Bryllup

Den næste store milepæl i menneskets liv var brylluppet. Forlovelser som nu kendte man ikke til i de tider. Opdagede man, at en karl havde et godt øje til en pige, måtte han naturligis døje en del stiklerier i den anledning, derfor var det stort, om man kunde dreje de mange iagttagere en knap ved både at forelske sig og forlove sig, uden at nogen vidste det mindste derom. Kunde man holde det hemmeligt, indtil man gik til præsten for at få lyst, var det ligefrem storartet men meget vanskeligt.

Når der var lyst de lovbefalede tre gange, blev brylluppet holdt den følgende fredag, i almindelighed i brudens hjem, og det var altid en mand, der bød til bryllup, hvilket foregik på følgende måde. Såsnart bydemanden var kommet inden for stuedøren, tog han sin hue af, og uden at hilse afleverede han følgende remse: "Jeg har en flittig hilsen fra den og den til fader og moder, sønner og døtre, om I vil møde på deres bopæl den og den dag kl. 10, spise frokost, følge med i kirke, høre på deres brudevielse og ofre med bruden, følge med hjem igen, spise til middag og drikke kaffe og siden være deres gæster, så godt som huset formår, så vil de tjene jer ved en lignende lejlighed". Bryllupperne var de største og pragtfuldeste af alle gilder. Der var altid et stort vogntog - kørende stads - undertiden 30-40 vogne og lige så mange unge karle, der red på smukke og raske heste. Bryllupstoget var ordnet på den måde, at først kom der to forridere, så vognen med de to brudepiger, der havde det festlige flettetøj på hovedet ligesom bruden. Så kom brudens vogn, og hos bruden, der ligesom de andre kvinder havde en hvergarnskjole på, sad der en en kone af familien, derest brudmandens vogn, og hos brudmanden, der havde en langskødet vadmelsfrakke på og høj hat på hovedet, sad der også en mand, mens to brudekarle red ved siden af vognen. På den næste vogn sad spillemændene, og derefter kom de andre vogne, uden at der var nogen egentlig rangforordning, dog holdt de tarveligere køretøjer sig i almindelighed bagerst. Man kørte gerne ind i præstegården og gik så derfra med musik i spidsen op til kirkegården, hvor spillemændene gjorde holdt, mens det øvrige bryllupstog gik videre under kirkeklokkernes kimen. Denne vandring hen over kirkegården kunde imidlertidg være pinlig nok nok, hvis brud eller brudgom havde fået en plet på deres gode navn og rygte, eller en af deres forældre f.eks. havde rapset lidt. Engang var der strået malt på gangen op til kirken, i et andet tilfælde var der sat et par stykker brænde ved indgangen, en gang var der hængt en hue op i et træ, og ved et andet bryllup hang der en dukke - altsammen hentydninger til tidligere forteelser. Det har jo iøvrigt ikke været en hel ringe portion ondskab, de mennesker har besiddet, som på den måde søgte at ødelægge et par unge menneskers bryllupsglæde.

Efter vielsen gik man tilbage til præstegården i samme orden, og når man var kommet i vognene og var på hjemturen, mødte man forriderne, der kom sprængende med en flaske drikkevarer, som de havde hentet i bryllupsgården, og som de nu stak ind i vognen til brudeparret. På hjemvejen red riderne gerne væddeløb. De bedste heste i Vejby sogn var unge Lars Pedersens i Mønge og Jørgen Larsens i Unnerup, og når en karl havde fået ridehest derfa, fik han gerne ordre til ikke at lade nogen ride omkring sig. Disse raske heste var af Glarborgracen, en afdeling af det gamle Frederiksborg Stutteri, der var opstillet på Glarborg, en gård i Grib Skov, der ikke eksisterer mere.

Når brudetoget var på hjemturen, blev der undertiden affyret skud til ære for brudeparret. Så gjaldt det for kuskene at passe på hestene.

Når brudetoget nåede gildegården, blev gæsterne modtaget og bespist på samme måde som ved barselgildet. Brudeparret sad for bordenden, og forældrene vartede op, alt mens musikken spillede.

Efter bordet begydnte dansen, først dansedes der tre brudestykker, nemlig en tretur, en kontraseire og en vals, og i den deltog kun brudeparret, brudepigerne og brudekarlene, men når de tre danse var endt, hodlt brudmanden en lille tale, hvori han bød gæsterne more sig, som de kunde bedst, og det lod de sig ikke sige to gange. Dansene var tretur, firtur med vals sam kontraseire, desuden runddansene, vals, skotsk og hamborg, der svarer til vor galop og polka. Man glemte dog ikke brændevinen over dansen. Næsten for hver dans gik glasset og bagefter ølkanden rundt.

Der var gerne to dages gilde og stundom lidt den tredie med.