Barselsgilde

Hjemmedåb var sjælden, men barnet blev døbt første søndag efter fødselen, og indtil den tid skulde der brænde lys i stuen, for ellers kunde barnet blive forbyttet. Det mente man, flere var blevet. Således var der ude på Vejby mark en familie, som havde en åndsvag datter. Hun var en forbytning, mente folk, hun kunde da også gå oppe på rygningen af huset, hvor andre ikke kunde gå. Men en aften løb hun bort, og til trods for alle eftersøgninger var hun ingen steder at finde, hvad folk forklarede på den måde, at troldtøjet havde taget hende. Men efter dåben var forbytningen umulig; da havde troldtøjet ingen magt, Til dåben havde barnet en særlig dragt på, som kaldtes kristentøj og ofte var arvegods. Før påklædningen blev barnet ført over ild, og i dets tøj blev der indsat stål, en mønt og et blad af Luthers katekismus. Den kone, som bar barnet - det var aldrig moderen - kaldtes ståkonen. Hun og hendes mand kørte til kirken med den lille, og nogle blev bedt om at møde i kirken som faddere, men egentlig gilde var der ikke før ved konens kirkegang, som fandt sted o. 6 uger efter dåben, og i den tid måtte hun ikke gå over en vej eller komme i fremmede huse. Forud for kirkegangsgildet skulde man have talt med præsten, og lavet skulde indbydes. Til barselgilde blev der altid indbudt af en kone, ofte husmandens kone, eller en ung pige, og indbydelsen havde følgende form: "Jeg skulde hilse fra N.N. og hans kone, om I vilde komme til kirke på søndag og ofre med kirkegangskonen, derpå følge hjem og rutte gilde, både unge og gamle og tjenestefolk, og så medtage knive og skeer og de bedste klæder.

Forud for gildet sendte de indbudte mælk og smør til gildesgården. Mælken blev bragt i kobberkedler, smørret var anbragt på smørbrikker af glas eller porcelæn og var ofte sat op på kunstfærdig vis. Den nærmeste familie bragte undertiden både brød, flæsk og øl. De, der bragte mælk og smør, blev beværtede med sigtebrød, smør, flæsk, ost og i senere tider tillige kaffe med brunt sukker i.

Når konen var kommet til kirken, tog hun plads i højre side af våbenhuset. Når menigheden begyndte på indgangssalmen, gik præsten ud i våbenhuset og holdt en tale til barselkonen, hvilket kaldtes at lede hende ind. Konen gik nu med sit følge ind i kirken, og lagde en skilling i kirkebøssen. Når prædiken var forbi, og degnen begyndte på salmen "Nu skal ej synden mere", gik konen op og ofrede.

Bagefter samledes man i gildesgården eller huset, og i forstuen fik man et stykke sigtebrød og en skænk, mændene blev budt et glas brændevin og kvinderne et glas ekstrakt, som blev købt hos købmændene og sagdes at være tilberedt af dryppet fra brændevinstønderne og bundfaldet i sukkerfustagerne.

Nu skulde gæsterne til bords, og det var et arbejde, der krævede den største hensyntagen til alle sider. Hæderspladsen var for bordenden i dagligstuen, og den tilkom som tidligere nævnt sognefogden, men Jens Nielsen brød sig nu ikke om det, men overlod pladsen til degnen og gik selv op i storstuen, hvor mændene spiste og hvor rangforordningen ikke blev så nøje iagttaget. I dagligstuen sad altså konerne, og de skulde nok lægge mærke til, hvad plads de fik. Ikke mindre skarpt var deres blik for, hvor deres smørbrikker var anbragt. Smørbrikkerne blev i begge stuer anbragt efter giverens rang - den fuldkone lighed besad man dog ikke - og det var svært at komme om ved. Adskillige uvenskaber opstod på grund af disse smørbrikkers anbringelse på gildesbordene.

Maden var ens ved alle gilder og bestod af klipfisk med hjemmemalet sennep til, og risengrød, der delvis var kogt i fløde. Gafler var der ikke på bordet og kun knive til kvinderne. Det kunde dog hænde, at de fornemmede, degnen og jordemoderen, fik en gaffel hver. Mændene tog deres foldeknive, hvormed de smurte et stykke smørrebrød, tog så et stykke fisk med fingrene, dyppede det i sennepskoppen og bed af det. Ja, så sent kom gafler i brug, at Lars Larsen først sidst i halvtredserne fik et sådant instrument i sin hånd. Grøden spiste man af lerfade, og man var en fem-seks om hvert. Til fisken blev der drukket meget brændevin, man drak af store glas, som gik rundt, ja, selv oven på grøden tog man sig en slurk, hvad der kaldtes en grødtrykker. Under spisningen var der musik af en eller to spillemænd, som man betalte ved at lægge spillemandsskillinger, i almindelighed enesteskillinger, stundom dog en firskilling på en tallerken, der gik rundt. Når man havde rejst sig fra bordet, gav man hinanden hånd og sagde "tak for mad". Der blev også svaret "tak for mad", og glemte man at sige tak for mad til noget af selskabet, blev det optaget som en fornærmelse.

Efter at bordene nu var ryddet ud af storstuen, begyndte dansen. I dagligstuen spillede man kort og drak brændevin til, men når der var gået et par timers tid, drak man kaffe. Denne blev skænket af de to fornemmeste koner i selskabet - i reglen skolemadammen og jordemoderen, hvis hun var til stede. Den ene skænkede kaffe af en stor blank kobberkedel, og den anden kom fløde i. På bordet var der skåle med brunt sukker, kandis, i og det havde kokkekonerne i forvejen parteret ved hjælp af deres gode tænder. Sukkertang kendte man ikke dengang. Nu tog enhver en sukkerstumpe, og var den lovlig stor, bed han den over og lagde resten tilbage i skålen. Efter at dans og kortspil atter var begyndt og havde varet til ud på aftenen, fik man skåret smørrebrød og dertil brændevin og øl. De. der havde langt hjem, fik gerne opvarmet klipfisk til smørrebrødet.

Det egentlige barselgilde varede kun en dag, men dagen efter var dog naboer og slægtninge samlet i gildesgården, og hvad de ikke fik fortæret af levninger fra den foregående dag, blev givet væk til kokkekonerne og fattigfolk.

1848 betegner på barselgildernes som på andre områder et skel. Troen på troldtøj havde længe været vaklende, nu faldt den helt, og dette medførte den forandring, at barnedåb og kirkegangsgilde blev slået sammen, og det fandt gerne sted en seks ugers tid efter barnets fødsel.