Årlige gilder

Det var dengang som nu, at når man var konfirmeret, så var man voksen. Mens børnene måtte nøjes med at følges med deres forældre til gilder, kunde de nykonfirmerede gå til bal, og dem var der nok egentlig mange af, så mange siger L.L., at der om vinteren ikke var mange søndage, uden de var til et eller bal eller gilde. Der var små baller, man holdt snart i Vejby snart i Ørby, Holløse eller Tisvilde, og de benævntes musik. "Jeg skal til musik i aften" sagde man. Det gik for sig på den måde, at to karle eller piger bestilte et bal hos en eller anden af byens gårdmænd, som i almindelighed ikke sagde nej, når der ellers ikke var sygdom til huse. Gårdmændene, som skiftedes til at have disse baller, gav smørrebrød og øl, mens karlene i fællesskab købte brændevin og kaffe samt betalte musikanterne. Ballet koste som regel 2-3 mark for hver karl. Var det pigerne, der bestilte bal, var udgiften af lignende størrelse. Der var en mængde gilder og baller på landet dengang, langt flere end nu, men standsforskel mærkede man ikke noget til på de områder. Tjenestefolk og gårdmandsbørn morede sig godt sammen. Men derfor kunde det godt gå lidt vildt til. Når brændevinen gik ind, gik besindigheden gerne ud, og så blev der ufred. Ved et af de første baller, Lars Larsen var til, fandt der et uhyggeligt slagsmål sted. Der var kommet nogle stærke karle fra Helsinge sogn, vistnok for at yppe klammeri med Vejbyerne - var sammenholdet dengang meget stærkt inden for sognet, så var naget mellem sognene til gengæld særdeles levende - og enden blev et voldsomt slagsmål, hvor der endog blev brugt knive, og blodet flød i strømme. Gulvet i dansestuen var noget skråt, og i det lave hjørne var der efter kampen en stor blodpøl, som et par koner kom og strøede lidt sand på, hvorefter de fejede det op, og så fortsattes dansen. Men dette slagsmål havde til følge, at birkedommeren pålagde sognefogden at være til stede ved ballerne. Jens Nielsen var imidlertid en flink og gemytlig mand, der gerne fik sig en snak med karlene, men ved denne lejlighed gik det dog galt. Jens Nielsen var kommet ridende til gården, hvor ballet skulde være, men lidt efter var der en, der havde sluppet hans hest ud af stalden. Da blev sognefogden vred, trak polititegnet frem og slog det i bordet med de ord, at nu var var ballet hævet, og hver fremmed havde at forføje sig bort; det blev nøjagtig efterkommet, idet man meget godt vidste, at i modsat tilfælde vilde Jens Nielsen med lethed være i stand til at hjælpe en halv snes karle ud af døren i meget tid og på en mindre blid måde. Jens Nielsens hest var løbet hjem, og nu måtte han traske bagefter.

Men af balgæsterne, der så hovedkulds var kommet afsted, vendte syv karle tilbage igen. De hed alle Per, mærkeligt nok, og for at glemme det forsmædelige nederlag begyndte de at drikke den brændevin, der var blevet tilovers, og så meget tyllede de i sig, at de blev fulde allesammen. Den begivenhed blev husket længe i Vejby, og skal endog have givet anledning til en slags tidsregning, idet man sagde om en eller anden hændelse, at det var så og så mange år efter den historie med de syv fulde Per'er. - iøvrigt var de syvs adfærd naturligvis udsprunget af oppositionslyst over for den statsmagt, som greb ind i det, de betragtede som deres private sager.