Efter at at have læst i årbogen fra 1918 om brændevin i Vejby og om brændevinstøj, sad jeg med en masse spørgsmål. Hvad var brændevinstøj egentlig? I dag kan man jo heldigvis søge i de gamle aviser, en søgning på "brændevinstøj" giver et hit i Frederikborg Amts Avis fra den 29. december 1905, hvor Lars Larsen havde en artikel i avisen med overskriften "For hundrede år siden". Deri kan man læse, at det såkaldte brændevinstøj var de apparater, der brugtes på bryggerskedlen, nemlig et tætsluttende låg, kobberhat, piber og svaletønde. Anders Uhrskov nævner i årbogen, at han bl.a har baseret bogen på Lars Larsens avisartikler. Det giver anledning til endnu et spørgsmål, havde han ikke læst denne artikel om engelskmanden i 1801 og erotiske historier om kælderpigen Trine fra Amsterdam kro i Hørsholm, eller kunne man ikke skrive ordet erotisk i en bog i 1918 - I kan enten læse historien i avisen, men hvis det kniber med det gotiske, så kan i læse den her.

For hundrede år siden

Nordsjællændere og englændere

Pigen fra Amsterdam kro

Det var i oktober for 100 år siden den engelske admiral lord Nelson vandt det store søslag ved Tranfalger, ødelagde den fransk-spanske flåde, og dermed grundfæstede England verdensherredømmet på søen, der siden stadig har holdt sig til vore dage. Nelson faldt som sejrherre i slaget, hans lig blev ført til England, men først i december 1805 kom admiralskibet"Victory" hjem til Tynefloden med liget om bord. Nelsons lig blev sat i Westminster, men hans flagskib ligger endnu som det kom fra Trafalger, til minde om Englands store kæmpetid, og mangen englænder bliver vist nok lidt varm ved synet af den gamle stolte tredækker med den vældige rejsning og de høje stævne. Det er i midlertid ikke blot i England, at hundredsårdagen for Nelsons storbedrift mindes, men næsten i alverdens blade har det været omtalt med en vis ærefrygt, og også hos os danske har Nelsons berømthed været omtalt. Vi danske har jo også særlig grund til at huske Nelson fra skrammerne vi fik i Kongedybet skærtordag den 2. april 1801 og den tids tildragelser havde særlig præget sig i vore forfædres erindring.

Indsenderen af disse linjer kan så tydelig huske mange af de begivenheder fra den tid som de gamle fortalte. Jeg var kun en 8-9 års skoledreng, men der var særlig en af fortællingerne fra 1801, som prægede sig dybt i min barlige hukommelse, og som jeg endnu husker og kan gengive temmelig korrekt, og som jeg antager, at amtsavisens læsere vil høre med interesse, men først en lille indledning.

Der var endnu i 40.erne, altså før 1848, i Vejby sogn temmelig almindeligt, at bønderne selv brændte deres brændevin. Det var ganske vist ikke lovligt, men dels boede øvrigheden langt borte (den gang i Nøddebo) og hvad sognefogden angik, så var han selv interesseret i brændevinsbrændingen, thi også i hans gård fandtes det såkaldte brændevinstøj, de apparater, der brugtes på bryggerskedlen, nemlig et tætsluttende låg, kobberhat, piber og svaletønde; adskillige af disse apparater findes endnu på enkelte gårde.

Når nu de gamle bønder havde veloverstået brændevinsbrændingen, gik de gerne sammen og holdt en glad aften og fortalte så hinanden deres oplevelser fra krigens tid og krigen med engelskmanden. Min fader havde to svogre, den ene hed Jens Sørensen og var gårdmand i Vejby, den anden, Niels Hansen, var fra Blistrup sogn (Battebjerg), endvidere en husmand Anders Rasmussen. Jeg husker så tydeligt en af deres sammenkomster, det var vistnok i 1847, hvor Jens Sørensen og Anders Rasmussen fortalte om, da de måtte køre for engelskmanden, de såkaldte pligtkørsler. Det var særlig i Hørsholmegnen, de måtte køre, og her var en lille mand med, som de kaldte Småhans, ham gjorde de engelske officerer løjer med og ville hverve ham til soldat, men Småhans kunne speake lidt english, og herved blev han fri og kom velbeholden hjem igen.

De fortalte også små erotiske historier om den raske og snilde kælderpige Trine i Amsterdams kro, hun kunne både kimse lidt med de engelske husarer og endda have lidt til overs for de sjællandske kuske. Hun gik til daglig brug under navnet "Smedekatrine", men kuskene var så ondskabsfulde at forandre navnet til det mindre smagfulde "Smellekatrine", men de var alle enige om, at hun var en rigtig rask pige. Disse historier var jo nærmest gemytlige, og endte gerne med, at den ene sagde til den anden: "Ja, du, vi slap dog alle helskindede hjem fra engelskmanden".

Den anden fortæller, Niels Hansen fra Blistrup, var mere alvorlig, og da hans fortællinger også har lidt historisk interesse, vil jeg lade ham selv fortælle, idet jeg er sikker på at kunne erindre såvel hovedtræk som enkeltheder.

I næste nummer følger så, hvad Niels Hansen beretter.

Vennelyst i Decbr. 1905

Lars Larsen

Lars Larsens historie om Niels Hansen er ikke blevet transkriberet, men den dramatiske historie kan læses i Frederiksborg Amts Avis fra den 30.12. 1905 under overskriften "Da engelskmanden var her. - To nordsjællændere ombord hos Willemoes.