) i og stegt flæsk til eftermad. Fik man suppe om søndagen, fik man det også om mandagen, det var i det hele taget almindeligt, at man fik samme forret to dage i træk. Suppe, kål og ærter kaldtes sulemad, grød og vælling mælkemad. Tallerkener og gafler kendte man ikke. Husmoderen skar sulet i stykker, og man tog så et stykke brød i den ene hånd og et stykke sul i den anden, resten gik af sig selv. Bordknive havde man heller ikke, men hver mand havde en foldekniv. Skulde man spare lidt på sulet, fik man æggekage eller undertiden klipfisk eller fersk fisk. Der var altså ikke megen afveksling i kosten, men den var til gengæld sund og kraftig, og de tre ting, som der sjælden eller aldrig var mangel på, var brød, grød og sul. Kød var derimod en sjælden spise.
Midaften, som man fik kl. 4 1/2, bestod af samme mad som lillemiddag: smørre- eller fedtebrød med en billing ost eller pølse til. Mellemmaderne var store og tykke, og der skulde en god æder til at spise mere end een af dem. Jyderne, som man mente havde en særlig kraftig appetit, lagde man følgende ord i munden: "A har spist en mellemmad, a kan spise jen endnu".
Sidste måltid var nadre - nadver - som man om sommeren fik kl. 8-9. Til nadver fik man gerne soppemælk dvs. skåret rugbrød i kogt mælk, samme ret fik man som nævnt også mange steder til davre om vinteren. Om sommeren var plumremælk en yndet ret til nadver. Det bestod af et halvt fad sødmælk blandet med et halvt fad tykmælk. Om vinteren blev nadver og midaften slået sammen. Hvad der kunde komme ud af en af datidens mellemmader, har man et godt vidnesbyrd om i følgende træk. Når Lars Larsens fader havde tærsket hos en bonde og var inde at få det sidste måltid, fedtebrød og søbe, valgte han sig et fedtebrød med et godt lag fedt på, spiste lidt af det, men puttede resten i lommen og nøjedes selv med soppemælken. Af fedtebrødet fik sønnen så skolemad dagen efter.
Ligheden var stor i de tider, såvel ved måltiderne som ved arbejdet. Når Jens Nielsen havde sat sig for bordenden og sagt sit "kommer nu hid til bordet, folk", indtog hver sin plads, idet rangordningen blev nøje overhold. På langbænken satte sig først de to husmænd, så karlen og dernæst drengen. Kvinderne befandt sig på den anden side af bordet, og de stod altid op under måltiderne, øverst konen, såstorpigen og nederst lillepigen. Alle fik de samme mad, og , og når de havde spist, skænkede Jens Nielsen i brændevinsglasset, der var temmelig stort, og det gik så på omgang til mænd, kvinder og børn. I reglen gik det rundt to gange, Jens Nielsen brugte da også 2 - 3 tdr brændevin om året.
P. C. Skovgaard, Havremark ved Vejby 1843, statens museum for kunst