Barndomsindtryk

Raageleje, der ligger i Blistrup sogn havde netop ikke ord for renlighed. Deraf formentlig hentydningen til lopperne. Unnes er Underup, og sopper er det gamle ord for brødstumper. De to næste linjer har ikke fundet deres betydning endnu, men hvad der ikke er til at tage fejl af, er, "at i Vejby bor fruer og hofmænd", og nogle af disse folk vil nu besøge. Før vi begynder at undersøge de enkelte sider af landsbylivet i Nordsjælland - og navlig i Vejby sogn - kunde det måske være formålstjentlig at omtale de familier, som har vakt Lars Larsens følelse for det gamle bondeliv.

Først er der hans barndomshjem. Lars Larsens fader, der bar samme navn som sønnen, var født i året 1800 på en gård i Unnerup. Efter at han havde været artillerist i 4 år, tjente han i 6 år i Fresbaare - det er først i nyeste tid, at Frederiksborg er blevet erstattet med Hillerød i daglig tale - der havde en ældre broder allerede i nogle år tjent hos en af byens brændevinsmænd (brændevinsbrændere). Denne broder og brændevinsmand Kristen Jensens sønner var dengang byens stærkeste mænd. De kunde tage en tønde rug under hver arm og spadsere hen over kornloftet med det, de kunde løfte en tønde brændevin op og drikke af spunsehullet, og de kunde trække en tyve lispunds bismer op i en finger. Lars Larsen tjente først hos en skolekammerat, der var vognmand, men dennes kone var ikke af de blideste. Stundom gav hun sin mand både karklud og gulvskribbe i hovedet, og karlene prøvede hun på at prygle. Lars Larsen fandt, at dette var værre end at være soldat, men forlade sin plads i utide indlod man sig ikke på i de tider. Da skiftedagen kom, tog Lars Larsen tjeneste hos en slagtermester Scharø; her kom han hos udmærkede mennesker; der var ikke tale om standsforskel, og han blev der da også i fem år. Fra dette tidsrum skriver han sig i hans kendskab til Frederiksborg, et kendskab , som han senere delagtigegjorde sønnen i, og sønnen husker det endnu.

1837 giftede han sig, og samtidig købte han Ellemosehuset for 280 Rdl., som han og hans kone havde sparet sammen. Ellemosehuset lå på Vejby Mark og havde et tilliggende på et par tønder land. På ejendommen havde en ko, to får og om sommeren to grise, der slagtedes om efteråret, den ene til salg, og den anden til eget brug. Desuden havde de 8-10 høns og et par bistader.

Koen kælvede i reglen sidst i april eller først i maj, men da man ikke havde andet at fodre med end halm og hø, stod den gold det meste af vinteren, og i den tid havde de hverken mælk eller smør. Men om sommeren kunde den flittige husmoder ligesom andre dygtige huskoner få så meget smør ud af det, at der kunde blive lidt at sælge. Men det måtte ske i alt stilhed, da man ellers var udsat for at blive mistænkt for smørhekseri. Smørret solgtes til marketenderen i Frederiksværk, på Store kro i Fredensborg eller andre steder. I stedet for: "Jeg skal til Frederiksværk!" sagde man "Jeg skal ind til Værket". I øvrigt hed det ud til Helsingør, hen til Frederiksborg, hen til Fredensborg, ind til København, ned til Esrom og ud til Frederikssund.

Da sønnen nogle gange havde fulgt sin mor på disse handelsture, kunde han selv besørge det. Han måtte da af sted kl. 2-3 om natten for ikke at blive set i nabolaget. Han havde lidt ostebrød - en lommestumpe, som det kaldtes - og en lille flaske brændevin med til fortæring. Det var ikke skik at købe noget undervejs. Engang fulgtes han med en mand, der hed Gamle Niels, til Fredensborg med 6 Pd. smør. Han fik en hel mark for pundet og kom altså hjem med en hel rigsdaler, men Gamle Niels fik 17 skilling pundet, hvilket altså var en skilling mere.

Forældrene var efter den tids forhold ret velstående. De havde, hvad de behøvede, og det havde de iøvrigt omtrent ud af deres egen bedrift. Af uld og hør fik de klæder, og af rug, byg, kogeærter, kartofler, flæsk, smør, mælk, honning og humle fik de mad og drikke. Mens gårdmændene selv brændte brændevin, hvad der for resten var forbudt, købte de deres i Helsinge. Til belysning købte de tran hos Madam Skovgaard i Vejby, og til jul købte moderen af hønsekræmmer Lars Jensen i Ørby 1/4 Pd. kaffebønner, 1/2 Pd. kandis og cikorie; endvidere blev der købt 1/4 Pd. rosiner, 1/4 Pd. korender og nogle pund risengryn. Om vinteren havde de som nævnt hverken mælk eller smør, men til gengæld fedt og honning, og på salt flæsk og sild skortede det ikke.

Faderen var i mange år fast husmand hos sin svoger, gårdejer Jens Sørensen, der var gift med hans søster. Daglønnen var 12 skilling og kosten. Tærskningen, som tog det meste af vinteren, var på akkord, og betalingen var hver 20. skæppe eller lidt mere. Moderen kunde væve og kom også meget ud og hjalp til med høstarbejde, hørbrydning, tørveskær o. l. enten hos mandens broder, gårdejer Jørgen Larsen i Unnerup, Jens Sørensen, eller deres nabo, sognefoged Jens Nielsen

I disse tre bøndergårde havde Lars sin gang fra lille dreng, og der modtog han varige indtryk dels af det daglige liv og dels af, hvad der blev fortalt fra ældre tid. Han kom mest hos Jens Sørensen (1765 - 1849), og skønt denne var en gammel mand, var han dog meget livlig og åndsfrisk. Hvad han havde oplevet, huskede han, det levede han i, og det fortalte han om. Nu var Lars en modtagelig purk, han lyttede lige så gerne, som Jens Sørensen fortalte. Følgen blev, at han snart blev den gamle mands kæledægge, og Jens Sørensen vandt så stor en plads i Lars Larsens hjerte, at han endnu kan sige, han skylder ham sin bedste opdragelse.

Foruden til disse to gårde var Lars Larsens barndom knyttet til farbroderen, Jørgen Larsens gård i Unnerup. Jørgen Larsen havde aldrig gået i skole, men havde lært at skrive af de tyske jægere", som havde ligget i indkvarteret i barndomshjemmet. Der lå både holstensk infanteri og kavalleri her i Nordsjælland 1807-1814; disse soldater skulde passe på, at englænderne ikke gjorde strandhugst til gengæld for kapervirksomheden. Desuden var der en art landeværn, idet gårdmændene og gårdmandssønnerne havde fået udleveret en gammel flintebøsse, som de kaldte et kongegevær og ofte var meget stolte af. Husmændene fik hver en slags lanse, som bestod af en lang stang med en jernspids på. De havde også lidt eksercits. Det var drøje tider for dem, der skulde have indkvartering i så mange år, men det var ikke lettere for dem, der var soldater. En slægtning af Lars Larsen lå på Kronborg i 1807 og så med vedmod den danske flåde blive ført bort af englænderne. Han kom ikke hjem før 1814. I det hele var tjenestetiden lang dengang. Husarerne lå i fem år, garderne vistnok i otte.

Men så kom jo da endelig freden i 1814 som den store befrier, og i Vejby holdt man en vældig fest. Hele præstegyden, vejen op til kirken fra præstegården, var omdannet til en løvsal. Der var dans og lystighed - at man måtte svinge på den bare jord, gjorde intet skår i glæden.

Foruden fra sit eget hjem er det fra disse gårdmandshjem, at Lars Larsen i det væsentlige har sine minder om livet i gamle dage. Som disse gårde var indrettede, og som livet formede sig der, sådan er det, han har beskrevet det.