Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
Vi skal nu se, hvorledes de gamle gårde fra udskiftsningstiden var udstyrede indvendig. I øverstestuen eller kammerset, som det tidligere kaldtes, var der nogle tunge kister, lågkister eller klædekister, som de benævntes. De var malede med skrigende farver og forsynede med kunstbeslag. Til låsene var der store nøgler, som undtagelsesvis kunde anvendes på anden måde. Hed det f.eks. efter et gilde, at der havde været slagsmål, "og han slog med en kistenøgle", så var det et bevis på, at det var gået alvorligt itl. I den ene ende af kisten var der et særligt rum med låg over, der kaldtes en lædike". Af andre møbler var der i øverstestuen et bord, et stort klædeskab og en tav'let, en trekantet hylde med kopper og nips på. Undertiden fandtes der også en dragkiste, ovenpå hvilken der stod nipsting og et spejl (en spejl sagde man). Væggene var kalkede med hvidt med ligt blåt i. De var ikke meget udsmykkede, men der fandtes dog undertiden en broderet navneklud og nogle smagløse tyske billeder - den hellige jomfru o.l. - der var klistret på vægggen eller slået fast med små søm. Men det fineste i øverstuen var tintallerkenerne og det solideste den store bugnende gæsteseng. Både i øverstestuen og i dagligstuen havde man på væggene oppe under loftet lister, hvorpå var anbragt rækker af tintallerkener, der skinnede som sølv. Det kom de ikke til af sig selv, nej, de måtte pudses i en hel havre, men så bar de også præg af en vis velstand hos bonden og huslig dygtighed hos hans kvinde. Iøvrigt blev disse tintallerkener aldrig brugt, de tjente kun til pynt. oppe på bjælkerne var der hylder til at anbringe forskellige småting på. Men endelig var der altså sengen. Den var så bred, at der kunde ligge tre i den, og den var fyldt af tunge solide dyner, ja der var undertiden op mod en halv snes i den, men de fleste blev så fjernet, når den skulde bruges. I det hele var skabet og kisterne med deres rige indhold af uldent og hørgarn og sengen med dens stabel af dyner tydelige vidnesbyrd om husets velstand og kvindernes årelange flid; kvindelige gæster blev derfor også af bondekonen budt med op i øverstestuen at se hendes forråd, der jo ikke alene var beregnet til brug for hende og manden, men til udstyr for børnene, når de engang selv skulde sætte bo.
I øverstestuen var der en dør i gavlen, og på den modsatte væg,førte der en dør ind til mellemkammset, der var delt i to dele, hvoraf den ene tjente til opbevaringssted for øl og brød - man bagte og bryggede en gang om måneden - , sulekarret med det saltede flæsk og brændevinen, hvis tilvirkning foregik til ubestemte tider, da den skulde foregå ubemærket. I det andet rum stod der en seng, der også kunde rumme tre, om det skulde være, og her sov gårdens karle eller sønnerne. Desuden fandtes der karlenes kister, det bedste seleteøj, stadspisken og nogle hestedækkener. En dør førte ud til gården og en anden ind til dagligstuen. Her var det, man ophold sig om dagen, og her sov man om natten. Ud mod gårdvæggen stod der to senge, der ligesom de to nævnte var omhængssenge. De stod i forlængelse af hinanden og var adskilte ved en trægavl; mens den ene seng stod med den ene ende mod væggen, var dette ikke tilfældet med den anden, som i stedet for endte i en trægavl, der lige som den overfor nævnte gik omtrent til loftet. På denne sengegavl, der var malet med rød mønje og dekoreret med stærke farver, hang der kobberfade, hvis antal også var gode vidnesbyrd om et veludstyret hus. Fra gavlens øverste kant var der på sengens yderside anbragt et kvarterbredt bræt, som stod lidt skråt udad. Det kaldtes kanisjen og var også malet og dekoreret. På kanisjens underkant var omhænget fastgjort, og udenover hang der en kappe, der var lagt i læg, og som havde kulørte frynser. Omhængene var af kulørt drejl, og hver af dem var omkring en alen brede. Midt på hvert omhæng hang der et håndklæde, der tjente til pynt. På disse håndklæder, der forneden endte i hvide frynser, var der broderet kranse, bogstaver med mere. Sengen var naturligvis af træ, og bunden bestod undertiden af brædder, men ellers af pæne glatte stænger sengerever, og der var samme afstand som nu mellem gulvet og sengens bund. Der var tør rughalm i bunden, og det blev skiftet et par gange om året. Når sengen blev redt, skulde halmen pusles (rystes). På væggen ved sengen inderside var der en spånfletning, der omtrent var lavet som fletningerne i en spånkurv og vistnik var af svensk oprindelse. Disse fletninger på ydervæggene lunede meget. I en opredt seng var der to underdyner af farvet hørgarn; de var stribede og vævet firskaftet. Der var to lange hovedpuder og lagner - lavren sagde man - af grovt stof, som kaldtes hlvtenlinned, fordi det var lavet halvt af hør og halvt af blårgarn. I den stribede overdyne var der hørgarns rending og ulgarns islet. Overdynen var varm og tung, hvad der ikek kan undre, når man hører, at der i en dyne kunde være op til en lispund fjer (16 pund). I hver dynes hjørne fandtes der en dusk af kulørt garn. Når sengen var opredt, var der endvidere to trækpuder o. en alen på hver led og af samme stof som overdynen. De brusede af fyld og lå oven på overdynen ud for åbningen mellem omhængene. De var iøvrigt kun til stads, idet de fik sengen til at se endnu mere bugnende ud. Et tæppe af drejl ligesom omhængene lå oven på dem og hang ned ud for omhængsåbningen. Over midten af sengen hang sengebåndet, et stykke reb, der var fastgjort i loftet, og forneden endte i et håndtag. Sengebåndet, der undertiden var beklædt med tøj og forneden pyntet med silkesløjfer, brugte man til at tage fat i, når man vilde løfte sig op. Når man betænker, hvor stive og tunge den tids dyner var, forstår man, at gamle og syge særdeles vel kunde have et sengebånd behov, når de skulde rejse sig over ende i sengen.
Alle sengeklæderne var hjemmelavede, og man forstår, husets kvinder kunde have nok at gøre i de lange vinteraftener, men der var også en 300 rokke og 150 væve i Vejby sogn, og med dem kunde der jo udrettes adskilligt.
I den øverste seng lå manden og konen og i den nederste to tjenestepiger eller døtre, men det skete også, at der lå tre. Havde man sypige, sov hun ved pigerne, og havdem an skrædder, kunde det nok hænde, at han fandt nattero ved siden af ægteparret. At mænd og kvinder sov i samme værelse, betragtedes ikke dengang som anstødeligt. Var der gilde i nabogården, kunde man godt træffe at have en del gæster stuvet sammen i øverstestuen om natten uden hensyn til køn eller alder. på københavnske gæstgiverier var der ofte to-tre dobbeltsenge i et værelse. Da Lars Larsen engang sammen med sin farbroder logerede i et af disse gæstgiverier, Tværmoes' gård hed det, fik de et værelse med tre dobbeltsenge i. I den ene lå et par gårdmandsfolkm i den anden et par piger fra landet, som vistnok ikke havde set hinaden før, og i den tredie lå så Lars Larsen og hans farbroder.
Som oftest havde man et stueur, og det stod da op til væggen ved siden af den øverste seng. Det var de såkaldt Nürnbergure, man havde, de lignede Bornholmerne, men skulde trækkes en gang i døgnet, nogle gange dog to gange. Efter treårskrigen, da der kom så stort et opsving på flere måder, begyndte Bornholmerne at blive almindelige. Man købte dem i København i en af butikkerne under Børsen, og det var en hel højtid at blive ejer af et sådan ottedagesværk. Ved siden af uret hang den udskårne manglefjæl samt mangleholtet.
Langbænken stod ved vinduet og foran bordet. Ved enden af det op til væggen fandtes bordendesbænken eller kistebænken, som den også kaldtes, fordi den var lavet som en smal kiste med fladt låg. I hjørnet stod med forsiden ind mod langbænken bordendekabet (eller vråskabet), hvori bonden gemte sine papirer og sine penge. Bordendeskabet var aflåset, og ofte var det smukt udstyret med drejede søjler, udskæringer og grønne eller lyseblå farver. Bordendesbænken var stuens hædersplads. Her sad bonden til hverdags og til højtid, men ved gilder var det sognefogdens retmæssige plads, og ved bryllup sad rudeparret gerne der, mens husfaderen hjalp til at varte op. Ved bordenden var der fyldinger lige op til loftet. Over langbænken var der ligeledes panel over og under de små vinduer med de blyindfattede ruder. De øvrige vægge var hvidkalkede. Langbænken (eller gåsebænken), der altså stod ved havevæggen, var også en lukket bænk, og dens indre var afdelt i rum til rugende høns og de fire levegæs, man gerne havde på en gård. For hvert rum var der en skodde, som kunde trækkes op, den kaldtes en daare, og i midten af den var der et hjerteformet hul, som amn kunde tage fat i, når man vilde trække dåret op. Endelig var der jo bordet, hvis plade var af planker af eg eller, endnu finere, ask. Denne hvidskurede bordplade kunde blive ualmindelig fin, hvis da ellers husets kvinder havde tilstrækkelig knofedt, for uden det gik det ikke. De fire tykke ben med drejede kugler på endte forneden i bordfoden, en kasse, hvis øverste side var et kvarter over gulvet. Midt i bordfoden var der en lem, hvorigennem man puttede georginer og andre gode sager ned i rummet. På bordfoden stod familiens rensede og transmurte fodtøj. Træskoene behøvede man ikke særlig plads til, dem havde man på dagen igennem både ude og inde. På den side af bordfoden, som vendte ind mod stuen, hvæssede bondekonen den hjemmesmedede brødkniv, og når hun havde gjort korsets tegn over brødet, begyndte hun at skære enten hele rundtenommer eller snitstykker, som var brede ved den ene ende og spidse ved den anden. Sådanne snitstykker med ost og brændevin fik de ude i tærskeloen. Øl havde de derude i en kande med låg over.
Spiseskeerne var anbragt enten i en lille læderstrop i vinduet eller i bordskuffen. Hver havde sin bestemte hornske, de blev ikke vasket af, men efter at de var slikket omhyggelig rene, satte ejermændene dem på deres bestemte plads. I bordskuffen lå brødkniven og brødresterne, og på bordet stod ølkruset. Over bordet var der oppe ved bjælken en hylde -fjælen - og på den stod de forskellige madlevninger, smør- eller fedteskål, ostestykker lå der, og stundom stod der en lertallerken med levnede sulestykker eller kogt sild. Hændte det, at en af gløtterne, børnene blev sultne mellem måltiderne, klarede moder det ved at svare: "Der er brød i bordskuffen og ost på fjælen. Jens Sørensen foralte, at i hans drengeår fik man flere steder kun bart brød til lillemiddag, men hos hans forældre var der altid noget på fjælen.
Ved de to bjælker nærmest indgangen, der var i forstuen i skorstensfaget, var der også lange hylder, men på dem stod mælkefadene, undertiden var det bøtter, men når man gik oppe på loftet, dryssede støvet ned i mælken - nå renlighed var ikke den tids sag. Bøtterne og mælkespanden - eller mælkekanden, som man sagde -- havde kvinderen stor øvelse i at skure. På den nederste ende af bænken stod en lerkrukke, det var flødekrukken. Når fløden var kommet frem på mælken, tog husmoderen fadet ned, strøg med fingeren rundt langs flødens rand og pustede den derpå ned i flødekrukken. Dette fandt sted i fyrrene, i halvtredserne begyndte man at få mælkestuer og skummeske.
På bordenden foran husbondens plads stod der en brændevinsflaske, den kunde være af forskellig art og undertiden meget stor. Ved siden af den var der et eller flere glad eller også et stov - stob - af tin. på væggen mellem to karmvinduer hang der et lille spejl, og bag det sad redekammen. Skulde en af kvindfolkene have håret glattet, gik det for sig uden mange omstændigheder, hun tog simpelt hen en mundfuld øl, lod det løbe ned i den hule hånd og fugtede håret med det, hvorefter redekammen trådte i virksomhed.
Tintallerkenerne, der som nævnt også prydede dagligstuens vægge, brugtes ikke til spisning. Dertil anvendte man ved gilder trætallerkerne, de var drejede af eg eller bøg, malede med mønjefarve og dekorerede med gult eller lyseblåt. I midten var ejerens forbogstaver anbragt. på fogdens stod I. N. S. (jens Nielsen) og på Jens Sørensens I. S. S. Disse tallerkener, der var malede af skrædderne, blev brugt ved gilderne til at lægge klipfisken eller sætte et stykke smørrebrød på. Tallerkener af porcelæn eller fajance kendtes ikke. Når man spiste sild, og det var fra gammel tid hverdagskost, sparede man det pæne hvidskurede bord ved at anbringe langskavler på bordet og lægge sildestumåerne på dem. Langskavler var tynde brædder, omkring fem tm. brede og op til til et par alen lange. Der var en to-tre langskavler på bordet ad gangen, og de blev vasket af hver dag-
Bordendesbænken stod op til mellemskammersvæggen. Op til den modsatte væg, i kakkelovsnkrogen, fandtes lodbænken, hvor husfaderen lå og hvilede sin krop om vinterafterne Om natten brugtes den til sengeleje for hyrdedrengen - hyrepogen - eller gløtterne. Bænken kunde trækkes ud, og når der blev lavet hovedgærde i hver ende, kunde der anbringes en fire-fem børn i den. I kakkelovnskrogen over lodbænken hang det saltede og røgede flæsk, store skinker og mellemstykker, samt rullepølser og fårelår. Det hele var gerne dækket med et kulørt stykke drejl eller linned. Mens husfaderen havde sin særegne plads for bordenede, var vingestolen ved siden af kakkelovnen husmoderens plads. Vingestolen var en slags armstol med et bredt halmsæde, hvorpå der lå en en hynde af grønt eller rødt vadmel med lidt broderi på. Desuden fandtes der flere rarvelige træstole i stuen, og for den nederste bordende stod der en foldebænk, hvis ryglæn bliver drejet, efter de, der skal sidde på den, ønsker at vende ansigtet eller ryggen mod bordet.
Før udskiftningen havde man lerovne, der var formet som bagerovnen og stod inde i stuen, mens der lige som i bilæggerovnen fyredes ude i skorstenen. Efter udskiftningstiden fik man jernovne, der varmede langt bedre. Hos Lars Larsens forældre var der en bilæggerovn, hvorpå der ligesom på Karl Jensens var afbilding af slangen, der kryber i kundskabens træ, men mens Karl Jensens var lavet på støberiet i Frederiksværk, havde Lars Larsens indskriften Baaselands Jernværk. Bilæggerovnen er firkantet og temmelig stor. Dens bagside er indmuret i skorstensvæggen, mens dens forreste del bæres af et par ben. Den ovn, Lars Larsen beskriver, havde en 4-5 tm. over overstykket en rist, hvorpå man lage våde vanter o.l. til tørre. Under risten kunde man lægge en flad gråsten, som man så brugte til at lægge i sengen om aftenen.
Træværket i stuen var malet enten med rød mønje eller lyseblå oliefarve, og det var besørget af sognets skræddere, der også kunde prente indskrifter, og de var meget almindelige. På panelet over Jens Sørensens bordende stod der følgende vers:
Min ager mig føder
mig klæder mine faar,
saa nyder jeg næring,
som huset formår
Og det samme stod over sognefogdens bordende. I dette vers finder man den jævne og tilforladelige bondetale. Iøvrigt var det meget almindeligt at have sådan en indskrift anbragt over døren eller over husfaderens plads. Det var vedkommende hjems moral, der på den måde gav sig til kende for dem, der kom ind i stuen. Mens man ellers såre nødig afveg fra det gængse, det en gang vedtagne, kom der i disse vers noget personligt frem, hyppig med religiøs farve over som f.eks i følgende ves
Bed godt for dine fjender;
du dig ej hævne må;
så giver gud dig lindring;
når du herfra skal gå.
Dette gode råd kunde have ærinde til mange, thi det er en kendsgerning, at bønderne i den gamle tid som gammeldags bønder i nutiden meget vanskelig glemte en krænkelse, den udviklede nag, og det åd sig fast som gravrust og varede ikke sjælden livet ud. Det var en vis holdbarhede over de gamles følelser, deres kærlighed var trofast, deres had varigt.
En anden dårlig tilbøjelighed omtales i verset:
Du i mit hus ej bande må;
men heller ud af døren,
thi gud det hører i himmerig,
han derfor straffer mig og dig.
Dette vers havde bud til mange, for de gode landsbyfolk bandede efter en større målestok, det var ikke blot de særlig rå personer, men jævne og skikkelige mænd havde deres private originale ed - og det var ikke af de billigste - som de krydrede deres sprog med. Det er på dette område sket stor og glædelig forandring adskillige stedet på landet. ejendommeligt nok træffer man nu og da mennesker, der benytter udtrykket sgu uden rigtig at vide, at dette også er en ed. -
At ildebrand den gang var en frygtelig ulykke - mens det nu allerhøjst er et tab - forstår man, når man gør sig klart, hvor vældig slid, opførelsen af en gård eller et hus dengang medførte for ejeren og hans pårørende. Aften efter aften måtte han og hans kone i byggetiden gå i seng krumbøjede og med værk i alle lemmer på grund af dagens hårde slæb med ler og tømmer. Intet under, at man bagefter kunde føle trang til at anbringe indskriften:
Vær du vor hjælp, o Jesu sød,
bevar vor gård for ildens glød
i sin dagligstue om en bæn til gud, men tillige indirekte som en påmindelse over for husets folk.
Af en helt anden art er følgende vers:
De alle dig kender, så længe de har,
så længe du giver, så længe de ta'r,
men har du ej mere, og pungen er slap,
de vender dig ryggen og kender dig knap.
Her er der ikke tale om nogen opfordring til andre, tværtimod. Den talende er netop her færdig med de andre, og med blikket indadvendt udtrykker han for sig selv den dybe bitterhed, skuffelsen har skabt i hans sind. -
Af kobbertøj havde man som nævnt meget. I steset var der en stor bryggerkedel, og den var større end vadskekedler nu. Desuden havde man til brug på komfuret to-tre mindre kedler, som anvendtes til at koge mad i, især grød, og til at smelte fedt og honning i. Man havde også gryder, men de brugtes kun lidt. Der var for det meste også en messingkedel, og den var der hank i, mens kobberkedlerne havde ører. Man skulde være forsigtig med at lade grøden stå for længe i kobberkedlen, da der så dannedes spanskgrønt. Til brug ved gilder havde man grødfade af samme metal, men de var fortinnede indeni, hvorved spanskgrøntdannelsen forhindredes. I dagligstuen var der en kobberkrukke, som blev brugt til at bære mælk i til gilderne. I lidt senere tider havde man også en kobberkaffekedel til brug ved gilderne. To steder havde man et dåbsfad, det ene af messing, det andet af kobber. De var udsmykkede med prægede billeder og krusede kanter og brugtes ved hjemmedåb. Alt kobbertøj var blankpudset.
I steset var op til skorstensfaget foruden bryggerkedlen også maltkøllen. Den fandtes dog sine steder på loftet og kaldtes da loftskølle, men en jordkølle anså man for mindre brandfarlig. Maltet blev tørret på flakte bøgetræsstykker, maltstejler kaldtes de. I steset var endvidere håndkværnen - en sådan fandtes i hver gård og de fleste husmandshjem - en vask med tud ud til haven, en karhylde til lerfade og skåle samt et bord. I et hjørne eller et dertil indrettet aflukke stod sildekarret. Brændevinstøjet opbevaredes også i steset, desuden bryggerredskaberne: rostekar og rostestol eller karstol, rostesten og tappestav samt en rostevisker, der blev skyllet og hængt til tørre. Bagerovnstøjet, kost, rage og gresle (en fjæl til sætte brødene i ovnen med) havde også sit sted der. Bagerovnstøjet skulde man passe særlig godt på skærtorsdag aften, da heksene ellers tog det og fløj til Bloksbjerg på det. I Vejby formentes dengang at være tre kloge koner og en heks, der foretog den udflugt. Op til loftet førte en fast loftstrappe, den eneste, man havde i huset.