Mel, gryn og sul

En meget væsentlig del af føden stammede fra byg og boghvede. Byggen kom til møllen og blev skallet på skalkværnen, derpå brækket i kværnen, og efter den var kommet hjem igen, sorterede man de ved hjælp af et grynsold, så der blev to eller tre slags gryn samt grynmel, hvilket var det, der gik gennem et melsold eller håndsigte. De største gryn kaldtes bankebyg. Af melet kogte man melgrød, som man i alt fald fik een gang om ugen. Æbleskiverne samt melkager - tykke, løftede pandekager - lavede man også af bygmel. Boghveden blev malet hjemme. Den knuste masse blev sigtet, og det halvmørke mel anvendtes ligesom bygmelet til melgrød. Til melgrød skulde man have sødt eller sirup, der ansås for at være en grad tarveligere. Der var endogså dem, der påstod, at sirup blev lavet af hønsemøg og hesteblod, og selv om det ikke blev troet, tjente det i alt fald ikke til at hæve siruppens anseelse. I gryngrød fik man smør, og alle smør- og sødthuller var korsformede. Boghvedegrød kaldtes sødgrød, og det var en dagligdags ret (sødgrød var ellers betegnelsen for byggrød kogt i mælk (jfr. Dahl og Hammers ordbog), men i Vejbyegnen var det efter Lars Larsens opgivelse boghvedegrød)

Sulet var en meget vigtig del af maden. Svineholdet var ikke stort, det strakte ikke til stort mere end hjemmeforbruget. På gården havde de gerne en so, et par overfødte svin og nogle mindre. De overfødte svin blev halvandet år gamle, men så kunde de også give nogle og tyve lispund flæsk.

Af det læg grise, man havde om foråret, fik gadehusmanden en og de husmænd, der havde jord, et par hver. De havde nemlig ingen so. Disse grise blev så fedede og slagtede i efteråret eller til jul. Nogle få slagtede svin blev solgt til Helsingør, der dengang var Vejbyernes købstad, eller også afhændet til en Græsted-slagter, men der var kun en lille efterspørgsel efter flæsk, så det var ikke let at blive af med.

Selve slagtningen af svin og kreaturer besørgede manden selv eller også en husmand i nabolaget. Det kunde forøvrigt nok hænde, at det også brugte kødet af et sygt, til nøde også af et selvdødt, kreatur, især hvis det var en kalv.Det første, der slagtedes, var et lam i rughøsten, men det ansås for en flothed og var ikke almindeligt. Ved Mikkelsdagstider slagtede man den gamle vædder, som med alderen var blevet noget ondsindet, den vilde stange - stø's sagde man. Et sted havde de en gammel vædder, der var så ond, at den engang stødte en tøs ihjel. Et andet sted var det derimod vædderen, der kom galt afsted. Det var skrædderens Per, der forårsagede det. Han tjente hos den tyske skovridder i Tisvilde og har jo nok været en rask gut; som voksen gik han til søs og blev senere guldgraver i Australien. Men Per og skovridderens vædder var altså alt andet end perlevenner, og endelig fandt Per, at det var tid at gøre en ende på de daglige stridigheder, han stillede sig henne på en stejl skrænt på Tandkildebakken og pegede drilsk efter vædderen, den lod sig naturligvis ikke sådan noget byde, men krummede hals og fo'r løs på ham, i sidste øjeblik sprang drengen imidlertidig til side, og vædderen styrtede i dybet og brækkede sin hals.

På hver gård havde de 7-12 får, alt efter gårdens størrelse, og af lammene blev hvert år det bedste gimmerlam og det bedste vædderlam taget fra til tillægsdyr. Af den gamle vædders horn blev der lavet skeer, og på dens kød holdt man Mikkelsgilde, mens det, der blev tilovers, blev saltet. Den egentlige slagtetid var fra lidt før november og til jul. Man slagtede et eller to får, resten af lammene blev solgt ved lejlighed. I husholdningen spillede sulet en hovedrolle, og i hvert hjem slagtede man et svin. Det blev lagt op på en gammel slæde, man bandt bagbenene sammen, og en stærk mand holdt frembenene, ved siden af stod en balje med pølsegryn i, dvs, byggryn og hjemmelavede pølsegryn af rug samt en smule pænt klid. Efter at grisen var stukket, strømmede blodet ned i baljen, hvor en kone rørte rundt med en grødstikke, ikke en slev (ske), men et åreformet køkkenredskab. Pølsemaden blev sat til side og kogt dagen efter. Når tarmene var rensede, stoppede man pølsemaden ind gennem et pølsehorn, hvoraf man havde flere størrelse.

Til hakkepølser - medisterpølser - brugte man et af de mindre. Pølsehorn blev også brugt til at glatte strået i, når man bandt kurve af langhalm. Pølserne -- navnet sortepølse kendtes ikke - blev kogt i bryggerkedlen, og så skulde der bæres rundt til alle husmoderens veninder - fra et sted bar de pølser til fjorten familier! De lavede også finker, og det var en yndet spise om morgenen i stedet for sild. Pølser med lidt sirup til fik de om middagen, og det var en meget anset ret. Svinene blev parteret og saltet, hvad man gjorde udmærket. Flæsket blev aldrig harsk. Efter at flæsket havde været i saltlage, blev en del af det taget op og røget, hvad der var meget besværligt. Undertiden hængte man det i skorstenen og fyrede derunder, ikke med tørv, thi de var svovlede, men med savsmuld og spåner. Blusse måtte det ikke. Når det var røget, blev det hængt hen i kakkelovnskrogen. sul var der ikke knapt med, og kom der en fattig mand til fogdens i Vejby, bød man ham aldrig et stykke bart brød, han fik altid en humpel sul med.