Ungdommen

Udpluk af Kristens erindringer

Landbrugsmedhjælper

De to første somre jeg var ude, var hos Asta og Peder Korsholm Vester Holmgård, Grønbjerg. Løn første år 50 kr. Andet år 100 kr. der begge år blev betalt med 10 kr. ekstra, som belønning for god indsats.

Efter konfirmationen et par år hos Anna og Herluf Jacobsen i Skråstrup afbrudt af et 5 mdr. ophold på Staby Efterskole en tid jeg husker som en meget stor oplevelse og en god tid, ligesom tiden senere på Vallekilde Højskole og Lægård Landbrugsskole, det er nok de tre vinter, jeg har lært det meste af den smule jeg kan.

Min lærer bonde Nielsen, ville jeg skulle fortsætte med at gå i skole, men den gang var det jo kun de enkelte af de riges børn, der fik lov til det.

De næste par år var jeg hjemme det meste af tiden, på grund af,at jeg meget af tiden rejste til behandling, og en vinter var indlagt på Ringkøbing Sygehus, på grund af tuberkulose i halskirtlerne. Det kom nok af rigeligt hårdt arbejde, og af mælk fra køerne, der dengang havde den sygdom. - Der gik flere år inden det holdt op med at flyde fra halsen. Men det fik da ende, så jeg er nok vaksineret for den sygdom resten af min tid.

Selvom forholdene set med nutidens øjne har været hårde, havde jeg et meget godt hjem, og en god barndom med nogle værdier, som måske savnes nu.


9. april 1940

Jeg kom hjem fra sygehuset et par dage før tyskerne kom på besøg. det var et chok for alle, ingen glemmer den dag. Men den første tid fik det ikke den store betydning, det kom senere. - Det jeg husker bedst fra den første sommer, var at alle fra hele sognet samledes på sportspladsen i Grønbjerg, som alle andre steder i landet til sang som demonstration mod tyskerne