Gæs og bier
Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
Gæs havde man også, men de blev i reglen solgt allesammen. Man solgte dem dog ikke levende. Et par timer før dag begyndte gåseslagtningen at gå for sig. Gæssene blev stukket i nakken og derpå plukket over et stort kar, og her var nok at bestille for alle husets folk. Fjerene beholdt man selv, de blev puttet i sække og tørret i bagerovnen, hvorefter de blev fyldt i dynerne.
Bier havde så at sige hver mand. Honning brugtes som pålæg til børnene, og sådan en mellemmad kaldtes en sødtemad. "Jeg ved ikke, hvad vi skulde få at give gløttene på brødet, hvis vi ikke havde det sødt", sagde en husmoder. Som regel havde man 3-5 stader til overvintring; det var gerne de første sværmere, man lod stå til, som det kaldtes. De gamle stader og andensværmerne to man livet af, idet man dræbte bierne med svovldamp, hvorefter man børstede de døde bier ud, masede al biværket sammen i en kedel og smeltede det over en sagte ild, derpå blev det hele siet op i en krukke, og når det var afsvalet, sad vokset i en fast skive oven på honningen.