Breve fra Peder

Kjære søster

Tak for de timer vi være sammen med dig i julen.

Af et brev, som jeg i dag modtog fra broder Kristian, ser jeg nu, at du er meget svag og måske ikke har mange dage tilbage, før du skal rejse bort.

O hvor gjærne vilde vi ikke, at du kunde blive rask igjen og leve sammen med din mand og dine børn, vi har også haabet og bedet, i skrøbelighed, men nu svinder haabet og ønskerne vender sig til at Gud vil gjøre dig udgangen, dulme dine smerter, husvaldig med sin fred og i aanden lade dig skue livets lyse og dejlige kyst, hvor Guds engle og alle salige bo og bygge, hvor Guds freden findes i hele sin fylde og bortvejres af synd, sorg og skrøbelighed som dug for solen. O søster hvilken fryd, og vor trængsel ikke stakket og let imod den herlighed, som skal aabenbares paa os. Farvel kjære søster og tak for din varme søsterkjærlighed. Farvel kjære Søster, lad korsets tegn være dit banner og Jesus din ledestjærne, da vandrer du sikkert mod og kan synge med salmisten:

Jeg rejser og ved hvor rejsen gaar hen.

den gaar til Guds evige rige.

Jeg rejser til aandernes fader og ven, til landet hvor aldrig med svig igjen fra sjælene sjælene vige.

Gud lad os møde der!!

Farvel Farvel

Efter Sidsel Maries død sendte Peder et langt fire siders brev til broderen Svend Kristian.

Mellerup d 14/2 92

Kjære Broder

Siden jeg modtog dit sidste brev, har jeg været tvivlrådig med mig selv hvad jeg vilde “rejse eller blive”, jeg vilde så gerne have talt med dig. Du har lagt dit forhold saa aaben for mig, så jeg har set saa meget af din savn og lykke. Derfor vilde jeg så gerne have lejlighed til at tale med dig i den for dig saa lange tid. Jeg synes ogsaa det falder mig svært, at jeg ikke faar hende at se før hun føres bort for stedse, og ikke følge hende paa hendes sidste jordiske rejse.

Somme tider synnes jeg det var rigtig jeg blev, somme tider fortryder jeg det, men nu er det for sent, og jeg ved kjære broder at du forstaar hvorfor jeg ikke kom.

Jeg syntes jeg ikke kunde unvære enten tid eller penge.

Og så frøgtede jeg for at det for pengenes skyld vilde blive ilde optaget, saa jeg frøgtede for at jeg kun vilde faa liden glæde af at komme hjem. Dog er det ikke fri for at jeg har fortrut at jeg ikke rejste, jeg vilde så gerne have set hende, og talt med dig. Det der især gjorde at jeg blev, var, pengene; men især minst 3 dage af skoletiden, og i formiddag var jeg i kirke, i eftermiddag holder Baagø Testrup foredrag i foredragsforeningen, mødet bliver her i skolen (Foreningen har møde en gang om måneden)

Det glæder mig kjære broder, at du har kunnet tage det så rolig. Det vil maaske blive mere tom for dig siden naar der bliver ro og stilhed, men det er mit haabet, og det skal være min bøn for dig, at du rigtig kan komme til at føle, at den Gud sætter ene han selv er mere nær. Det er tit vanskelig at leve glad og lykkelig, naar man føler sig ene i livet, og det er somme tider ligesom Gud også blev borte for en, jeg vil haabet for dig at du altid må føle dig i hans varetægt. Jeg ved ogsaa, at mindet er anderledes lys og rig for dig, og at du har noget at leve for der starter dit hjærte nær “end jeg havde den tid jeg paa en maade følte mig ene” og at det kan blive dig til styrke. Dog er mindet om en med hvem man har kunnet dele, ikke det samme bærende som at have den man kan dele med.

Der var noget i Pastor Knudsens prædiken i dag som jeg vilde gerne du kunde have hørt, jeg vil prøve paa om jeg kan samle nogle træk af det, skjønt jeg frygter for at jeg ikke kan gøre det så du kan faa den glæde deraf som jeg er vist paa du kunde faaet om du havde hørt det.

Teksten var husbonden der betroede sine tjenere de forskellige pund, og drog udenlands og den ene tjener grov sit pund i jorden. Det var jo paa den maade en skat den tjener ejede. Han mente der var mange mennesker som ejede en eller død skat. Saaledes, folk som ikke var kommen i den gerning de især havde lyst og evner til.

Det som er deres levebrød optager deres tid, saa den gerning de havde lyst til kan de kun sysle med engang imellem, saa de ikke bringer noget ud deraf, og det bliver for dem en død skat.

Der var ogsaa tider i de fleste liv som ikke var mere som da, de stod i den tid. Saaledes for ham den tid han var i Kjøbenhavn som student, i hvor stor betydning det en havde paa hvad han var i øjeblikket, saa var det dog ikke som da han levede i det.

Han kunde drage mindet derom frem og være glad ved det, men det var dog ikke det samme. Og der var mange som havde en eller anden død skat som de tog frem en gang i mellem og saa paa den og glædede sig ved mindet om den, men var dog en død skat. Saaledes var der ægteskaber hvor kvinden ikke var andet for manden end en død skat, som han kunde beundre og glæde sig ved, men hun var ikke bleven et med ham, deres tanker havde ikke sænket sig i der sjæl, de forstod ikke hinanden, kunde derfor ikke hjelpe hinanden til at leve. Men mennesker der stod hinanden, nær elskede hinanden og delte deres sjæleliv med hinanden, de var en levende skat for hinanden.

Naar saadan et forhold afbrydes ved døden, kan der være noget skønt i mindet, men hvor skøn den er, er det dog ikke fri for at ligne en død skat, i sammenligning med samlivet.

Men dette dybe kjærleforhold skulde fortsætte hisset idet vi er døbte til, og troede paa kødets opstandelse er ogsaa det ædle sande i vor personlighed, vor livs opstandelse. Det synes jeg passer saa godt, jeg synes jeg kan forstaa at, hvor skøn, hvor rig end mindet det kan være for dig, saa er det dog ikke saadan som da du havde hende. Eders tros, tanker og følelsesliv kunde berige hinanden, saa det var jo ogsaa noget andet en mindet; men skøn er det dog at skulle mødes med den man har kjær. Men vor samliv med Gud kan ingen død afbryde, ti naar vi død i Jesu navn saa død vi for evig at leve. Og det sammen med vor Gud og frelser og dem vi her fant som kristne brødre og søstre.

Han talte også om at kun det lys som bod i os selv, kan lyse for os varig. Naar det er andres eller en andens åndslys der skinner for os, naar vi ikke kommer selv er kommen til aandsklarhed, det er, ligesom andres ord og erfaringer vi lever paa. Det er lige som at komme forbi en lygte paa vejen, den kan skinne lit for os en kort tid, men kun det lys vi selv bærer kan lyse varig. Kun naar vi har den hellligaands lys i vort hjærte er vi sandelig seende. Det synes jeg ogsaa passer saa got, andre aandsliv naar vi hører det i ord, kan ligesom lyse for os en kort tid, men kun naar vi selv faar aanden lys i vor sjæl har vi det med os over alt i vor liv. Jeg ved ikke om du kan faa noget sammenhæng i det, eller finde nogen mening idet. Baagøs foredrag var ligefrem udmærket men den er meget vanskelig at genfortelle. Han talte om den døgtige adel her var i den første tid efter reformationen, om dens forfald, om opdragelse af folk med karakter. Om drifterne i menneskene om at lægge dem under villien saa de kunde bruges ret, saa driften til at nyde livet og det skønne i den ikke gjorde folk nydelsessyge, og driften til at styre og lede ikke gjorde folk til tyranner, der var meget skøn I den. Han sagde ogsaa, at i skolen var vi vant til at høre at daaben er en god samvittighedspagt med Gud “men hvad er det”, nej, daaben er en pagt med Gud om en god samvittighed. Jeg synes ogsaa det passer meget bedre, for jo mere vi lever i vor daabspagt, jo bedre jo finere siger vor samvittighed os hvad der er got, og undt, det var ogsaa noget lignende han udtalte. Jeg vil saa gerne spørge fra dig, om du kan fortelle hvorledes du har det. Der er vel nok tanker og følelser som du helst gemmer, men jeg vilde saa gerne vide hvorledes du føler dig tilfreds. Nu vil jeg ønske dig Guds fred i Jesu navn. Lev vel kjære broder.

Peder