Redskaber
Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
For halvfjerdsindstyve år siden var træ et langt mere benyttet materiale til fremstilling af redskaber end nu. Naturligvis måtte man anvende en del jern, men jern var - som kaffe - kommet fra fremmed land, og det kostede penge, hvorfor man omgikkes det med sparsommelighed og respekt. Denne respekt overførtes på smedene, som forarbejdede jernet. Smedene var ifølge hævdvunden rangforordning højtstillede. De havde både i Vejby og Tibirke kirke deres eget stolestade med bomærke på, og ved gilderne rangerede smeden efter degnen og sognefogden, der nok ifølge en forordning af 1791 havde ret til at sidde for bordenden.
Af de materialer, man skulde bruge, tilvirkede man så meget som muligt selv; af det arbejde, man måtte have andres hjælp til, betalte man så meget som muligt i naturalier. Bønderne tilvirkede selv trækul, og jern købte de i købstaden. Begge dele blev bragt til smeden, og desuden mødte gårdmanden eller hans karl for at hjælpe til i smedien, hvad der kaldtes at slå op for smeden.
Tilbage var så smedens eget arbejde, som skulde forskyldes. Han fik da i naturalier noget vist for hestebeslag og noget for plovjern, desuden lidt ekstra i form af et læs ærter eller boghvede. Om efteråret var det skik at give smedekonen nogle lokker hør, og da hun var en dygtig kvinde, blev huset godt forsynet med linned. I de tider kunde det hænde, at man havde flere heste end køer på en gård, og mens køerne var usle, var hestene gerne gode.
Men hestesko sparede man på, og det var ikke alle heste, der havde sko, og navlig manglede de nu og da bagsko. En mand i Laugø var engang kørende i Helsingør med heste uden sko, og da han i den anledning modtog stiklerier af borgerne, svarede han, at skomageren havde haft så travlt. Lars Larsen husker også, at hans fader var kørende i København med heste uden bagsko.
Heste fra frilandsmuseet, foto Margit Kildevang Kristensen
Lars Larsen kan huske de gamle hjulplove med træmuldfjæl, men i hans skoletid, altså sidst i fyrrene, forsvandt de og gav plads for de engelske svingplove, som kun behøvede to heste foruden plovmanden, mens hjulploven krævede et forspand på fire heste samt kusk og plovmand. De engelske plove, der var klodsede og tunge, blev afløst af den amerikanske, der var meget mindre. I begge slags var muldfjælen støbt, mens resten var smedet. I halvtredserne begyndte en ny type at blive kendt. Den var støbt omtrent altsammen og fremstillet af smed Frederik Jørgensen i Kregome. Støbegodset blev støbt i Frederiksværk efter hans model. Der var tre numre, 1, 2 og 3, og af disse var nr. 2 mest anvendt. Det var den bedste plov, man kendte, og den har holdt sig lige til vore dage. Skulde en mand have en ny plov, købte han støbegodset og lod smeden sætte den sammen. Søren Smed i Vejby lavede en mængde plove. Han havde gerne to svende, og de skulde hænge i, for selv var han en myrbjørn. Engang fik han en svend, der hed Ole, men han lod være lovlig længe mellem hammerslagene, og følgen blev, at Søren Smed engang sagde til ham:
"Nej, du er ingen smed, Ole; når du skal bruge to heder til en bolt, så er du ingen smed" Og så måtte Ole søge sig en anden plads.
Af harver havde man danske harver eller bulharver, hvor stellet var af træ og tænderne af jern. Der kunde være tre eller fire rækker tænder i hver side, og derefter blev harverne benævnt trebullet eller firbullet.
Svenskharverne blev kendt i halvtredserne. Det trekantede stel var af træ og tænderne, 13 eller 16, af jern med stålspids formet som en gåsefod. Trætøjet blev lavet af huggerne, mens smeden satte tænderne i. Det var ikke ualmindeligt, at man kaldte svenskharven for skånsk harve, ligesom man talte om skånske skeer og skånske kurve og havde personnavne som Skåninge-Niels og Skåninge-Karne (Karen). - Svenskharven var et udmærket redskab, men svær at trække. At behandle jorden med svenskharven kaldtes at svenske den.
Endelig havde man en tromle, som var af træ. Disse fire redskaber havde man på alle gårde. Husmændene havde gårdmændene til at drive jorden for sig.
Leerne og skæreknivene (hakkelseknivene) var hjemmesmedede, men det var langtfra enhver smed, der kunde smede en le. Foruden David og Lars Smed i Valby var ovennævnte Frederik Smed i Kregome bekendt for at være dygtige lesmede. Men i hele Frederiksborg amt var rørbækleerne bekendte og efterspurgte. De kunde da også fås hos købmændene. Rørbækleerne blev lavet af fabrikant P. Nordstens fader og bedstefader. P. Nordsten smedede også leer, og da han 1877 købte Jokumsens lille fabrik i Hillerød, skal han have sagt: "Ja, nu skal vi se, vhordan det kan gå. Hvis det ikke går, må jeg til at smede leer igen - det ved jeg da, jeg kan".
Det gik jo imidlertid, og P. Nordsten kom ikke til at smede flere leer.
Det var ofte børn, der måtte skære med hakkelsesknivene - det var noget af det første, en dreng skulde lære - og de skar tit fingrene. Der blev skåret meget hakkelse, man skar også til køerne, idet man havde den mening, at det gjaldt om at få så meget halm i dem som muligt.
Hakkelsemaskine, rensemaskine, og tærskemaskine kom omtrent på samme tid. Fabrikant Tvede i Helsingør var foregangsmand med hensyn til at fremstille landbrugsmaskiner, men efter at P.Nielsen (senere Nordsten) var kommet til Hillerød, kom hans maskiner snart til at spille en meget betydelig rolle inden for landbruget.
Da man begyndte at indføre disse maskiner, vakte det naturligvis megen forbavselse. En skrædder udtrykte sin i følgende ord: "Det er dog farligt med de maskiner, Tænk engang - nu har Kristen Pedersen både hakkelsemaskine, rensemaskine, og tærskemaskine; men der er een ting, de ikke kan opfinde, og det er en symaskine". Skrædderen tog fejl. Nu er der sikkert flere symaskiner i et sogn, end der er tærskemaskiner
En høstmand, L.A. Ring, 1885, Statens museum for kunst
Skovle og grebe var af træ, ofte hjemmelavede i huggehusene, hvor man foruden en høvlebænk også havde en skærebænk, magen til den bødkeren sidder overskrævs på og bruger sin båndkniv ved. Enhver nævenyttig mand lavede selv grebe, skovle, river, drevtrug (som lignede et slagtertrug og som brugtes til at rense gryn fra skallerne i) samt skuffer til korn på loftet og til at øse vand med i en tørvegrav. på markederne var der handelsmænd, der solgte den slags trævarer.
Høtyve og spader var forarbejdede af byens smed. - 'inden man fik rensemaskiner, rensede man kornet med sold, hvoraf man havde forskellige størrelser. Den største kaldtes en resle, den næststørste ærtesold, og desuden var der rugsold, bygsold, havresold, grynsold og melsolden, en slags sigte, som brugtes til at lade det fine mel gå igennem, som brugtes til klumper, melgrød eller æbleskiver. Man sigtede melet over en stor kurv af samme materiale som bikuben. Undertiden havde man en hårsigte, men den var købt og ansås i det hele for en ekstra flothed. (Link til en sold i National museets billedsamling).
Pigtærsker, der erstattede plejlen. fra Bornholm, National museets billedsamling
Knivene - brødknive og lommeknive, som kaldtes foldeknive var hjemmesmedede. Knive og økser kunde omtrent enhver smed lave, men leerne var som nævnt specialisternes sag. Når man mejede, måtte man have slebet sin le hver dag - "jeg skal have stent (stenet) min le" sagde man - og en af drengene eller tøserne, som man kaldte både børn og voksne piger, måtte trække. For at holde leen skarp dagen igennem brugte man et strygespån, som også var hjemmelavet. Strygespånene var af træ og blev, efter at man havde taget hjulet af en vogn, smurt over med akselskaft, som den masse kaldtes, er var blevet tilbage af den finske tjære, som træakslen var smurt med. Bagefter strøede man sand på, og det skulde være tørt bakkesand. Når man var i marken, havde man to horn med, et lille med tjære i samt en svaber, som nu og da benævntes en tjæresjoske. I det andet horn var der sand. Når strygespånet i dagens løb var blevet lidt medtaget, gav man det lidt tjære med svaberen og lidt sand ovenpå, så var det igen i stand til at gøre sin virkning.
Vognene var som andre redskaber undergået stor forandring i tidens løb. Man havde længere tid tilbage haft vogne, der ikke en gang var jernbeslåede. Da så de jernbeslåede vogne kom i brug, vakte de stor opmærksomhed. Omkring 1850 var alle vogne faste. De havde træaksler med jern indeni, og til smørelse anvendte man tjære. Var en kusk ude at køre, og han trængte til at få smurt, trak han hjulet ud og lagde en skovsnegl ind, så gik det lidt igen. Men sidst i halvtredserne kom fjedervognene i brug. Den første kom til Vejby sogn, blev købt af gårdejer Lars Andersen. Dernæst fik de en i præstegården, og snart kom også de andre med. Fjerdervognene havde jernaksler, der blev smurt med maskinolie eller vognsmørelse, som man købte hos købmændene for to mark.