Breve

Kristen Kristensen blev født i Skråstrup i Nørre Omme sogn i 1923. Kristen var enebarn, hvilket var ret usædvanligt for tiden og egnen. Kristen var en flittig brevskriver hjem til mor og far de i år, hvor han som ung var hjemmefra. Min bedstemor og siden min far har bevaret en mængde breve. De første breve er fra 1937-1938, hvor han var på Staby efterskole. I 1946-1947 fulgte han familietraditionen og tog på Vallekilde højskole, hvor der også blev skrevet mange breve. På Vallekilde højskole mødte han Holger Engvang fra gården Stensmark ved Askov. I gennem Holger fik han arbejde som fodermester på Stensmark fra november 1947 til november 1948. Alle brevene fra Stensmark kan læses her. Fra november 1948 til november 1949 havde han job på Taborgaard i Vejen. Brevene fra det år kan læses her.

Efter de to år som fodermester var Kristen på Lægård landbrugsskole i Holstebro. Fra landbrugsskolen sendte han et ganske særligt brev hjem, der står bl.a Den ene af pigerne, som sidste år var på Stensmark, er jo fra Kolding, og vi to har bestemt, at vi vil leve livet sammen. " Læs hele brevet her.

Efter opholdet på landbrugsskolen tjente Kristen på Skårupgård ved Skjern, lige i nærheden tjente Bodil på Hanning hedegård, Kristen skrev breve hjem fra begge gårde. De kan læses her.

Alle breve kan også findes via hjemmesidens menu.

I brevene kan jeg læse, at min far passede 28 køer plus kalve og kvier på Stensmark . En gang imellem hjalp han også i marken. Om aftenen var der et rigt socialt liv, gymnastik to aftener om ugen, besøg på andre gårde med ungdomsforeningen. Jeg kan tælle ca 10 foredrag bl.a med flere folketingsmænd, 4 dilletant forestillinger og en revy. Revyen spillede han selv med i ! Der var også en stor gæstfrihed, han var fx med til sølvbryllup hos en højskolekammerats forældre. Der var 150 gæster til festen.

Nu er det jo en landmand, der skriver hjem til sine forældre, der også er landmænd, så brevene rummer også mange detaljer om vejret.

Det er også breve, der vidner om en anden tid, hvem I dag ville slutte et brev med “Nu må jeg hellere slutte, for nu kan jeg høre posten” Der gjorde han selvfølgelig, fordi postbuddet tog i mod breve, der skulle sendes. "Nu vil jeg fatte fyldepennen" er heller ikke lige noget vi skriver eller gør i dag, eller snakke om selvejende biler eller skrive 38 breve hjem til mor og far på et enkelt år for den sags skyld.