Bagningen

Rugbrødet var det vigtigste næringsmiddel. Rugen blev fra efteråret og til foråret tørret i bageovnen. Efter bagningen skulde en dreng eller en tøs ind i ovnen for at tage imod rugen og brede den ud. Efter et par dages forløb blev den atter raget ud. Om sommeren var rugen tør nok. Rugen blev renset i et sold, før den blev kørt til mølle, hvor den blev malet to gange, for at melet kunde blive rigtigt fint. Som betaling for malingen toldede mølleren med et toldkar, dvs. han tog en vis mængde af hver tønde. Det var i det hele et fast træk hos bønderne i ældre tid, at når de skulde betale noget eller give noget bort, gik det ikke så nøje til, når det kunde afgøres med naturalier, men var der tale om penge, holdt de godt fast på skillingen.

Når man skulde bage, skulde man først lægge til bægt. Dejgtruget blev sat ind i langbænken, og der kom mel, varmt vand og gær fra brygningen i, sjældnere anvendte man surdejg. Når dejgen var lagt, lagde man et klæde og en lang hovedpude over, så lettede dejgen i løbet af natten. Næste morgen måtte man tidligt op. Husfaderen passede bagerovnen, hvor der var et bål af flækket brænde eller kvas. I præstegården brugte de rapshalm. Det brændte så et par timer, og i den tid æltede kvinderne dejgen, slog brødene op, strøg dem over med lidt væde og satte dem på stuebordet. Ild og kul blev raget ud af ovnen, og der blev stænket vand på, for trækullene skulde bruges til smedning. Når bagerovnen gnistrede, var det et kendetegn på,a t den var varm nok. konen kom nu med greslen og manden med brødene, det gjaldt om at få dem i ovnen i en fart. "Gud hjælpe vore nuværende kvinder, skulde de være i den far" siger Lars Larsen. Når brødene var i ovnen, satte man bagerovnsfjælen (en planke af eg eller bøg) for og klinede tæt til med ler. Nu var det tid til at få davre, thi før brødene var i ovnen, fik man intet at spise. Når brødene var bagt , hvad der tog en tre timer, lagde man et tæppe eller et dækken over dynen, og der blev så brødene lagt på ovenskopen, dvs. med det øverste nedad. Efter at brødene var svalet, blev de lagt op i dejgtrugene i mellemkammerset. Nu havde man noget at sætte tænderen i, og det var dejligt brød.

Der blev også lavet skoldekager. Man tog en klat dejg, klappede den ud med hånden, og satte den ind i ovnsmundingen så nær ilden som muligt. Sådanne kager spistes varme, idet man skar dem igennem, kom lidt smør eller sødt (honning) på og lagde sammen igen. Disse skoldekager betragtedes som en stor lækkerbisken.

Sigtebrød blev kun bagt til jul og til gilder, altså hverken til påske eller pinse. Julebagningen, der var et omfattende og vigtigt arbejde, fandt sted en uges tid før jul, og der blev bagt to dage, den ene dag grovbrød og den anden sigtebrød. Melet til dette blev som oftest møllesigtet, idet det var skik, at mølleren uden vederlag sigtede en tønde rug til gårdmandens julebagning. Sigtebrødene var altid runde og var på otte, undertiden ti pund stykket. Der blev på datidens bondegårde givet meget til bort til jul. Man gav julerente, som bestod af et sigtebrød og en hel eller halv klipfisk. julerente fik alle gårdens folk, både karle og piger, hyrepog og husmand, men desuden skrædderen og skomageren, smeden og huggeren, klokkeren og degnene - idet hele alle de mindrestillede, der havde forbindelse med gården. Det var gerne drengens eller karlens bestilling at bære julerente omkring. De skulde "hilse fra manden og vor mor" og sige, at her var julerente, hvorefter de blev budt til sæde og beværtede med øl og brændevin.

Men de vanemæssige gaver klæber den skavank, at mens de til at begynde med gives af mennesker, der føler glæde ved at være gavmilde, og modtages af andre med glæde og taknemmelighed, så forsvinder efterhånden noget af begge dele. Gentagelsen svækker, og det ender med, at den givende giver af pligt og ikke af trang, mens den modtagende opfatter ydelsen ikke som en gave, men som en ret. Et eksempel herpå har man i et tilfælde, hvor en mand var ved at fæste en karl, og da de stod og tingede om vilkårene, kom de også til julekagen, som sigtebrødet kaldtes. "Ja du skal vel have en på otte pund", sagde manden. "Nej, jeg vil have en på ti", svarede karlen, og det blev også aftalen. Det er indlysende, at da denne karl fik sin julerente, var en stor del af glansen gået af denne begivenhed. Hvad der til at begynde med rummede så megen stemning fra begge sider, var blevet til et slet og ret kontraktforhold.

Til julen blev der også bagt pebernødder, hvis dejg bestod af urt (det første afkog af øllet) og rugsigtemel. Dejgen blev som nu rullet i lange strimler og skåret over i små stykker, hvorefter de blev sat i ovnen. Det kunde også hænde, at de blev bagt på bilæggerovnen, men så skulde der fyres meget stærkt. Endelig blev der bagt en mængde æbleskiver, hvortil man anvendte hjemmesigtet bygmel, som konen selv sigtede med en håndsigte over en flad kurv, som kaldtes en sætte. Det, der blev tilbage i sigten, kaldte man såen, og det fik svinene.

Når bagerovnen var varm, tørrede man undertiden hør derinde, hvad der iøvrigt på grund af brandfaren var forbudt.