Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
Dengang gårdene blev flyttet ud, anlagde man også haver, men det var i al tarvelighed. Det blev sat stengærder omkring haverne, således at der var sten på ydersiden, medens der var en jordvold ind mod haven. I volden blev der undertiden plantet, og det var da gerne hasler, som man ofte kaldte nøddetræerne. Af skovtræer plantede man inde i haverne ask, og når de blev så store, at de kunde skoves, havde man god nytte af dem, man lavede således slagler til plejerne af asketræ.
Af frugttræer kendte man både æble-, pære. blomme- og kirsebærtræer, som landhusholdningsselskabet uddelte gratis til både gårdmænd og husmænd. De blev plantet, som man bedst fandt for godt. Det var i det hele hverken stil eller plan i den tids haveanlæg. Af frugtbuske havde man nogle få stikkelsbær, ribs og solbær. Kommen dyrkede man i hver gårdhave, det groede ind under frugttræerne og behøvede kun at sås en gang. Siden såede det sig selv ligesom den gamle kørvel (sandsynligvis sødskærm, Myrrhis odoráta, der har været dyrket i gamle haver og gik under navnet spansk kørvel). Sennep skulde derimod sås hvert år. Sennepsfrøene blev forud for hvert gilde malet i et lerfad ved hjælp af et sennepslod. Sennep brugtes ikke som nu til flæsk, men derimod til klipfisk, der var en stående ret til gilderne. Af kål dyrkede man kun grønkål.
Hvidkål købte man almindeligvis på novembermarkedet i Frederiksborg, som i halvtredserne havde et stort opsving. Til novembermarked mødte Amagerne i stort antal med hvidkål, sellerier og gulerødder. Disse sidste dyrkede Vejbyfolkene selv, men hvidkål købte de, og det var en stående talemåde: "Vi skal til marked og købe Amagertøj"
Timian og merian dyrkede man også i haverne. De blev brugt grønne til at komme på suppen. Som modne blev de bundet i krans og hængt til tørring; man benyttede disse urter i årets løb som krydderi i pølser, ærter og suppe, og de spillede i det hele en betydelig rolle i madlavningen. Persille dyrkede man også, mens porre kun var lidet kendt.
Der var temmelig langt tagskæg på husene, og bistaderne, som var anbragt op til stuehuset i gammeldags kuber med hatte af langhalm, stod godt i læ, idet tagdryppet faldt udenfor. Foran bikuberne var der en lang og bred gang, på hvis anden side der fandtes et blomsterbed med mynter (krusemynter), ambra, pianeroser, som man kaldte pæonerne, og et par kejserkroner samt et stort antal snetitter - vintergækker - og påske- og pinseliljer. Endvidere var der nogle lave små blomster, som kaldtes vorherres fingre og avlerikler (aurikler). Til kant benyttede man buksbomtræer, hvis kviste man skar af og brugte til kranse til begravelser. Nye planter fik man ved at bøje en gren ned og dække den til med jord, indtil den slog rødder.
Omkring bagerovnsskjulet var der ofte stokroser. lidt lavendler - lavender - var der også. Løvstikker dyrkedes som lægeplante, og det kunde også hænde, at der et sted i en krog af haven stod en vild rose, rosentorn kaldte man den.
Humle dyrkede man også, og den klatrede op ad stænger, som var stukket i jorden, eller den simpelthen snoede sig op ad et asketræ. Haven fik mest lov at passe sig selv og var derfor meget forsømt. Ukrudt var der meget af, nælder og hundekejs (en plante der lignede kørvel) konkurrerede stærkt med de ædlere vækster.
Om det lige var denne aurikel, der voksede i haverne i Vejby på Lars Larsens tid, vides ikke - men nu gør den i min have. Foto Margit Kildevang Kristensen
Måske var det denne plante, der blev kaldt hundekejs. Foto Margit Kildevang Kristensen
Marken var ved århundredskiftet i en kummerlig tilstand. En væsentlig årsag dertil var det ringe kreaturhold, hvorfor der kun blev lidt gødning, og den gødning, der blev, gik for en stor del enten i jorden eller i luften. Møddingen var slet og ret anbragt oven på jorden, og nogen omhu viste man ikke over for gødningen. Den lå i dynger, som det bedst kunde falde. Ja, der skete dog det, at den blev jævnet til juleaften, da skulde det se pænt og ryddeligt ud alle vegne. Den smule veludluftet og godt gennemregnet gødning, der var kørte man ud på grønjorden om foråret. Den jord blev dog mange steder pløjet to gange, den ene gang ligeså snart man kunde bunde, og det kaldte man at pløje til grønfor (sidste stavelse ubetonet); For betød fure, vi skal hen og forre betød: pløje den første omgang, hvor der skulde passes særlig på, at den blev lige. Efter at der var kørt gødning ud, pløjede man marken anden gang, og først o. 14. maj blev der sået korn, hvad der her i Nordsjælland, dengang som nu betegner byg. Havde man så en græsmark ved siden af, kunde hestene passende bede der.
Sædekorn havde man i en sædløv - sædløb - en såkurv, der ligesom bikuber var bundet af langhalm. Den var en halvanden alen lang og havde en lille hulning på den side, man holdt ind mod sig, en dækkengjord gik op om nakken og var fastgjort i kurvens to hanke, en foran til venstre og en bagtil til højre. På den måde var højre arm fri. I en sædløb kunde der være et par skæpper sæd. Når byggen var høstet, blev der i september sået rug i marken. Tredie år blev der tidlig om foråret sået kogeærter i et lille stykke og undertiden korn (byg) i resten.
Som man havde et lille ager med kogeærter, sådan havde man også et stykke med boghvede og - som ovenfor omtalt - et stykke med hør.
Man var slem til at pine jorden, men når byggen kom anden gang, gav det kun få fold. Fjerde år såede man havre, men uden græsfrø. Marken lå nu hen til græsning i tre år, men "græsset" bestod kun af kvikgræs og hvad der ellers kunde komme af sig selv. Efter de tre år begyndte man altså forfra igen. Lidt ind i århundredet begyndte man at så græsfrø, navlig kløver og timote, og samtidig begyndte man en nogen anden dyrkningsmåde.
I almanakken stod der hvert år en afhandling - "Landalmuen især til tjeneste" - fra det kgl. danske landhusholdningsselskab, og det var om brak, svenskharven osv. Den første, de brækkede i Vejby sogn - i tyverne eller trediverne - var Hans Olsen i Ørby. Et år havde han intet at så i en bygmark, fattige var bønderne jo dengang, og så syntes han, at der skulde gøres noget ved den. Den blev pløjet en to-tre gange om sommeren, og den fik vist også lidt gødning, Men resultatet blev i alt fald et vældigt rugudbytte. Det var ellers tit sløjt med rugavlen. (Se mere om svenskharven på dette link)
1848 var brakken i brug mange steder, og da var også rapsdyrknigen blevet gængs. Provst Blichfeldt, der kom til Vejby i 1848, havde således et helt skifte med raps, og det betalte sig godt. Det var almindeligt, t gårdmændene kørte til København og solgte deres raps. Da den første jernbane fra København til Roskilde var blevet åbnet i 1847, kunde de samtidigt tage en tur med toget til Roskilde, og det var jo ingen lille oplevelse at komme hjem og fortælle om.
Kartoffelavlen var begyndt først i århundredet, og man lagde gerne kartofler efter rugen - i stedet for anden gang byg - i den del af skiftet, der ikke var sået kogeærter i. Iøvrigt fik kartoffeldyrkningen et knæk i fyrrene, særlig 1847, da kartoffelsygdomme bredte sig og gjorde megen fortræd.
Fåre-Lars er også brugt i årbogen, Denne udgave er fra Statens museum for kunst
Bøndernes indtægter stammede for en stor del fra salg af korn og raps. smørsalget betød kun lidet. De få og magre køer gav ikke megen mælk. Den fik heller ikke nogen god behandling, og når de små stampekærner kun var i gang hver ottende dag, kunde det umuligt blive nogen fin handelsvare, man fik ud deraf.
Da gårdene blev udskiftede, blev de indhegnede med voldgrøfter, som de kaldtes. Ved en voldgrøft forstod man en vold (et dige) med en grøft ved hver side, og disse grøfter blev så jævnet ud og pløjet. Voldgrøfterne var godt et par alen høje, og der blev plantet pil på dem, men når voldgrøfterne blev gamle vilde pilene ikke rigtig gro i dem. En del af pilene var sejgpil, og de blev benyttet til båndkæppe om spande, ankere o. l. til tækkekæppe. En til to år gamle skud blev skåret af og blødt ud i vand, hvorefter de anvendtes som vidler til at binde bikuber, sædløb og kurve af.
Når man skulde vise vand brugte man en tveje, og den skulde være af sejgpil. Tvejen var en tvekløftet gren, og man tog så en gren i hver hånd og hldt den således, at den frie ende viste fremad. Man bevægede sig derpå langsom omkring på marken, og når man kom over et vandførende lag, slog spidsen op, og her blev så brønden gravet. (Ifølge H. F. Feilberg: Dansk bondeliv I. side 16 slog pilegrenens spids ned på det sted, hvor der var vand. Det samme siger forskellige artikler om vandvisere, som jeg har læst igennem inde på Dansk Folkemindesamling (Ander Uhrskovs note)). Det var imidlertidig ikke enhver, der kunde vise vand.
Da Helsinge præstegård i tresserne var brændt, skulde sognepræsten, provst La Cour, have opført en ny, og Ole Olsen fra Nejlinge, en anerkendt vandviser og brøndgraver, kom for at vise vand. Det lykkedes også godt nok, men bagefter vilde provsten og flere andre fra præstegården også prøve, men det lykkedes ikke, før provstens svigersøn fik fat i tvejen, så gik det. "Kast den på jorden", sagde Ole Olsen, "så er det forbi". Det gjorde de, og nu kunde de ikke vise vand mere. Der måtte skæres en ny. Da de gravede brønd ved Høbjerg skole, kom de dybt ned, uden at de fik vand, men da der så kom en mand og viste vand, og de gravede der, nåede de vand i ringe dybde.
Sejgpil nåede knap poplerne i tykkelse, men var tilbøjelige til at blive hule indeni. Popler var dog dem, der mest almindeligt plantedes på voldgrøfterne, desuden fandtes der også en del skørpil, hvis blomster bierne var meget glade ved. Skørpil voksede godt til, men de var som navnet siger, skøre og knækkede let. De kunde derfor heller ikke anvendes til andet end kvasebrænde og til at flette risgærder med. - Hvor jorden var moseagtig, vilde voldgrøfter ikke være praktiske, og der gravede man så flækgrøfter, de var en tre alen brede foroven og kunde tjene til afvanding af sur jord.
Stampekærne fra Pebringegården, Nationalmuseets billedsamling
I halvtredserne begyndte man at mergle og dræne. Begge dele blev indført af foregangsmændene og vandt ret snart stor udbredelse. Drænrør fik man fra Dithmers teglvæk i Helsingør eller fra de gammeldags teglværker, som hørte til gårdene, f.eks. Petershvile, Jørgen Jepsens i Dønnervælde og Lars Larsen, Lyshøj. Man drænede som regel i brakmarken, da det så kunde gøres om sommeren, når jorden var mere medgørlig. Derimod merglede man om vinteren, når det var frostvejr.
Mergling af Vallekilde præstegårdsmark, Johan Thomas Lundbye, 1846, Statens museum for kunst
Drænrørsgravere, Maleri af L.A Ring 1885 , Statens museum for kunst