Indbo og udstyr

Vi skal nu se, hvorledes de gamle gårde fra udskiftsningstiden var udstyrede indvendig. I øverstestuen eller kammerset, som det tidligere kaldtes, var der nogle tunge kister, lågkister eller klædekister, som de benævntes. De var malede med skrigende farver og forsynede med kunstbeslag. Til låsene var der store nøgler, som undtagelsesvis kunde anvendes på anden måde. Hed det f.eks. efter et gilde, at der havde været slagsmål, "og han slog med en kistenøgle", så var det et bevis på, at det var gået alvorligt itl. I den ene ende af kisten var der et særligt rum med låg over, der kaldtes en lædike". Af andre møbler var der i øverstestuen et bord, et stort klædeskab og en tav'let, en trekantet hylde med kopper og nips på. Undertiden fandtes der også en dragkiste, ovenpå hvilken der stod nipsting og et spejl (en spejl sagde man). Væggene var kalkede med hvidt med ligt blåt i. De var ikke meget udsmykkede, men der fandtes dog undertiden en broderet navneklud og nogle smagløse tyske billeder - den hellige jomfru o.l. - der var klistret på vægggen eller slået fast med små søm. Men det fineste i øverstuen var tintallerkenerne og det solideste den store bugnende gæsteseng. Både i øverstestuen og i dagligstuen havde man på væggene oppe under loftet lister, hvorpå var anbragt rækker af tintallerkener, der skinnede som sølv. Det kom de ikke til af sig selv, nej, de måtte pudses i en hel havre, men så bar de også præg af en vis velstand hos bonden og huslig dygtighed hos hans kvinde. Iøvrigt blev disse tintallerkener aldrig brugt, de tjente kun til pynt. oppe på bjælkerne var der hylder til at anbringe forskellige småting på. Men endelig var der altså sengen. Den var så bred, at der kunde ligge tre i den, og den var fyldt af tunge solide dyner, ja der var undertiden op mod en halv snes i den, men de fleste blev så fjernet, når den skulde bruges. I det hele var skabet og kisterne med deres rige indhold af uldent og hørgarn og sengen med dens stabel af dyner tydelige vidnesbyrd om husets velstand og kvindernes årelange flid; kvindelige gæster blev derfor også af bondekonen budt med op i øverstestuen at se hendes forråd, der jo ikke alene var beregnet til brug for hende og manden, men til udstyr for børnene, når de engang selv skulde sætte bo.

I øverstestuen var der en dør i gavlen, og på den modsatte væg,førte der en dør ind til mellemkammset, der var delt i to dele, hvoraf den ene tjente til opbevaringssted for øl og brød - man bagte og bryggede en gang om måneden - , sulekarret med det saltede flæsk og brændevinen, hvis tilvirkning foregik til ubestemte tider, da den skulde foregå ubemærket. I det andet rum stod der en seng, der også kunde rumme tre, om det skulde være, og her sov gårdens karle eller sønnerne. Desuden fandtes der karlenes kister, det bedste seleteøj, stadspisken og nogle hestedækkener. En dør førte ud til gården og en anden ind til dagligstuen. Her var det, man ophold sig om dagen, og her sov man om natten. Ud mod gårdvæggen stod der to senge, der ligesom de to nævnte var omhængssenge. De stod i forlængelse af hinanden og var adskilte ved en trægavl; mens den ene seng stod med den ene ende mod væggen, var dette ikke tilfældet med den anden, som i stedet for endte i en trægavl, der lige som den overfor nævnte gik omtrent til loftet. På denne sengegavl, der var malet med rød mønje og dekoreret med stærke farver, hang der kobberfade, hvis antal også var gode vidnesbyrd om et veludstyret hus. Fra gavlens øverste kant var der på sengens yderside anbragt et kvarterbredt bræt, som stod lidt skråt udad. Det kaldtes kanisjen og var også malet og dekoreret. På kanisjens underkant var omhænget fastgjort, og udenover hang der en kappe, der var lagt i læg, og som havde kulørte frynser. Omhængene var af kulørt drejl, og hver af dem var omkring en alen brede. Midt på hvert omhæng hang der et håndklæde, der tjente til pynt. På disse håndklæder, der forneden endte i hvide frynser, var der broderet kranse, bogstaver med mere. Sengen var naturligvis af træ, og bunden bestod undertiden af brædder, men ellers af pæne glatte stænger sengerever, og der var samme afstand som nu mellem gulvet og sengens bund. Der var tør rughalm i bunden, og det blev skiftet et par gange om året. Når sengen blev redt, skulde halmen pusles (rystes). På væggen ved sengen inderside var der en spånfletning, der omtrent var lavet som fletningerne i en spånkurv og vistnik var af svensk oprindelse. Disse fletninger på ydervæggene lunede meget. I en opredt seng var der to underdyner af farvet hørgarn; de var stribede og vævet firskaftet. Der var to lange hovedpuder og lagner - lavren sagde man - af grovt stof, som kaldtes hlvtenlinned, fordi det var lavet halvt af hør og halvt af blårgarn. I den stribede overdyne var der hørgarns rending og ulgarns islet. Overdynen var varm og tung, hvad der ikek kan undre, når man hører, at der i en dyne kunde være op til en lispund fjer (16 pund). I hver dynes hjørne fandtes der en dusk af kulørt garn. Når sengen var opredt, var der endvidere to trækpuder o. en alen på hver led og af samme stof som overdynen. De brusede af fyld og lå oven på overdynen ud for åbningen mellem omhængene. De var iøvrigt kun til stads, idet de fik sengen til at se endnu mere bugnende ud. Et tæppe af drejl ligesom omhængene lå oven på dem og hang ned ud for omhængsåbningen. Over midten af sengen hang sengebåndet, et stykke reb, der var fastgjort i loftet, og forneden endte i et håndtag. Sengebåndet, der undertiden var beklædt med tøj og forneden pyntet med silkesløjfer, brugte man til at tage fat i, når man vilde løfte sig op. Når man betænker, hvor stive og tunge den tids dyner var, forstår man, at gamle og syge særdeles vel kunde have et sengebånd behov, når de skulde rejse sig over ende i sengen.

Alle sengeklæderne var hjemmelavede, og man forstår, husets kvinder kunde have nok at gøre i de lange vinteraftener, men der var også en 300 rokke og 150 væve i Vejby sogn, og med dem kunde der jo udrettes adskilligt.

I den øverste seng lå manden og konen og i den nederste to tjenestepiger eller døtre, men det skete også, at der lå tre. Havde man sypige, sov hun ved pigerne, og havdem an skrædder, kunde det nok hænde, at han fandt nattero ved siden af ægteparret. At mænd og kvinder sov i samme værelse, betragtedes ikke dengang som anstødeligt. Var der gilde i nabogården, kunde man godt træffe at have en del gæster stuvet sammen i øverstestuen om natten uden hensyn til køn eller alder. på københavnske gæstgiverier var der ofte to-tre dobbeltsenge i et værelse. Da Lars Larsen engang sammen med sin farbroder logerede i et af disse gæstgiverier, Tværmoes' gård hed det, fik de et værelse med tre dobbeltsenge i. I den ene lå et par gårdmandsfolkm i den anden et par piger fra landet, som vistnok ikke havde set hinaden før, og i den tredie lå så Lars Larsen og hans farbroder.

Som oftest havde man et stueur, og det stod da op til væggen ved siden af den øverste seng. Det var de såkaldt Nürnbergure, man havde, de lignede Bornholmerne, men skulde trækkes en gang i døgnet, nogle gange dog to gange. Efter treårskrigen, da der kom så stort et opsving på flere måder, begyndte Bornholmerne at blive almindelige. Man købte dem i København i en af butikkerne under Børsen, og det var en hel højtid at blive ejer af et sådan ottedagesværk. Ved siden af uret hang den udskårne manglefjæl samt mangleholtet.

Langbænken stod ved vinduet og foran bordet. Ved enden af det op til væggen fandtes bordendesbænken eller kistebænken, som den også kaldtes, fordi den var lavet som en smal kiste med fladt låg. I hjørnet stod med forsiden ind mod langbænken bordendekabet (eller vråskabet), hvori bonden gemte sine papirer og sine penge. Bordendeskabet var aflåset, og ofte var det smukt udstyret med drejede søjler, udskæringer og grønne eller lyseblå farver. Bordendesbænken var stuens hædersplads. Her sad bonden til hverdags og til højtid, men ved gilder var det sognefogdens retmæssige plads, og ved bryllup sad rudeparret gerne der, mens husfaderen hjalp til at varte op. Ved bordenden var der fyldinger lige op til loftet. Over langbænken var der ligeledes panel over og under de små vinduer med de blyindfattede ruder. De øvrige vægge var hvidkalkede. Langbænken (eller gåsebænken), der altså stod ved havevæggen, var også en lukket bænk, og dens indre var afdelt i rum til rugende høns og de fire levegæs, man gerne havde på en gård. For hvert rum var der en skodde, som kunde trækkes op, den kaldtes en daare, og i midten af den var der et hjerteformet hul, som amn kunde tage fat i, når man vilde trække dåret op. Endelig var der jo bordet, hvis plade var af planker af eg eller, endnu finere, ask. Denne hvidskurede bordplade kunde blive ualmindelig fin, hvis da ellers husets kvinder havde tilstrækkelig knofedt, for uden det gik det ikke. De fire tykke ben med drejede kugler på endte forneden i bordfoden, en kasse, hvis øverste side var et kvarter over gulvet. Midt i bordfoden var der en lem, hvorigennem man puttede georginer og andre gode sager ned i rummet. På bordfoden stod familiens rensede og transmurte fodtøj. Træskoene behøvede man ikke særlig plads til, dem havde man på dagen igennem både ude og inde. På den side af bordfoden, som vendte ind mod stuen, hvæssede bondekonen den hjemmesmedede brødkniv, og når hun havde gjort korsets tegn over brødet, begyndte hun at skære enten hele rundtenommer eller snitstykker, som var brede ved den ene ende og spidse ved den anden. Sådanne snitstykker med ost og brændevin fik de ude i tærskeloen. Øl havde de derude i en kande med låg over.

Spiseskeerne var anbragt enten i en lille læderstrop i vinduet eller i bordskuffen. Hver havde sin bestemte hornske, de blev ikke vasket af, men efter at de var slikket omhyggelig rene, satte ejermændene dem på deres bestemte plads. I bordskuffen lå brødkniven og brødresterne, og på bordet stod ølkruset. Over bordet var der oppe ved bjælken en hylde -fjælen - og på den stod de forskellige madlevninger, smør- eller fedteskål, ostestykker lå der, og stundom stod der en lertallerken med levnede sulestykker eller kogt sild. Hændte det, at en af gløtterne, børnene blev sultne mellem måltiderne, klarede moder det ved at svare: "Der er brød i bordskuffen og ost på fjælen. Jens Sørensen foralte, at i hans drengeår fik man flere steder kun bart brød til lillemiddag, men hos hans forældre var der altid noget på fjælen.