Nabo til Ellemosehuset var gårdejer Jens Nielsen, der var sognefoged, som sin fader og farfar, den ovenfor nævnte Knud Bondefoged. Jens Nielsen var en dygtig og akkurat kvinde, hvis hjemmegjorte linned var nummer et i sognet. Skønt de ingen prioritet havde i ejendommen, havde de dog det småt. Det var fattige forhold, bønderne levede under dengang, og det hændte, at Jens Nielsen måtte låne 5 Rdl. til sommerskatten. Det hjalp dog på forholdene, da han i fyrrene var blevet sognefoged og af amtet fik overdraget at opføre det nye jordemoderhus i Ørby. Det blev bygget i stampet er; og Jens Nielsen opførte det ved hjælp af sine husmænd og en en huggere (betegnelse for en håndværker, der var både tømrer, snedker og hjulmand). Jens Nielsen skulle have 500 Rdl. for at bygge huset, og det blev sagt, at han havde alle pengene i behold, da huset var færdigt. Derved fik råd til midt i fyrrene at ombygge sine egne bygninger.

Kronborg østre og vestre Birk hørte dengang sammen, og birkedommeren boede i Nøddebo. Det var kun en politibetjent, og han boede i Asminderød. Øvrigheden så man aldrig inden for sognets grænser, uden når den kom for at søge efter brændevinstøj (apparater til brændevinsfrobrænding). Retsplejen lå derfor i det daglige iv i sognefogdens hånd, og den var iøvrigt stærk og myndig. Hidsig var han, og engang i fordums tid havde han i Helsinge givet en mand en dragt klø, som han bagefter måtte give mulkt for. Men iøvrigt havde han en stærk retfærdighedsfølelse, og han tog altid den svages parti. I de dage var det overhovedet ikke sjældent, at man sloges, og navlig hændte det hyppigt ved ballerne. Det var dog ikke knive og andre slige onde redskaber, man anvendte. Nej, man brugte det, man altid havde ved hånden: Næverne. Men når det gik for hårdt til , sendte man bud efter sognefogden, ham havde man respekt for, og så snart han viste sig, lød det: "der er han!" Og de kæmpende gav straks slip på hinanden.

I Vejby levede der i de år en mand, der hed Jæger-Niels; han og Jens Nielsen var begge født 1807, og de havde været soldater sammen og fået klø sammen. Jæger-Niels var en hel del af en slagsbroder; stærk var han, og han gik ikke af vejen for noget. Hans stående talemåde var denne: "Bum! Karle er karle, og drenge er drenge! Bum!" Den kunde dog varieres lidt, og nu og da sluttede den med: " - men i Vejby sogn er vi karle!" Kan hænde det dog mest var til udensogsn brug.

Engang var han kommet over til Jens Nielsen og havde gjort sig udtilbens. følgen blev, at han og manden rød sammen i en port; men Jæger-Niels måtte i gulvet, og enden blev, at Jens Nielsen holdt ham i den ene hånd i nakken og den anden om benene, idet han erklærede, at han - som han kunde bande - var i stand til bukke begge ender sammen på ham. Da Niels lidt efter lidt slap løs, listede han slukøret hjem til konen, som hed Jæger-Marie.

De holdt i almindelighed meget af hinanden, men en dag var Jæger-Niels kommet i krigshumør og tog sådan på vej derhjemme, at der blev sendt bud efter sognefogden. Han var dog ikke rigtig glad ved det, og de andre i gården var også ængstelige, for Niels var jo både stærk og hidsig. Men en tid efter kom Jens Nielsen tilbage i det mest strålende humør. Han havde bevaret sin sindsro og derved fået sagen afgjort på bedste måde. Lige straks havde det ganske vist ikke tegnet så godt. Da han kom, stod Niels, og slog i bordet, så ølkrusset dansede. Men så tog fogden ligeså stille kruset og satte det hen i vindueskarmen, idet han sagde: "slå nu bare til , Niels, nu spilder du ikke øllet" Men nu var der naturligvis ikke noget ved at slå i bordet, og da Niels heller ikke turde fare på fogden, var han lige ved at koge over af arrigskab. Så tog han en saks - for noget måtte der gøres - og begyndte at klippe sig selv i det ene øre. Det gik jo imidlertid udelukkende ud over ham selv, og derfor holdt han snart op med det. Og da han så endelig fik raset ud, tog fogden et stykke skråtobak frem og sagde: "Hør, Niels Larsen, du er jo en fornuftig mand, skal vi ikke tage os en skrå. Du må alligevel ved Marie. Hun er jo dog en dygtig og proper kone, og selv om i bliver lidt hidsige en gang imellem - det kender jeg såmænd fra mig selv - så må I se at blive gode venner igen".

Sådan gik det også. Niels tog skråen, og vreden var forbi.

Jæger-Marie var iøvrigt en køn ældre kone, og når hun var i sit gildestøj, vakte hun betydelig opmærksomhed. Således stråledes hun engang ved et bryllup i en højrød, strikket trøje, kantet med lyseblå silkebånd. Skørtet var af en slags drejl, og desuden havde hun et bredt forklæde på med en højrød bort.

Nå, Jæger-Niels og fogden var nu ellers gode venner, og fogden var i det hele taget agtet og afholdt i sit sogn. Han blev også senere dannebrogsmand.

I Jens Nielsens gård kom Lars Larsen meget, især i krigsårene. Han hjalp med at passe kreaturene og tog i det hele ivrig del i livet på Fogedgården, den, han senere blev ejer af

Jæger-Niels og Jæger-Marie

Den hidsige Jæger-Niels hed Niels Larsen og konen Marie Pedersdatter. De ses her i folketællingen 1845 sammen med en plejedatter, Berthe Jensdatter og her i 1850. I 1860 var Jæger-Niels inderste (bor til leje) og murer, de andre år er han noteret som hhv. arbejdsmand og daglejer