Klæderne

Det var endnu i halvtredserne en sjældenhed at se et klædningsstykke, som var af Købetøj, som man sagde. Alt var hjemmelavet lige fra skjorte og strømper til chenillen, som storbonden havde på til købstaden. Mændende havde ikke frakker eller jakker, men korte trøjer, og deres klædninger var så vel som kvindernes lavet af vadmel - valmel - og hvergarn.

Af fårene fik man uld og skind, og begge dele brugtes til beklædning. Skindene af de får og lam, man slagtede til eget brug, blev hjemmegarvet - aluneret - hvorefter der blev syet pelse af dem. Således havde skoledrengene fåreskindspelse på af samme længde som den korte trøje, kun de allerfattigste måtte nøjes med en overtrøje. alt dette tøj havde børnene på, mens de sad i skolen, så de havde de det vel nærmest hedt, for disse pelse var meget varme. De voksne mænd havde også pelse, de var hvide eller undertiden farvede med en opløsning af brunspån og blåsten, hvorefter de blev smurt over med olie, så de glinsede lidt. Pelsene blev ligesom vadmelsklæderne syet i hjemmet, idet skrædderne dengang gik omkring hos deres kunder, det samme gjorde skomagerne i reglen også. Kosten blev jo derved en del af betalingen og de kontante udgifter mindre.

I Vejby sogn var der henved tusinde får, og af deres uld, som altsammen blev forarbejdet hjemme, kunde der frembringes en god del. Fårene blev klippet forår og efterår, og produktet kaldtes henholdsvis Lod og uld, mens fællesbetegnelsen var To. Ulden kom i en Tonet, hvor den opbevaredes indtil sidst på efteråret, når der begyndte at blive aftensæde, så kartningen kunde begynde. nu blev tranlamperne tændt. Undertiden havde de kun to væger, men hyppig var de firkantede med en væge i hvert hjørne, man kunde så tænde en eller flere efter behag, men under kartningen tændte man dem alle fire. Det første der var at gøre, var at pille toet skilt ad, hvilket kaldtes at tese. Efter at det så havde fået en omgang med grovere karter, hvad der kaldtes at skrubbe, blev det behandlet af de finere karter, og de små løse uldpølser, man sad og lavede, kaldtes Tøjer, og de blev lagt i en art kurv med sider af pindeværk.

For at få fart i arbejdet samlede man en del koner til hjælp ved kartningen. En kone, der var særlig dygtig, fik navnet Tøje-Ane, hvad der medførte, at hendes mand, der hed Lars, blev kaldt Tøje-Lars. Ja endog sønnen Niels hang navnet ved, idet han blev kaldt Tøje-Niels. En anden kone fik navnet Karte-Grete, og sønnen undgik ikke sin skæbne, men blev kaldt Karte-Lars.

Disse sammenkomster, kartegilder, som de kaldtes, medførte ikke blot et fællesskab i arbejdet, men også i åndslivet. Der blev sunget en mængde viser, hvoraf Lars Larsen har udgivet en samling med musik til, og der blev læst historier om Ridder Peder med sølvnøglerne, Lillekurt og Kong Lavring, Skytten Bryde, Sigfred og Melvide o. fl. Indholdet skal have været ret pjanket, men smagen var nu ikke anderledes dengang, og man købte med stor interesse både historier og viser af kludekræmmerne, hvoraf der var to, nemlig Klude-Rasmus i Ørby og Klude Per i Tisvilde. De forsynede sognet med viser, historier og almanakker samt urte-og blomsterfrø. Når man havde fået en ny vise, måtte man have fat på en melodi, og det skete på den nemme måde, at en mand eller kone, der havde lidt musikalsk sans, satte tone på visen. Lad være, at disse kartekoneviser kunde have et naivt eller sentimalt indhold, så var var der dog denne levende trang til at synge og den inderlige leven med i visens handling et vidnesbyrd om et frisk og oprindeligt åndsliv, som hos alt for mange er gået tabt i vor blaserte tid

Næsten alle kvinder kunde væve, men de finere ting blev dog overladt til Drejlsvæveren i Ørby og de andre fagmænd. De vævede f. eks. Plettervergen - Plettehvergarn, et slags drejl - samt Bygkornstøj, også et slags drejl, men med med ophøjede tråde, som brugtes til duge. - Når et stykke linned var vævet, skulde det bleges, inden det blev syet.

Man var godt forsynet med klæder i hine tider. Gråvadmel var en blanding af hvidt og sort uld, det brugtes især til buksetøj, og en veludstyret mand kunde godt have op mod en halv snes par bukser og et lignende antal hvergarnsveste. En mand, der hed hed Råge-Lars, havde ikke mindre end 11 par gråbukser.

Kvinderne stod ikke tilbage. De havde et stort antal hvergarnskjoler og skørter. Undertøj brugtes ikke, ligesom mændene heller ikke havde underbenklæder eller uldtrøjer. Dengang disse begyndte at komme i brug, opfattedes dette af de gamle som noget nedværdigende. Men lange hoser havde man masser af, mandfolkenes var hvide, mens kvindernes sorte.

Forsyningen af linned var ikke mindre. Enhver kvinde havde fra sin voksne alder sit Jordetøj i orden, og dertil hørte Jordesærken og Jordelagner (ligklæder) . Kvinderne havde også i god tid deres barnetøj rede, små skjorter osv., desuden var de velstående jævnlig i besiddelse af dåbstøj - Kristentøj - mens de fattige var henvist til at låne. Altsammen var det hørgarn, og det var husmødrenes stolthed at få det smukt hvidt. For mandfolkenes vedkommende hørte de hvide skjorteærmer ligefrem til stadstøjet. Både ved kildefester og gilder optrådte man i den dragt, dog havde man ved den slags lejligheder en kort overskjorte på, som kaldtes Oplod. Endnu så sent som i forrige århundrede var man fint påklædt, når man var i skjorteærmer. En københavnsk villaejer i Tisvilde havde indbudt et par gårdmænd fra Tisvilde til selskab, og til Københavnernes forbavselse mødte de i skinnende hvide skjorteærmer.

I et velstillet bondehjem var der store mængder af linned, men kvinderne var som regel det tarveligste, og blårlærreds særke var ikke ualmindelige.

Såvel den tids mad som dens klæder bærer vidne, delsom et meget strengt og mangfoldigt arbejde for husets kvinder, og dels om en meget stor forsynlighed. Begge dele er blevet anderledes. Det sidste hundredårs teknik har for en stor del gået ud på at lægge det strenge legemlige arbejde over på maskinerne. Således er det især gået med frembringelsen af vore klæder. Først lod man uld spinde på en spindefabrik, senere byttede man hos farveren eller købmanden to og fik klæde for, og da så andelsmejerierne kom, lagde man stærkere vægt på kvægavlen, og nu fik man desuden penge mellem hænderne. Fåreavlen gik derfor af brug, og man købte sine klæder. Høravlen var hørt op omtrent samtidig, idet hørren var erstattet af den indføret bomuld.