Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P.C Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
I det 18. århundrede brugte man endnu særlige nationaldragter. Da Jens Sørensen 1779 blev konfirmeret, havde drengene knæbukser af gult lammeskind. Med Jens Sørensens bukser var det iøvrigt ikke gået så godt, idet skrædderen havde gjort det ene bukseben for vidt. "Ja, skind kryber ind!" sagde skrædderen, og da Jens Sørensen dertil bemærkede , at det andet bukseben desværre var for snævert, lod skrædderen sig ikke forbløffe deraf, men svarede: "Ja, skind rækker sig!" - Konfirmanderne havde endvidere en Kjol af brunt vadmel med sølvknapper i.
Til højtidsdragten hørte for mændenes vedkommende foruden sølvknapperne også sølvspænder på skoene og på de fine brede, hjemmevævede strømpebånd, der var bundet lige neden for knæet. Strikket hue havde de på hovedet.
Til sit bryllup havde Jens Sørensen en brun trøje på en længde som en jakke, bag på den havde den et par klapper, der var kantet med kulørte silkebånd. Denne trøje gik han til kirke i indtil sin høje alderdom. I hånden havde han ved den slags lejligheder en sølvknappet stok. En sådan ejede flere af de gamle, undertiden var der et almindeligt sølvhåndtag i stedet for knap.
Nogen forestilling om disse gamle dragter får man gennem billedet af en trædukke, som P C Skovgaard har udskåret og malet, mens hans hustru har syet og strikket dragten til den. Dukken, der er fra første halvdel af halvtredserne, blev benyttet som foræring til biskop Monrads næstældste datter
P.C Skovgaard, tegning fra årbogen
Ind i det 19. århundrede var nationaldragten gået af brug. Det eneste, der var tilbage , var kvinderens hovedtøj, hvoraf brudens flettetøj vil blive omtalt senere. Fra halvtredserne gik alle kvinder, der havde råd dertil, med en guldnakket hue, der havde sorte silkebånd, når vedkommende havde sorg, ellers røde. Disse huer var meget holdbare, men også dyre. De kostede en halv snes rigsdalere eller mere. Det var ikke enhver, der var i stand til at sy en sådan hue, og de, som kunde gøre det smukt, fik søgning fra mange sogne. En sådan kone var husmand Søren Larsens kone i Lille Hagelse. Hun er født i 1835, og lige fra sin barndom beskæftigede hun sig med at sy huer til kvinderne i Nordsjælland. Hendes huer var nydeligt udførte, og hun syede i tidens løb flere tusinde, nogle med guld- eller sølvnakke og andre, der blot var smykket med silketråd. En rigtig fin guldhue kunde koste godt og vel 40 kr. Om man købte huer hos hende i Vejby, ved jeg ikke, men man kom i hvert fald flere mil fra og gjorde sine bestillinger hos huekonen i Lille Hagelse, som hun blev kaldt. Endnu, da hun og hendes mand holdt guldbryllup 1909, syede hun Silkehuer, men iøvrigt er brugen af disse huer i stærk tilbagegang. Vi vil jo alle være moderne klædt nu om stunder.
Hovedtøj brugt af fiskerbefolkningen langs Nordsjællands nordkyst - fra Tisvilde til Espergærde, omkr. 1840-50. Nationalmuseets billedsamling
Det var endnu i halvtredserne en sjældenhed at se et klædningsstykke, som var af Købetøj, som man sagde. Alt var hjemmelavet lige fra skjorte og strømper til chenillen, som storbonden havde på til købstaden. Mændende havde ikke frakker eller jakker, men korte trøjer, og deres klædninger var så vel som kvindernes lavet af vadmel - valmel - og hvergarn.
Af fårene fik man uld og skind, og begge dele brugtes til beklædning. Skindene af de får og lam, man slagtede til eget brug, blev hjemmegarvet - aluneret - hvorefter der blev syet pelse af dem. Således havde skoledrengene fåreskindspelse på af samme længde som den korte trøje, kun de allerfattigste måtte nøjes med en overtrøje. alt dette tøj havde børnene på, mens de sad i skolen, så de havde de det vel nærmest hedt, for disse pelse var meget varme. De voksne mænd havde også pelse, de var hvide eller undertiden farvede med en opløsning af brunspån og blåsten, hvorefter de blev smurt over med olie, så de glinsede lidt. Pelsene blev ligesom vadmelsklæderne syet i hjemmet, idet skrædderne dengang gik omkring hos deres kunder, det samme gjorde skomagerne i reglen også. Kosten blev jo derved en del af betalingen og de kontante udgifter mindre.
I Vejby sogn var der henved tusinde får, og af deres uld, som altsammen blev forarbejdet hjemme, kunde der frembringes en god del. Fårene blev klippet forår og efterår, og produktet kaldtes henholdsvis Lod og uld, mens fællesbetegnelsen var To. Ulden kom i en Tonet, hvor den opbevaredes indtil sidst på efteråret, når der begyndte at blive aftensæde, så kartningen kunde begynde. nu blev tranlamperne tændt. Undertiden havde de kun to væger, men hyppig var de firkantede med en væge i hvert hjørne, man kunde så tænde en eller flere efter behag, men under kartningen tændte man dem alle fire. Det første der var at gøre, var at pille toet skilt ad, hvilket kaldtes at tese. Efter at det så havde fået en omgang med grovere karter, hvad der kaldtes at skrubbe, blev det behandlet af de finere karter, og de små løse uldpølser, man sad og lavede, kaldtes Tøjer, og de blev lagt i en art kurv med sider af pindeværk.
For at få fart i arbejdet samlede man en del koner til hjælp ved kartningen. En kone, der var særlig dygtig, fik navnet Tøje-Ane, hvad der medførte, at hendes mand, der hed Lars, blev kaldt Tøje-Lars. Ja endog sønnen Niels hang navnet ved, idet han blev kaldt Tøje-Niels. En anden kone fik navnet Karte-Grete, og sønnen undgik ikke sin skæbne, men blev kaldt Karte-Lars.
Disse sammenkomster, kartegilder, som de kaldtes, medførte ikke blot et fællesskab i arbejdet, men også i åndslivet. Der blev sunget en mængde viser, hvoraf Lars Larsen har udgivet en samling med musik til, og der blev læst historier om Ridder Peder med sølvnøglerne, Lillekurt og Kong Lavring, Skytten Bryde, Sigfred og Melvide o. fl. Indholdet skal have været ret pjanket, men smagen var nu ikke anderledes dengang, og man købte med stor interesse både historier og viser af kludekræmmerne, hvoraf der var to, nemlig Klude-Rasmus i Ørby og Klude Per i Tisvilde. De forsynede sognet med viser, historier og almanakker samt urte-og blomsterfrø. Når man havde fået en ny vise, måtte man have fat på en melodi, og det skete på den nemme måde, at en mand eller kone, der havde lidt musikalsk sans, satte tone på visen. Lad være, at disse kartekoneviser kunde have et naivt eller sentimalt indhold, så var var der dog denne levende trang til at synge og den inderlige leven med i visens handling et vidnesbyrd om et frisk og oprindeligt åndsliv, som hos alt for mange er gået tabt i vor blaserte tid
Efter kartningen fulgte spindingen, og den var siger Lars Larsen, et næsten evigvarende arbejde. Rokken måtte snurre og fingrene ferme i mange mange timer, før alt det det garn var færdig, der skulle bruges til et stykke vadmel. Før garnet blev vævet, skulde det farves, hvad man også selv besørgede. Havde man ikke selv væv, lod man væve hos en Væverkone eller Væverpige, og når hun så kom med med det færdige stykke, skulde hun til Snevergilde. Vadmelet blev derpå sendt til købstaden for at blive stampet, farvet og stundom overskåret (kradset). Farver Thygesen i Frederiksborg var særlig dygtig til at levere pænt overskåret vadmel. Efterhånden blev man ked af selv at farve og lod købstadfarve i stedet.
Margrethe Jensdatter med sin spinderok, foto Kolding Stadsarkiv
Foruden Uldgarn spillede Hørgarn den største rolle ved klædevarenes frembringelse. Hørren blev sået temmelig tykt. Lige før rughøst skulde den ruskes, dvs. man rykkede den op med hænderen og lagde den i bunker. Dette var alle gårdens folk med til, ofte kappedes man, og det gik i det hele meget fornøjeligt til. Dernæst skulde hørren bredes, idet den blev lagt i tynde skår på en afgræsset mark. Når den havde ligget i en fem-seks uger og var blevet rødet - dvs. at den del af stænglen var rådnet - blev den rullet sammen i neg, bragt hjem på loen og tærsket enten med plejl, eller også blev Knevlen - kapslerne - slået ned meo en Hørknevle, en art hegle lignende Loriven, der brugtes til at lave langhalm med. Det hørfrø, der ikke skulde anvendes til udsæd næste år, blev solgt, et blev opkøbt af oliemøller i København og betaltes godt.
Hørstrået blev tørret på nogle stænger, der lå over en grav, hvori der var et lille bål, men tørringen måtte foregå med stor forsigtighed. Brydningen foregik samtidig og på fri mark. En dreng løb med lok fra brydegraven og hen til otte-ti brydekone, som en mand kunde tørre til. En Lok hør var en håndfuld, og 20 lokker kaldtes en Lime. Konerne og pigerne brød hørren med en Brøde, som hver kvinde ejede, og det gik rask. Den næste behandling, hørren skulde have, var, at den skulde skættes, og dertil brugtes en Skættefod, et tykt opstående bræt med et indsnit i, samt en Skættehånd. Først skulde den skidensættes, og det der faldt af der, duede kun til strøelse, men affaldet - Skættefaldet - fra Rensætningen, der foregik i huggehuset eller i en vognport, blev benyttet til Sækketøj. Efter skætningen blev hørren heglet, affaldet kaldtes Blår, og det, der blev tilbage, var så det egentlige hør, som derpå blev vøvlet om rokkehovedet; nu skulde den spindes, og kvinderne havde en meget stor øvelse i at spinde hørgarnet fint. Før tråden gik om tenen, gik den igennem nogle af tørt og hårdt tjørn skårne kroge, som kaldtes Nokker. Ved at flytte nokken kunde man få garnet til at ligge jævnt om tenen. Skulde man spinde blår eller skættefald, blev rokkehovedet taget af, og der blev sat en Blårkrække på, dvs. et stykke træ med nogle pinde i, der skrånede ud til siderne. På denne blev blåret eller skættefaldet anbragt.
Når tenen var fuld, blev den taget af, og nu skulde garnet haspes. Efter dette var sket, blev det inddelt i Fedbånd for at det ikke skulde komme i urede. Dernæst blev det vasket i Bøgeaskelud, skyllet godt og i reglen banket lidt, for at bøgeasken kunde falde af. Man havde en bankeskammel til at banke det på og en Banketærskel til at banke det med. Bagefter blev det tørret på glatte tørrestænger, der var anbragt på et par pæle eller mellem et par træer. Når det var tørt, kom det på garvninden og blev vundet på en vindepind, hvad drenge og for resten også voksne mandfolk blev sat til. Man kendte ikke meget til at være ledige om aftenen i de tider. Efter at man således havde fået garnet vundet i nøgler, var det parat til at gå i væven.
Skættehånd og fod, Nationalmuseets billedsamling
Tegning af hørhegle fra Nationalmuseets billedsamling
Skættehånd i udskåret træ fra Nationalmuseets billedsamling
Næsten alle kvinder kunde væve, men de finere ting blev dog overladt til Drejlsvæveren i Ørby og de andre fagmænd. De vævede f. eks. Plettervergen - Plettehvergarn, et slags drejl - samt Bygkornstøj, også et slags drejl, men med med ophøjede tråde, som brugtes til duge. - Når et stykke linned var vævet, skulde det bleges, inden det blev syet.
Man var godt forsynet med klæder i hine tider. Gråvadmel var en blanding af hvidt og sort uld, det brugtes især til buksetøj, og en veludstyret mand kunde godt have op mod en halv snes par bukser og et lignende antal hvergarnsveste. En mand, der hed hed Råge-Lars, havde ikke mindre end 11 par gråbukser.
Kvinderne stod ikke tilbage. De havde et stort antal hvergarnskjoler og skørter. Undertøj brugtes ikke, ligesom mændene heller ikke havde underbenklæder eller uldtrøjer. Dengang disse begyndte at komme i brug, opfattedes dette af de gamle som noget nedværdigende. Men lange hoser havde man masser af, mandfolkenes var hvide, mens kvindernes sorte.
Forsyningen af linned var ikke mindre. Enhver kvinde havde fra sin voksne alder sit Jordetøj i orden, og dertil hørte Jordesærken og Jordelagner (ligklæder) . Kvinderne havde også i god tid deres barnetøj rede, små skjorter osv., desuden var de velstående jævnlig i besiddelse af dåbstøj - Kristentøj - mens de fattige var henvist til at låne. Altsammen var det hørgarn, og det var husmødrenes stolthed at få det smukt hvidt. For mandfolkenes vedkommende hørte de hvide skjorteærmer ligefrem til stadstøjet. Både ved kildefester og gilder optrådte man i den dragt, dog havde man ved den slags lejligheder en kort overskjorte på, som kaldtes Oplod. Endnu så sent som i forrige århundrede var man fint påklædt, når man var i skjorteærmer. En københavnsk villaejer i Tisvilde havde indbudt et par gårdmænd fra Tisvilde til selskab, og til Københavnernes forbavselse mødte de i skinnende hvide skjorteærmer.
I et velstillet bondehjem var der store mængder af linned, men kvinderne var som regel det tarveligste, og blårlærreds særke var ikke ualmindelige.
Såvel den tids mad som dens klæder bærer vidne, delsom et meget strengt og mangfoldigt arbejde for husets kvinder, og dels om en meget stor forsynlighed. Begge dele er blevet anderledes. Det sidste hundredårs teknik har for en stor del gået ud på at lægge det strenge legemlige arbejde over på maskinerne. Således er det især gået med frembringelsen af vore klæder. Først lod man uld spinde på en spindefabrik, senere byttede man hos farveren eller købmanden to og fik klæde for, og da så andelsmejerierne kom, lagde man stærkere vægt på kvægavlen, og nu fik man desuden penge mellem hænderne. Fåreavlen gik derfor af brug, og man købte sine klæder. Høravlen var hørt op omtrent samtidig, idet hørren var erstattet af den indføret bomuld.
P. C. Skovgaard, Store Hans. Billedet er også trykt i årbogen, men dette eksemplar er fra Statens museum for kunst