Jens Sørensen fortæller om gamle dage

Jens Sørensens fader hed Søren Larsen og moderen Kestne (Kirsten), farfaderen hed Lars Villumsen og farmoderen Nille, almindelig kaldet Nille Vims (Villums). Jens Sørensen, som aldrig havde gået i skole, var konfirmeret af provst Gad, der var en skippersøn fra Svendborg, han havde været præst i Vejby i 33 år og havde ikke mindre end 23 børn. (Læs om provsten med de mange børn på dette link)

Jens Sørensen var eneste søn og overtog i en tidlig alder gården, hvad der friede ham fra at blive soldat. Han var gårdmand, da udskiftningen fandt sted fra 1784-1790, og de 2 gårde af Vejbys 18 gårde blev flyttet ud. På den tid fik gårdene navne, og Jens Sørensens blev kaldt Ellemosegård. Blandt dens senere ejere var en farver, og efter den tid er gården blevet kaldt Farvergården. Jens Sørensen solgte imidlertid Ellemosegård med undtagelse af 16 tdr. land for 400 Rdl., idet dog køberen, Jørgen Huggere, i samme handel skulde bygge et hus på Jens Sørensens lod.

Jens Sørensen var utrættelig til at fortælle sin slægtning om fortidens store og små begivenheder, om kørselen for Engelskmanden i 1807, om turen til Hørsholm med husarfurage osv. Når de var ude at gå lærte han drengen navnene på markerne i Vejby sogn: Fædriften, Fårefælleden, Ådyssevangen, Stiesman, Præstevangen, Saksekolden, Kælderbjergsvangen, Boveknold, Viemanen og mange flere. Især dvælede han ved fællesskabsdriften. Han fortalte om gadestævnet, hvortil oldermanden kaldte bymændene sammen ved at tude i byhornet. Folk havde dengang "ager om ager", og ærligheden var ikke altid så stor, hvorfor det også hændte, at den enes ager traf til at blive bredere end den andens. Gadestævnet endte da også jævnlig med slagsmål, og så gik der bud efter Knud Bondefoged (Bondefoged eller foged var benævnelser, der brugtes, indtil sognefogedinstutionen kom 1791). med stribede trøje, han var bomstærk og skilte de kæmpende ad. Samme Knud Bondefogeds fader hed Niels Adsersen, hans farfar Adser, og han ?? i pestens tid i 1711.

Ja, det var et slemme år. Pesten hærgede især i Vejby og Tibirke sogne. Skønt der ellers plejede at komme et par hundrede daler i Kildeblokken, kom der det år slet ingen. Folk turde ikke komme sammen. Det var i det hele en rædselsperiode, Vejby sogn dengang oplevede. Det skal have været vanskelig at få begravet ligene, hvorfor de ofte lå i husene i længere tid. Da en kone mærkede, hun skulde dø, skar hun mad til sine to børn og bad dem gå til Ramløse. Det gjorde de også; den ældste to den yngste vedhånden, og så gik de. Det var ikke for ingenting, konen sendte sine børn til Ramløse, for det sogn slap langt lettere over det. Halsnæs blev derimod frygtelig hjemsøgt. Ikke blot gårde, men endogså hele byer blev affolkede, og ved denne lejlighed bosatte nogle Amagere sig derude; således stammer slægten Heie fra denne tid. Det var heller ikke så svært at få ejendom. Det blev sagt, at en gård kunde købes for en snes æg.

En anden ulykke i fordums tid var sandflugten. Man flettede risgærder og dækkede med tang, men intet hjalp. Sandet føg videre, og det lå lige op til vinduerne på Tibirke kirke. Men efter at den store nordiske krig var endt i 1720, blev der fra statens side taget alvorlig fat. Det blev en tysk plantør Röhl, der ved at plante marehalm og strandhavre fik bugt med sandflugten. Vejby sogns beboere hjalp til af yderste evne, men desuden måtte de føde de udkommanderede soldater og deres heste. 1738 kunde man betragte sandflugten som overstået, og der blev rejst en mindestøtte for sandflugtens dæmpning. Sandflugten var iøvrigt forbundet med en hel del overtro. Af denne giver Lars Larsen to forskellige forklaringer. I "Frederiksborg Amtstidende" for 22. januar 1909 skriver han, at Jens Sørensen efter sine bedsteforældre fortalte, at det var en havtyr, der havde revet sandet op og svoret, at det ikke skulde standse, før det nåede Esrom kloster. Man mente, det var straf for Vorherre for egnens ugudelighed; man bad i kirkerne og på prædikestolen, og da Röhl kom, troede man, han var en troldmand, der ville sætte Vorherre noget for.

En lidt anden forklaring giver hand i "Nordsjællands Venstreblad" for 8. september 1915, idet han fortæller, at en kendt spåkone "Maren Langesvends" havde forudsagt, at sandet ikke vilde standse, før det nåede Esrom kloster, thi det var guden Tyr, der ien havtyrs skikkelse havde oprevet sandet til hævn over kristendommens indførelse i Tisvildeegnen. Dette sagn om Havtyren, der rev sandet, blev, siger Lars Larsen, fuldstændig troet af Tisvildeegnens befolkning i hans barndom. Forholdet er rimeligvis dette, at begge sagn er blevet fortalt; overtroen har mange variationer.

Lars Larsen var 10 år, da hans gode ven, Jens Sørensen, døde. Han syntes, at den gamle mand havde bevaret sin skønhed i døden, som han lå der i kisten med salmebogen under hagen, og de tre halmkors på brystet tilligemed saksen. Da Lars havde været den afdødes kæledægge, fik han lov at følge ham til graven, skønt det kneb for moderen at skaffe tøj. Provst Blichfeldt holdt en meget smuk ligtale, og det var dengang skik, at skolelæreren affattede en slags biografi, som kaldtes testamente, og som blev oplæst tillige med ligprædiken.