Min far Kristen Kristensen var eneste barn af Ole Kristensen og Mette Kirstine Svendsen. I 1920 blev Ole og Kirstine gift og overtog derefter Kirstines barndomshjem i Skråstrup i Nørre Omme sogn.

Min far har beskrevet sin barndom i sine erindringer, der kan læses herunder. Min far har bevaret flere forskellige skriftlige kilder, der bidrager til at beskrive forældrenes liv. Se mere på siden:

Tørrekassens guld

Kristen Kristensens barndomserindringer

Da jeg jo er enebarn, har jeg mange gange hørt at så er jeg forkælet. det skal jo nok passe. -- Jeg har haft et par forældre, der har ønsket det bedste for mig, og ikke været lige glad med hvad jeg har foretaget mig. Vi boede i Skråstrup indtil 1932. - Far havde været syg flere gange de første år de havde været gift. det sammen med landbrugskrisen i de år, bevirkede at gården i lighed med mange gik på tvangsauktion.

Det der har gjort størst indtryk på mig var den dag jeg som 9 årig kom hjem fra skole. og der gik 4 fremmede mænd rundt og skrev i nogle papirer, og mor sad inde ved køkkenbordet og græd, og vi kort tid efter flyttede ind på et lille loftværelse hos naboens..

Det var den gang en stor skam , ikke at kunne betale hvad man skyldte. Så hvis I mener jeg til tider har været nærig, skyldes det nok oplevelserne fra dengang

Hos Kirstine og Evald Toft

Vi boede der et års tid, jeg husker den som en god tid, men for far og mor må det have været forfærdeligt. ---- Der var to drenge på min alder, og hos naboens en dreng på samme alder. Vi gik i skole langt ude på landet, hos en gammel lærer der hed Lovmand, en mand som man aldrig glemmer, mors søskende havde også haft som lærer.

Dem vi boede hos var også meget fattige, det jeg husker mange eks. på. Lugten af brændt korn sidder mig endnu i næsen, der var ikke penge at købe kaffe for. - Når der døde en gris, blev den kogt og lavet til sæbe at vaske tøj i . --

Når køerne skulle på græs måtte de skiftes, fordi der ikke var råd til at købe reb, så der kunne blive et tøjr til hver. -- Alle hjalp jo hinanden, jeg kan ikke huske vi nogensinde sultede eller på anden måde manglede noget.

Søndertoft

Det blev Søndertoft, en lille ejendom syd for kirken i Grønbjerg, der blev mit hjem i 20 år, til vi flyttede ind på Kildevang 8/11-1952. Det blev jo mest mor, der kom til at passe landbruget. Far arbejdede som arbejdsmand på banen (som gik fra Ringkøbing - Ørnhøj til Holstebro) i 3 måneder om sommeren og om vinteren når der var sne. Resten af tiden var han skovarbejder, hvor han i 6 lange dage kunne tjene 35 kr. om ugen , hvad han af nogen blev misundt for , da det var meningsløst at nogen kunne tjene så meget.

Selv om mit hjem var Søndertoft, var jeg ikke hjemme ret meget af tiden. Det var der ikke råd til. Om vinteren gik vi i skole hver dag, men om sommeren kun en halv dag om ugen (den vestjydske skoleordning) der skulle være tid at tjene hos bønderne. -- Det har nok været værst for far og mor at jeg skulle afsted end det var for mig.