November 1948

Sikkert søndag 7.11 1948

Først vil jeg gerne sige tak for dagene jeg var hjemme. Ja så er jeg jo godt igang i min nye plads og begynder at blive lidt kendt med forholdene, og jeg tror nok jeg skal blive glad for at være her. Med hensyn til selve arbejdet så har der været nok at tage fat på, man går jo nogle ekstra trin så længe man ikke er rigt er huskendt, jeg har ellers fået nok så mange forklaringer, som jeg fik på Stensmark, det kan jo godt være jeg bliver knap så selvstændig som jeg var sidste år, jeg tror nok manden følger nok så meget med i, hvad der foregår i kostalden end de gjorde på Stensmark. Det er ellers meget flinke folk, som vist ikke er bange for at gøre noget for deres folk, jeg tror nok jeg vil komme til at føle mig mere hjemme her end på Stensmark, og så har vi en meget god kost. Vi er 7 daglige folk, karlen på 19 og så er der en datter på 16 år og en dreng og pige på 13 altså tvillinger, pigen går på realskole, drengen i almindelig kommuneskole, han er meget interesseret i alt hvad man foretager sig, det kan være meget godt, når det bare ikke bliver for meget, men det går jo nok. Jeg har indtryk af, at det er en meget flink og ordentlig karl som er her, han er fra Odder og har 2 kammerater, som tjener her i nabolaget. Det er ved at være tiden til, at jeg skal have køerne ind, så I får ikke mere i dag.

Venlig hilsen Kristen

Taborgaard 17.11 1948

Ja, så er de første 14 dage gået her på Taborgaard, og jeg er nu ved at være mig bekendt med forholdene.

...

Jeg er også kommet sådan med at læse bogen "Men jeg så ham dø", at jeg ikke har fået samlet mig sammen til at skrive før.

Jeg må sige, at jeg ikke bliver mindre glad for at være her i længere tid der går. Jeg var lidt bange for at manden ikke vilde betro mig ret meget, men nu får jeg selv lov til at tilrettelægge arbejdet, nu kommer han sjældent i stalden, når jeg arbejder. Ellers kan han godt komme derud og stå og snakke, han er altid meget flink. Jeg tror godt at man kan lære noget her.

...

Vi har for tiden 22 køer, men så er der nogle kvier, der skal kælve i løbet af vinteren, men så skal der nok også nogle køer væk..

Vi kom af med en kælvekvie, Den kostede 1025 kr, en kvie kælvede forleden dag, den gav kun nogle osteklumper med den ene patte, den var nærmest trepattet. Den har nu fået 3 penecillinindsprøjtninger og det ser nu ud som at det kan kurere det.

Med hensyn til malkningen så tror jeg afgjort at det varme vand til vaskning af yveret er meget godt, I hvert fald er køerne meget hurtige til at lægge mælken ned end dem på Stensmark. Køerne blev bundet ind sidste lørdag, da det et så koldt, men de sidste dage har det jo været helt forårsvejr. Her er de heller ikke færdige til vinter endnu, de har ikke ret mange kålroer?? kørt sammen. Vi bruger toppene efterhånden, og de pløjer så ind i mellem og stoler så på at vinteren kommer for det første.

Jeg er begyndt at gå til gymnastik igen i Askov og ligeledes til ungdomsmøder i Askov.....

Jeg er helt glad for mit værelse, det er nu helt rart med lidt varme selvom det ikke kan blive helt så varmt som inde hos Oskar, men vi opholder os nu mest inde, der føler vi os velkommen, men det er rart at kunne sætte sig ind for sig selv en gang imellem f. eks når jeg skriver brev. Ja det kan godt være det lyder flot, men jeg har købt mig en radio. Jeg har længe ønsket mig en, selvom der er radio derinde, så er det alligevel ikke ret tit man får noget ud af det, for enten skal børnene jo lave lektier eller også snakker de jo, så sådan en ting som et hørespil kunde man næsten ikke høre. Jeg har givet 300 kr for det, nu kan man jo nok se, den kan jo nok sælges igen, hvis jeg kommer i tanke om det.

Næste måned:

December 1948