Begravelse

Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.

Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.

Den tredie hovedbegivenhed i menneskets liv var den, der indtraf, når det havde nået vejs ende: døden. Når det nu og da hændte, at dødskampen var særlig hård og langvarig, var det skik at vende de par ryggetræer, der lå nærmest skorstenen. Det skulde kunde hjælpe.

Efter at døden var indtrådt, skulde liget klædes, det vil sige iføres det linned, som enhver havde liggende fra sin konfirmationsalder. Efter at liget var klædt, hvad der altid blev foretaget af kvinder, blev det lagt på et bord i øverstesuten, hvorpå der var bredt et par knipper langhalm. Under hagen lagde man en salmebog, på brystet tre halmkors og på maven en saks. Når så huggeren havde fået kisten færdig, blev liget lagt deri med salmebog, halmkors og saks på samme plads som hidtil, og mandt storetræerne sammen på liget for at hindre den afdøde i at gå igen.

Til begravelsesgildet blev der altid bedt af en mand, og de indbudte bragte smør og mælk ligesom ved barselsgilde og bryllup. På begravelsesdagen samledes de indbudte i dagligstuen, hvor de blev beværtet med kogt flæsk, smør og ost samt sigtebrød, brændevin og øl, men der var hverken knive eller gafler på bordet, man brugte sin lommekniv, og maden anbragte man på en trætallerken. Efter spisningen samledes man omkring kisten, hvor der blev sunget en salme. Det var ikke altid, at skolelæreren var til stede, men så sang en af de andre for. Efter salmesangen blev låget lagt på og kisten pindet til dvs låget blev slået fast med træpinde. Liget blev i Lars Larsens barndom altid båret til kirken, og når der var langt, kunde det jo være strengt nok. Samtidig med at liget blev båret ud af gården, skulde bistaderne sættes ned på jorden og en spand vand stiltiende slås efter følget. Denne skik holdt sig længe, selv så sent som o. 1870 var Lars Larsen med i et ligfølge, der fik en spand vand om benene. Disse ting blev foretaget for at hindre den døde i at gå igen. Hvis dette alligevel fandt sted, fik man en klog kone til at så hørfrø på graven. Det skulde nok hjælpe.

Pennetegning af Exner: "Ligtog på landet", 1866, Statens museum for kunst

Når ligfølget ankom til kirkegården, blev det modtaget af klokkeringningen og af læreren, der gik foran og sang: "Hvo ved, hvor nær om mig er min ende". Det var en fast sædvane, at man gik om kirkens østre ende og ind i kirken, hvor kisten blev sat på to skamler foran alteret. Præsten holdt derpå enten en ligprædiken fra prædikestolen eller en ligtale foran kisten. En ligtale var mindre anset end en ligprædiken, og den måtte de fattige gerne nøjes med. Om betalingen kunde der enkelte gange opstå meningsforskel. Fra Blidstrup fortælles der, at da en husmand skulde have sin hustru begravet, spurgte han præsten, hvad han skulde have for en tale. Præsten svarede, at det almindelige var fire rigsdaler, men dertil bemærkede husmanden, at han havde ikke godt råd til at give mere end tre, om præsten ikke kunde nøjes med det. "Jo såmænd kan jeg så, lille Niels,", svarede præsten, "men så bliver talen så meget korter".

Når der skulde holdes ligprædiken, affattede skolelæreren som nævnt en slags biografi - testamente - over den afdøde, og den oplæste præsten fra prædikestolen. Papiret blev senere overgivet til en af de afdødes nærmeste. En lignende skik findes i Sverrig den dag i dag, og at det i alt fald har haft en meget smuk betydning derovre at få smukke personalier læst op over den afdøde, vidner Selma Lagerløfs fortælling "Gudsfreden" om.

Efter at jordpåkastelsen havde fundet sted, blev graven tilkastet af mænd i følget og kransene lagt oven på graven. Der var klokkeringning og sang hele tiden, mens graven fyldtes. Lærer Jensen i Vejby havde altid nogle drenge med til at hjælpe sig at synge, og Lars Larsen var i sin skoletid med til at synge ved mange ligfærd.

Hele følget fulgte med tilbage til hjemmet, hvor rangforordningen ved bordet og maden var det samme som ved barnedåb og bryllupper. Efter spisningen drak man kaffe, spillede kort og drak brændevin til, og det var ikke i små måder. Dans var der ikke, men det kunde hænde, der blev slagsmål. Da en parcellist, der havde familie i Stokkerup, blev begravet, yppede stokkerupperne klammeri med vejbyerne, men disse havde i deres midte en bomstærk hjulmand, og han overvandt stokkerupperne fuldstændig. Man lægger atter her mærke til, at det ikke var Vejbyerne indbyrdes, der sloges, nej det var folk fra to sogne, der tog tag. Måske var det her som så ofte gammelt nag, der slog ud.

En anden begivenhed, der er ligeså fjærn fra nutidens skik og brug, var denne, at når en kone havde mistet sin mand, blev der nu og da friet til hende på begravelsesdagen. Det var gerne en anden kone, som fremførte frieriet for sin søn eller broder, og det gjaldt om at komme først, så enken ikke allerede havde lovet sig bort. - At holde begravelsesgilde kaldte man at rutte begravelse eller artid, som det også benævntes.

En særlig begravelse fik selvmordere. De jordes i stilhed. Således var Lars Larsens fader engang med til at begrave en nabo, der havde taget livet af sig. Der var kun otte mand til at bære ham til graven, og de to var hans sønner. Det var efter solnedgang, de gik til kirkegården med liget, som blev løftet over den nordre mur og sænket i graven, hvorefter den ene af sønnerne kastede de tre skuffer jord på kisten, men uden at sige noget. Senere så Lars Larsen, at der var strået hørfrø på graven.

Man gjorde meget for at pynte og frede gravene, og der var en tid, hvor man anbragte ligtavler af træ med prentede (malede) indskrifter på gravene. I Vejby sogn var det huggerene, der lavede disse tavler, og skrædderne, der malede dem. Af disse inskriptioner, der ofte var lange og enten bestod af salmevers eller hjemmelavede rimerier, har man en prøve i følgende vers, der stod som indskrift på tavlen over Lars Larsens farbroder:

Dette vers var både digtet og malet af Hans Skrædder. Skrædderne plejede i det hele selv at digte gravversene, men senere kom der en lidt mere moderne snedker til Tisvilde. Han hed Ole og var søn af Klude-Per, hvorfor han blev kaldt Klude-Ole. Han lavede de fineste tavler og prentede ganske udmærket, men satte gerne et eller andet stemningsfuldt og ikke for langt salmevers på ligtavlen.

"Han her i verden gik mange lidelser igennem,

han led og stred med tålmodighed.

Nu har han sejr vundet

og ro i graven fundet.

Han gik til gud, til evighedens glæde,

men aldrig dør hans minde af vort bryst,

og tit med vemod til hans grav vi træde,

thi gensynshåbet skænker hjertet trøst.

Hvil trygt du elskelige døde,

guds engle værene om din ro,

vi hisset dig en gang skal møde

i åndens lyse himmelbo.