De tre højtider

Forud for julen gik der store forberedelser. Ingen tid på året spiste man så megen og så god mad som i juletiden. Juletravlheden, som gerne begyndte en uges tid før jul, omfattede bagning, som er omtalt s. 47 (i bogen, her på siden på dette link), og ølbrygning. Der blev ved den lejlighed brygget bedre øl end sædvanligt, man brugte gerne 1/2 td. malt til julebrygget. Maltet blev malet på håndkværnen, som karlen og pigen hjalp hinanden at trække. Endelig var der jo også rengøring, som skulde overstås. Alt fik det dog en ende, og den længe ventede julehøjtid var inde. - Når man juleaften havde fået skøttet af - hvad der betød at fodre og vande kvæget til aften, vaske og børste sig - og man kom ind i sturen, skete det med følgende hilsen, som iøvrigt også brugtes senere i juletiden: "glædelig jul, helsen og sundhed og alt, hvad som kært er." Glemte man det, skulde man have af mangleholtet, som den runde stok kaldtes, hvorom man i gamle dage viklede vasketøjet for at mangle (rulle) det på bordet med manglefjælen. Så snart man var kommet ind ad døren og havde ønsket glædelig jul, blev man trakteret med brændevin og æbleskiver.

Der blev nu bredt en skinnede hvid dug på bordet, og denne dug var af bygkornstøj. Efter at der var sat træbrikker på bordet, store stabler sigtebrød og smørbrikker, kom endelig klipfisken, der lå på et fad med skindet opad, overhældt med en meget velsmagende brun sovs og pyntet med korender, endelig var der en sennepskop for hver fire-fem personer.

Husbonden satte sig nu for bordenden, idet han sagde "kommer nu hid til bordet, folk"., og under lydløs stilhed fremsagde han følgende bordbøn:

"I jesu navn gå vi til bord

at æde og drikke på dit ord,

din gud til ære, os til gavn,

så få vi mad i jesu navn".

Klipfisken betragtedes som en ren herreret, og den hjemmemalede sennep bidrog vist meget til velsmagen. Til klipfisken gik brændevinen rundt adskillige gange, og enhver fik, hvad han kunde drikke. Den næste ret var risengrøden. Grødfadene var omhyggeligt pyntede med rosiner og med et smørhul i midten af form som et kors. Enhver havde sin egen ske, og man gav sig god tid til at spise.

Juleaften fik lænkehunden lov at komme ind i stuen, og alle husets folk skulde give den hver sin bid mad, men skete det, at hunden løb til døren med en bid, troede man, at den, der havde givet hunden sidst, skulde dø inden årets udgang. - Efter at man havde spist, hvad man kunde, fremsagde manden atter en bordbøn:

"I jesu navn, så har vi ædt,

af øl og mad, så er vi mæt.

Nu tak til gud, fader og guds søn

og til gud den helligånd. Amen."

Når man derpå havde rejst sig fra bordet, gav man hinanden hånden og sagde "tak for mad", og svaret var det samme. Man sagde tak for mad til alle, også husbonden til tjenestedrengen.

Kvinderne tog nu af bordet, man sang et par salmer, og juleevangeliet blev læst højt. Derefter kom den muntre del af aftenen, idet man fik kortene frem og begyndte at spille brus om pebernødder og æbleskiver, som "vor mo'er" havde forsynet enhver med. Det kunde lyde lidt underligt, at man oven på den andagt, der havde været holdt, og som var båret af liv og tro, midt i det gemytlige kortspil bandede, snart sagt til hvert andet ord, og det var nok ikke små eder, man to i munden. Forklaringen er vel delvis nok den, at det var så almindeligt at bande, at man ikke længer selv kunde høre det. Drenge måtte dog ikke bande før de var konfirmeret.

Mens stuen ellers om vinteraftenerne oplystes af en tranlampe, brugte man i juletiden hjemmestøbte tællelys - spedelys - med væge af blårgarnstråde. De knitrede og sprudede, når de brændte, og skulde stadig pudses, hvadde i reglen blev med fingrene, stundom havde man dog lysesaks. Juleaften brugte man gerne hjememstøbte formlys, og man måtte endelig passe på ikke at slukke lyset eller tage det af bordet juleaften, thi det betød ulykke. Ligeledes måtte man ikke spinde, vinde garn eller male på kværnen i julen. En anden form afor overtro havde man deri, at man klappede asken sammen i bilæggerovnen juleaften. Havde der da dannet sig figurer deri julemorgen, kunde man tage varsler deraf. - Der blev drukket megen brændevin juleaften, op imod en flaske for hver voksen mand, men Lars Larsen mindes ikke, at nogen var beruset. I det hele fejler det næppe, at brændevinen dengang var af en mindre kraftig kvalitet end nutidens.

Midt på aftenen fik man kaffe, den blev skænket op i store spølkummer, husmoderen kom puddersukker i, og de spiste så æbleskiver til. Om andet bagværk var der ikke tale. Pebernødderne blev også brugt til at lege med, i det man tog nogle i hånden og spurgte "nødder i hånden, gæt, hvor mange!" Blev der så gættet rigtigt, havde vedkommende vundet nødderne.

Allerede ved nitiden brød man op, og idet man sagde godnat og glædelig jul, fremsagde husmoderen følgende ver, som alle gentog

"Lad os nu ej vor madkurv hen

bag lås og lukke sætte

før end en hungrig Jesu ven

en smule får af dette".

Det har ikke fejlet, at denne afslutning på juleaften greb de tilstedeværende stærkt, netop fordi de vidste, at verset ikke var et mundsvejr. Det blev givet meget bort i de tider ikke mindst fra Jens Nielsens gård i Vejby, hvorfra denne skildring stammer.

Julemorgen ringede kirkeklokkerne, og juledag var der meget stor kirkegang. Den store Vejby kirke var helt fyldt, men det var jo også offerdag. Præsten sendte trykte offersedler omkring, hvorpå der stod højtidsoffer til præsten i Vejby fra - og så var navnet skrevet til. Degnen skrev selv sine sedler. Offerpengene blev så lagt i sedlerne, og der blev bundet en sytråd om. Det var almindeligt, at større gårdmænd ofrede tre mark (en krone), de mindre gårdmænd to mark, husmændene en mark og tjenestefolkene otte skilling. Når den egentlige gudstjeneste var til ende, begyndte ofringen, og degnene istemte med kraftig røst salmen "Med høj og festlig jubelklang". Præsten stod foran alteret med messehagel på. Først kom mandfolkene, mænd, karle og drenge, og gik til venstre bag om alteret og lagde så præstens offer på alterets højre side, hvorefter de gik forbi degnestolen - bagstolen - og lagde degnenes offer der. Degnene stod med salmebogen i hånden, og det var dem påbudt at se i bogen - selv om de også kunde salmen udenad. Ligeledes var det dem påbudt altid at have salmebogen i hånden, når de læste indgangsbønnen i kordøren.

Der blev aldrig holdt bryllupper i julen og meget sjælden barnedåb eller barselsgilder. Anden eller tredie juledag var der gerne ungdomsbal, men ellers var julen særlig hjemmenes højtid, man kom sammen med ens slægtninge, man underholdt sig ved at læse - en religiøs roman, Jesu barndomsbog, var især en yndet læsning - man sang også noget, men navlig spillede man kort og drak brændevin, alt mens man bakkede på piben. Juleaften, nytårsaften og helligtrekongers-aften blev kaldt de tre bøvede - bugede eller tykke aftener. Spisningen og skikkene var ens. Dog sang man nytårsaften salmen "Til ende året haster", og nytårsdag var der atter stor kirkegang. Denne gang skulde man ikke ofre, men - hvad der var langt bedre - man fik en hel pose nyt, idet det den dag blev bekendtgjort, hvor mange der var født og døde i det gamle år, og hvem der skulde være oldermænd, vandsynsmænd, snefogder og brandfogder i det nye år.

Det var dog ikke alene de tre bøvede aftener, man levede højt, nej det hørte hele juletiden til. Bordet stod gerne dækket hele dagen, og enhver fremmed, der kom i gården, også de, der besøgte tjenestefolkene, skulde ind og have noget at spise. Man skar sig et stykke flæsk af sulestykket på fadet, det tog man så i den ene hånd og et stykke bart brød i den anden. At spise smør på brødet til flæsk gik ikke an, det blev kaldt at døje ondt. Ved familieselskaber fik man kaffe med æbleskiver, når man kom, og lidt senere aftensmad, der først og fremmest bestod af et vældigt fad sul, kogt flæsk, saltet fårekød, rullepølse, hakkepølse (medisterpølse), stundom tillige et fad pressesylte, og smør, ost og sigtebrød. Man gav sig god tid med at spise, idet man ofte opmuntrede hverandre ved at gentage sætningen "Man kan æde meget, bare man gi'er sig stunder". Denne leveregel kendes i øvrigt den dag her i Nordsjælland.

Efter måltidet fik man punch, som var lavet af ekstrakt, og serveredes i en terrin eller bolle og østes op i glas af størrelse som vore ølglas. Såvel bolle som puncheske og glas anvendtes kun til dette brug og stod ellers til stads på dragkisten. Til punch hører sang, og den savnedes heller ikke. Husfaderen eller en stedlig syngemester sang for. Der var navlig en mand i Vejby, der hed Jens Christiansen, som med megen stemning sang til den lejligheden særlig passende "Mit fulde glas og sangens raske toner" og desuden "Mener du, at den har lykken faldt" samt ved "Ved vintertid, når skoven står". Disse viser var kendt af alle og blev sunget til punchebollen alle vegne, ligesom julesalmerne også var ens i de forskellige hjem.

Men den muntre tid fik jo ende. Højtiden varede "til Knud jager julen ud", og dagen efter Helligtrekonger snurrede rok, haspe, og garvinde atter lystigt. Lysene forsvandt og gav plads for tranlampen, og hverdagskosten afløste højtidens bedre levemåde.

Fortsættes........