Konfirmation

Noget egentligt konfirmationsgilde kendte man ikke, men dette forhindrede ikke, at dagen var meget højtidelig. Lars Larsen blev konfirmeret i 1854, og det gik for sig på den måde, at de alle samledes i skolen, hvorfra de gik i procession gennem byen og Præstegyden forbi en mængde tilskuere op til kirken, alt mens klokkeren kimede med kirkeklokkerne. De 17 drenge var på en enkelt undtagelse ens klædte, alle havde de vadmelsbukser, hvergarnsvest og vadmelstrøjer, ikke jakker som nu. De havde høje billige silkehatte og støvler, der ligesom pigernes sko var af fedtlæder. Blanklædersfodtøj hørte til i byerne, men transtøvlerne på landet.

Pigerne havde alle hvergarnskjoler og brede hjemmevævede forklæder på, og de 21 havde flettetøj på hovedet, mens skovriderdatteren fra Tisvilde var smykket med en blomsterkrans i stedet for. I hånden havde de en lille buket og en salmebog. Flettetøjet var den unge kvindes klenodie, dels var det kostbart, og var en for fattig til at købe det, måtte hun låne sig frem, og dels brugte hin det kun to gange i sit liv; på sin konfirmationsdag og sin bryllupsdag. Men ikke enhver brud fik lov at bære flettetøj. Var hun kommet galt af sted, måtte hun lide den vanære at stå brud med hue på i stedet for. Flettetøjet var altså et æresstykke og spillede omtrent samme rolle som brudekronen i Norge. Flettetøjet havde form som guldnakkehuerne. Kun var nakken lidt større og besat med brogede glasperler. På bagerste og forreste kant var der en stor krusedulle af læg med røde silkebånd. Tværs over fra den ene side til den anden gik en guldgalon, og endelig var der hagebånd og en nakkesløjfe, der hang langt ned af ryggen, begge dele af rødt silke. Flettetøjet blev altså sjælden brugt, men nu og da lånte pigen det ud til sin broder eller kæreste, der da brugte det til at pynte sin hests hoved med, når han red maj i by.

Tilbage til konfirmationen. Dengang den kirkelige handling var forbi, fulgtes konfirmanderne ad over i præstegården, hvor de fik vin og kage, og præsten kom og sagde "Til lykke og velsignelse, børn". Hvorefter de gik til deres hjem, men gilde blev der ikke holdt. Den påfølgende søndag var konfirmanderne til alters, dette gentog sig fremtidig to gange om året. Ligeledes var det skik, at de unge, både drenge og piger, skulde årelades en gang om året, hvad der for Vejby sogns vedkommende, besørgedes af en ældre kone, en smed og så Klude-Per. Smeden i Ørby åreladede Jens Larsen (note: mon Anders Uhrskov mente Lars Larsen, selvom der i bogen står Jens), og han besvimede ikke, hvad konfirmander gerne gjorde, første gang de blev åreladet. Åreladningen begyndte imidlertid at falde bort i tresserne, og dertil bidrog den ansete og meget dygtige læge Doktor Kold i Frederiksværk meget, idet han på det kraftigste frarådede folk, især blegsottige pige at benytte dette "helbredelsesmiddel".