En anden ulykke i fordums tid var sandflugten. Man flettede risgærder og dækkede med tang, men intet hjalp. Sandet føg videre, og det lå lige op til vinduerne på Tibirke kirke. Men efter at den store nordiske krig var endt i 1720, blev der fra statens side taget alvorlig fat. Det blev en tysk plantør Röhl, der ved at plante marehalm og strandhavre fik bugt med sandflugten. Vejby sogns beboere hjalp til af yderste evne, men desuden måtte de føde de udkommanderede soldater og deres heste. 1738 kunde man betragte sandflugten som overstået, og der blev rejst en mindestøtte for sandflugtens dæmpning. Sandflugten var iøvrigt forbundet med en hel del overtro. Af denne giver Lars Larsen to forskellige forklaringer. I "Frederiksborg Amtstidende" for 22. januar 1909 skriver han, at Jens Sørensen efter sine bedsteforældre fortalte, at det var en havtyr, der havde revet sandet op og svoret, at det ikke skulde standse, før det nåede Esrom kloster. Man mente, det var straf for Vorherre for egnens ugudelighed; man bad i kirkerne og på prædikestolen, og da Röhl kom, troede man, han var en troldmand, der ville sætte Vorherre noget for.
En lidt anden forklaring giver hand i "Nordsjællands Venstreblad" for 8. september 1915, idet han fortæller, at en kendt spåkone "Maren Langesvends" havde forudsagt, at sandet ikke vilde standse, før det nåede Esrom kloster, thi det var guden Tyr, der ien havtyrs skikkelse havde oprevet sandet til hævn over kristendommens indførelse i Tisvildeegnen. Dette sagn om Havtyren, der rev sandet, blev, siger Lars Larsen, fuldstændig troet af Tisvildeegnens befolkning i hans barndom. Forholdet er rimeligvis dette, at begge sagn er blevet fortalt; overtroen har mange variationer.
