Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
Vi vil nu se lidt nærmere på denne i hine tider uundværlige nationaldrik, der foruden nydelsesmiddel sikkert også dengang betragtedes som et næringsmiddel. Ellers havde man vel næppe givet børnene deres brændevinstår med. Når de gik i skole, havde de ikke blot deres lommestumpe med, men også en lille "lærke" med brændevin i, og de store drenge anførte da også med voksen selvfølelse
Ostebrød og brændevin
det gør godt i maven min
Allerede mens barnet lå i vuggen, stiftede det bekendtskab med denne drik, idet moderen gav det en brændevinssut - en sut dyppet i brændevin - for at få det til at være roligt. ars Larsen var kun tre dage gammel, da han fik en brændevinssut i munden. Han var født en torsdag, og om søndagen var han i kirke, og så gjaldt det jo om at hindre ham i at blive alt for højrøstet.
Rundt om i hjemmene forbrugtes der store mængder brændevin året rundt. Det var ikke blot til højtider og gilder, nej, det var hver dag og både til davre, lillemiddag og midaften, at brændevinen gik rundt. I præstegården hos den dygtige og ansete provst Blichfeldt drak de et år seks tønder brændevin. Der var ganske vist et stort folkehold, men provsten fandt dog, at det var for galt, og han bemærkede samtidig, at i Jylland, hvor han kom fra, brugte man ikke nær så meget. Brændevin kunde iøvrigt anvendes på forskellig måde. Det er således blevet mig fortalt, at der i nærheden af Hillerød levede en smed, om hvem det fortælles, at han fastelavnsmandag spiste boller, der var dyppet i brændevin. Det har jo nok også været en delikat spise.
Soldaterne fik deres brændevin udleveret ligeså vel som deres rugbrød. I fredstid var rationen 1 pægl hveranden dag, i krigstid sikkert mere. En mand fra Vejby, der var med i Isted og Frederiksstad, fortæller, at det under den bys belejring hændte, at han og de andre vagtposter efter stiltiende overenskomst med tyskerne satte geværene fra sig og mødtes i al fredelighed for at foretage en lille byttehandel, idet danskerne gav brændevin og tyskerne kaffe. Denne ansete drik blev selvfølgelig også lovprist på vers. En remse fra halvtredserne lyder således:
Brændevin er alle glæders kilde,
det er min trøst og bedste ven.
Flasken jeg gerne fylde vilde
bare for at tømme den igen.
Brændevin gør knibske piger tamme,
og og brændevin gør vranten kone mild.
Brændevin opliver elskovs flamme,
og brændevin slukker al verdens ild,
og når jeg får mig en tår på panden
så er jeg så tålmodig som et får,
al min bekymring jeg giver fanden
og så er jeg glad, hvordan det så går.
Brændevinsdrikkeriet støttedes naturligvis stærkt ved, at folk selv brændte brændevinen. Det var ganske vist forbudt, men man gjorde det alligevel. Datidens bønder var tilbøjelige til at mene, at når de ikke blandede sig i statens sager, kunde staten også holde sin næse af deres, en tilbøjelighed, der ikke ganske er uddød endnu. Men så kom øvrigheden for at søge efter brændevinstøjet, man gemte det da i sengehalmen, men det kom tolderen og politiet snart efter, og så måtte man hitte på noget bedre. Når øvrigheden var i sigte, hjalp man hinanden på bedste måde over for denne "fjende". Jens Nielsen gemte engang sit brændevinstøj i et halmlæs og lod det køre rundt ad Tisvilde og Ørby. - Imidlertid indskrænkedes hjemmebrændingen lidt efter lidt, og ved midten af århundredet ophørte en helt for Vejby sogns vedkommende.
Men derfor ophørte nydelsen langfra. Nu måtte man købe varen i stedet for selv at lave den. Dette medførte, at man drak lidt mindre, men så var købebrændevinen til gengæld stærkere. Dengang soldaterne kom hjem fra krigen, "gjorde de næse" ad den hjemmebrændte brændevin. De har været ude i verden og smagt det, som bedre var.
Brændevinen tilvirkedes fra nu af udelukkende hos brændevinsmændene i købstæderne. I Hillerød var der i trediverne 6 brænderier, og deraf var Mons Peders (i den ejendom, hvor nu slotskroen er) det mest ansete. "Mons Peder han brænder en kostelig sup af kærne og inte katøfler" hedder det i en markedsvise fra den tid. Hos ham fandtes også de fineste kvæg- og hestestalde. I Frederiksværk var er eet brænderi og i Helsingør tyve. Man købte dog gerne brændevinen nærmere ved, enten hos kammerråd Lorentsen i Helsinge eller kammerråd Mentz i Gilleleje. De to mænd blev rige folk, men de omsatte også 25-30 tdr. brændevin om ugen
Ved midten af århundredet begyndte Vejbyerne at komme til Hillerød - Fredbaare - for at handle. De staldede ind hos en købmand, der undertiden tillige var brændevinsmand, og spiste deres medbragte ostemad i bagbutikken, hvor de kunde få drikkevarer. Disse kunde også fås hos brændevinsmanden, idet han havde en beværtning, som kaldtes skænken, hvor der servered halve og hele pægle øl i kruse. Af egentlige værtshuse var der, såvidt Lars Larsen husker kun et, nemlig hos "halte Ane på trappen". Hun boede, hvor nu hotel "kronprinsen" ligger.
For at bedømme det store brændevinsforbrug ret må man erindre, at det var den eneste slags spriitus, man nød. Bajerskøllet var ikke kommet i brug, og et andet nydelsesmiddel kaffen, var ikke blevet almindeligt.
Efter at at have læst i årbogen fra 1918 om brændevin i Vejby og om brændevinstøj, sad jeg med en masse spørgsmål. Hvad var brændevinstøj egentlig? I dag kan man jo heldigvis søge i de gamle aviser, en søgning på "brændevinstøj" giver et hit i Frederikborg Amts Avis fra den 29. december 1905, hvor Lars Larsen havde en artikel i avisen med overskriften "For hundrede år siden". Deri kan man læse, at det såkaldte brændevinstøj var de apparater, der brugtes på bryggerskedlen, nemlig et tætsluttende låg, kobberhat, piber og svaletønde. Anders Uhrskov nævner i årbogen, at han bl.a har baseret bogen på Lars Larsens avisartikler. Det giver anledning til endnu et spørgsmål, havde han ikke læst denne artikel om engelskmanden i 1801 og erotiske historier om kælderpigen Trine fra Amsterdam kro i Hørsholm, eller kunne man ikke skrive ordet erotisk i en bog i 1918 - Gå ikke glip af den historie, I kan enten læse historien i avisen, men hvis det kniber med det gotiske, så kan i læse den her
Brændevinstøj, der blev skjult i en mose og nu udstillet på Hjerl hede. Se historien her
