Lade og stald

Gårdene var altid sammenbyggede, og alle udhusene svar som stuehuset bindingsværk med klinede vægge. Modsat stuehuset, i syd almindeligvis, lå ladebygningen, hvor der var tre lader ruglade, byglade og havrelade samt to loer ruglo og byglo, hvor der også tærskedes havre, medmindre der også var en havrelo, hvad der var tilfældet nogle steder.

Indlæsningen af sæden foregik gennem gavlen undtagen i den midterste lade, hvor det foregik gennem gavlen undtagen i den midterste lade, hvor det fandt sted gennem en kvist eller en tvist, som man sagde. Laden var omtrent af samme størrelse som stuehuset. I loerne var der ingen bjælker, men hanebjælkerne var så langt nede som det kunde an, når der skulde være plads til at svinge plejlen. Oven på hanebåndene var der lidt stænge. Der var ingen vinduer i laden, men i begge loerne var der en glug ud mod markerne. I denne glug var der stoppet en visk halm, men den var jo nemt pillet ud, hvis tærskeren fik lyst til at se, om der var noget nyt i farvandet. Gavlene var af eneris, der var flettet om stager. Indlæsningen fandt sted gennem et stort hul, der til andre tider var tætnet med et knippe halm - et klippe halm - sagde man - og man omtalte dem med hun, ligesom en strippe og en gryde, spanden var derimod han.

Østre og vestre længe var uden gavle, og portene var begge op til ladelængen og parallelt med denne. Den ene port kaldtes gadeporten og den anden tofteporten. Portene der var af ru brædder, som i en velholdt gård blev tjæret en gang om året, var delt i to halvdele, og i den ene var der i midten en dør. I porten stod der en vogn, og der var gennemgang ved den ene side. I den ene port var der en lænkehund, hvos hus fandets inde i laden. Ved siden af hullet ind til hundehuset var der et udhulet stykke træ, en hundeho, som hunden fik sit æde i.

I den ene længe var der hestestald eller stald, som det hed, og i den anden kostald, fæjhus, sagde man.

I staldlængen stod hestene i to rækker på tværs med hovederne op mod en foderlo. Der var altså på en måde to stalde og hver havde sin indgang, der bestod af to halvdøre, og de var ikke højere, end hestene måtte bukke hovedet, når de gik ind. På marken uden for stalden var der en mødding - møtning -, bag fæhuset var der ligeledes en mødding.

I en af staldlængerne var der et temmeligt stort huggehus. Der var foruden det nødvendige værktøj - høvlebænk, huggeblok osv. - også lager af gavntræ, således hjulvedsklodser til vognene. Disse lavede man selv ved hjælp af en hugger; men det træ, hjulene skulde laves af, skulde helst være to år gammelt, så var det godt tørt. Huggehuset var tillige et redskabshus, hvor river og skovler (af træ) samt birkekoste opbevaredes. Der var ikke vinduer i nogen af udhusene, heste og kvæg stod i fuldstændig mørke, indtil dørene blev lukket op.

I fæhuset var der grebning tværs over huset, og der stod en række køer til hver side. De stod to og to med spiltov imellem og var bundet i en træklove, lavet af sejgt træ, der var bøjet i varmt vand. Der var ingen krybber; halm og hø, som var kreaturenes eneste foder, blev kastet på gulvet.

Der var plads til 6 køer i hver side, men det var sjælden, en bonde havde 12 køer. I stald og fæhus var der stenbro, lagt af gråsten fra stranden eller marken. Store sten blev nu og da benyttede, de blev slået i stykker med en mukkert. Men i huggehus og foderlo var der lergulv eller blot den bare jord. Lergulve var de gamle mestre i at lave. De kunde være så jævne som var de høvlede. Ved siden af fæhuset var der gerne et rum til kalve. I dette rum gik der undertiden en so, der skulde fare. I samme længe var også fårehuset. Oven over staldbygningerne var der stænge, som var lagt af lægter og stave med et lille lag langhalm på tværs. Fra den ene af staldlængerne var der en tre alens udbygning, der gik ud i gården og kaldtes en svinelude. Dens tag var en fortsættelse af tagskægget, og det gik så langt med, at en svin der sprang op, kunde nå at nappe deri. Svineludden havde vægge, der var beklædt med brædder, men der var lavet en åbning i den ene ende, hvorigennem svinene kunde gå ud i svinegården, der fandtes på gårdspladsen, og æde af svinehoen, der gerne var lavet af sammenslåede brædder. De havde ikke mange svin, men der gik dog gerne en so derinde henad den tid, den skulde fare, hvad der i almindelighed kun skete om foråret. Når grisene var kommet fra den, blev den hyppigt sat ud på græs ved siden af køerne, hvor den stod tøjret i klapgrimer ligesom køerne og fårene, men af en lidt anden form. Den fik dog lidt ekstra æde derud.