Kiddal, Klink og Nørhede plantager

I lærer Vestergaards erindringer kan man læse om initiativet

(herunder kopieret fra lokalbladet Runestenen i Grønbjerg og visse passager fremhævet af mig med fedt):

Nogle af sognets fremtrædende mænd, Anton Halkjær, Svend Kristian Svendsen, Skråstrup, Kristian Kjærgaard m.fl. fandt på, at vi skulle have en række diskussionsaftener i skolen om alt hvad der kunne virke fremmende på sognets udvikling såsom husdyrbrug, jordens behandling m.m., og i vinteren 1901-02 blev der holdt en række møder med god tilslutning navnlig i de første. En Aften skulle Svend Kr. Svendsen, Skråstrup, indlede en forhandling om plantning, selv havde han plantet en del på sin ejendom. Dengang var Nr. Omme umådelig fattig på træer og haver, og jeg savnede begge dele og besluttede at forberede, mig så grundig som mulig, så jeg ret kunne give mit bidrag til diskussionen den aften. Svend Kr. var ikke taler, og han fik kun lidt sagt og det var i det hele taget et emne, som ikke dengang interesserede ret mange, og jeg tror at diskussionen ville være ret hurtig døet ud, dersom jeg ikke havde haft noget vægtigt at sige. Jeg talte vel en god halv time, og jeg endte med, at vi skulle have nogle af vore store hedearealer forvandlet til plantage og sætte under debat, hvad der ville være det fordelagtigste, enten et kommuneforetagende eller et aktieselskab. Der blev stemning for det første, og Svend Kr. Svendsen og jeg fik til opgave at gå til Sognerådet for at lægge et godt ord ind, for en kommuneplantage. Sognerådet stillede sig just ikke afvisende, men de ville først indkaldetil et sognemøde angående sagen. Ved dette møde talte én af sognets mest betydende mænd, Thomas Nedergaard smukt mod en kommuneplantage, plantning hævdede han, må være en hver mands sag, og dette bevirkede at et stort mindretal gav ham, medhold, og sognerådet erklærede, at så ville de ikke have med sagen at gøre. De fleste gik så, men Frederik Klink opfordrede de interesserede til at blive, og en del blev. Han tilbød så, at han imod at få en aktie (a’ kr. 25) ville afgive et stykke hede, og Hans Kr. Holmgaards, der havde et stykke indtil, tilbød det samme, begge dele på 15. tdr. land tilsammen. Det var altså en begyndelse, der skulle fortsættes, og dertil valgtes et udvalg beståendeaf Svend Kr. Svendsen, Hans Kjærgaard, Jacob Bjerg, Kristian Hansen, Grønbjerg, og jeg, og allerede denne første aften blev der tegnet 44 aktionærer jeg kan ikke finde medhvor mange aktier. I foråret der fulgte efter, altså 1902, købte udvalget et andet samle thedeareal på 143 tdr. land af Niels Mouridsen, Kidal, Niels Nielsen, Klidsbjerg og Iver Kristensen, Nørgård. Desuden købtes af Thomas Mouridsen, Nørhede, 30 tdr. land. Prisen for alles vedkommende var kr. 5,00 pr. tdr. land eller aktier. Der blev således tre Plantager: Kiddal, Klink og Nørhede plantage. Der afholdtes så en stiftende generalforsamling den 31. maj 1902. Der var omtrent 1 tdr. land til hver aktier. Altså 188, men jeg husker ikke hvor mange aktionærer der var. Vedtægterne blev vedtaget, og selskabets navn blev: Kidal - Klink – Nørhede Aktieselskab, og en bestyrelse på tre medlemmer valgtes, nemlig Svend Kr. Svendsen, Thomas Mouridsen og jeg. Svend Kr. Svendsen blev formand, men det var mig, som havde det største arbejde som den, der havde nærmest til Kiddal plantage, og jeg gled snart ind som formand. Den 29. december udliciteredes det første plantearbejde nemlig inddigning og gravning af plantehuller, og den første plantning fandt sted foråret 1903.

Jeg har udført mange timers arbejde i Kiddal plantage navnlig. Om foråret, når jeg var færdig med skolen, så af Sted for at være til stede ved plantningsarbejdet, men jeg kunne også bruge benene dengang. Noget af det mest spændende var at brænde lyngen af hvert forår til plantning, thi hvor let kunne ikke ilden tage magten fra os. Jeg skriver os, for vi var gerne to, Kristen Præstegaard var altid villig til at hjælpe mig med dette farlige arbejde. Engang var det også nær ved at gå galt. Det var næsten blikstille og lyngen var ikke rigtig tørt og ville ikke ret brænde. Vi besluttede så at brænde et brandbælte langs den tilplantede del, da vi let kunne bestemme brandens retning og så ville vi en dag da lyngen bedre kunne brænde, afbrænde det areal som skulle tilplantes i dette forår. Men så sker det så forfærdelig pludseligt, at der rejser sig en skarp tør vind fra sydøst, der førte ilden lige mod det beplantede areal, der alt dengang vel var på 40 tdr. land, og nu kunne lyngen pludselig brænde. Jeg blev så forfærdet, og jeg syntes det var umuligt at redde den tilplantede del. Da fik jeg øje på Niels Kiddal, som pløjede langt borte, og han havde vognen med, og så løb jeg som for livet. fik ham forklaret, hvor galt det stod til. Ploven kom på vognen, hestene spændt for, og så kørtes der så hurtig som der kunne køres på denne ujævne strækning, og jeg så, at endnu kunne der være en smule håb om at frelse det tilplantede, og så begyndte vi at pløje. Niels pløjede, jeg kørte. Kristen Præstegaard gjorde, hvad der kunne gøres med en skovl, atter og atter måtte vi vige for strålevarme og røg, men efter en ½ times kamp var plantagen frelst, men syd på kunne ilden fortsætte uhindret, så da den i nattens mørke gik over de høje bakker, så det pragtfuldt ud set nordfra, og mennesker fra Grønbjerg strømmede til, for de troede plantagen brændte. Mor og Dorthe Præstegaard troede det samme og bedrøvede og skrækslagne styrtede de også derop, blændet af ilden faldt de flere gange i det ujævne terræn. Én af de ankomne råbte til mig: ”Hvor møj tår det” i en brøsig dommertone. Jeg svarede: ”Ikke mere end det skal”. Hvad om jeg ikke kunne have svaret således ?

Plantagen havde 100 års jubilæum i 2002 - jubilæumsskriftet kan læses her. I dette link kan man læse alt hvad Vestergaard skrev om mine oldeforældre Svend Kr. Svendsen og Kristen Kristen Kristensen. Linket indeholder også links til de udgaver af Runestenen, hvor erindringerne er bragt.