Kristen Kristensen og Dorthea Simonsen Jeppesen er min far Kristen Kristensen farfar og farmor. De var forpagtere af den gamle præstegård i Nørre omme og senere ejere af den. I min farfars drengetid boede præsten på gården, han kom tit og spurgte Ole om han ikke lige kunne løbe til Ringkøbing med et brev. I lærer Anders Chr. Vestergaards erindringer kan man læse, at i 1908 præstegården blev solgt til forpagteren, Kristen Kristensen, for ca. kr. 13.000, og at den 1. januar 1908, blev Vestergaard fri for kirkeklokkens ringning og kirkens rengøring, som de hidtil havde udført omtrent gratis, og Kristen Præstegaard tog bestillingerne for Kr. 125,- årlig. (Det er en af de detaljer, som det er sjovt som slægtsforsker at opdage, når man ved at et barnebarn (navnebroderen Kristen Kristensen) knapt 60 år senere blev graver ved kirken.Et oldebarn til Kristen Kristense har også været graver ved Nørre Omme Kirke.

Lærer Vestergaard nævner i sine erindringer flere steder Kristen og Dorthea. De har været gode venner og har arbejdet sammen i mange tilfælde. Det gamle album indeholdt også et billede af parret.

I denne forbindelse må jeg nævne Kristen Kristensen og hustru Dorthea, første forpagterfolk siden fra 1906 ejer af Nr. Omme præstegård. Dem kom vi også meget sammen med og har haft mange gode stunder sammen med dem, thi vi følte, at de så gerne ville glæde os ved enhver lejlighed.

Her skete der det at da Kristen Præstegaard i arbejdsvogn hjalp til med at bringe borde og bænke m.m. til skolen, tog hestene magten fra ham, og hestene kom i rasende fart ind i præstegården, der var fuld af mennesker, vogne og heste og i svinget væltede vognen og Kristen blev slynget ud på stenbroen, det så grimt ud, Kristen slog sig slemt, men ikke mere, end at han kunne deltage i brylluppet ellers skete der mærkeligt nok intet, desuden havde alt det til følge, at brudgommen der ikke var stærk af natur, besvimede under vielsen.

Jeg har udført mange timers arbejde i Kiddal plantage navnlig. Om foråret, når jeg var færdig med skolen, så af Sted for at være til stede ved plantningsarbejdet, men jeg kunne også bruge benene dengang. Noget af det mest spændende var at brænde lyngen af hvert forår til plantning, thi hvor let kunne ikke ilden tage magten fra os. Jeg skriver os, for vi var gerne to, Kristen Præstegaard var altid villig til at hjælpe mig med dette farlige arbejde. Engang var det også nær ved at gå galt. Det var næsten blikstille og lyngen var ikke rigtig tørt og ville ikke ret brænde. Vi besluttede så at brænde et brandbælte langs den tilplantede del, da vi let kunne bestemme brandens retning og så ville vi en dag da lyngen bedre kunne brænde, afbrænde det areal som skulle tilplantes i dette forår. Men så sker det så forfærdelig pludseligt, at der rejser sig en skarp tør vind fra sydøst, der førte ilden lige mod det beplantede areal, der alt dengang vel var på 40 tdr. land, og nu kunne lyngen pludselig brænde. Jeg blev så forfærdet, og jeg syntes det var umuligt at redde den tilplantede del. Da fik jeg øje på Niels Kiddal, som pløjede langt borte, og han havde vognen med, og så løb jeg som for livet. fik ham forklaret, hvor galt det stod til. Ploven kom på vognen, hestene spændt for, og så kørtes der så hurtig som der kunne køres på denne ujævne strækning, og jeg så, at endnu kunne der være en smule håb om at frelse det tilplantede, og så begyndte vi at pløje. Niels pløjede, jeg kørte. Kristen Præstegaard gjorde, hvad der kunne gøres med en skovl, atter og atter måtte vi vige for strålevarme og røg, men efter en ½ times kamp var plantagen frelst, men syd på kunne ilden fortsætte uhindret, så da den i nattens mørke gik over de høje bakker, så det pragtfuldt ud set nordfra, og mennesker fra Grønbjerg strømmede til, for de troede plantagen brændte. Mor og Dorthe Præstegaard troede det samme og bedrøvede og skrækslagne styrtede de også derop, blændet af ilden faldt de flere gange i det ujævne terræn. Én af de ankomne råbte til mig: ”Hvor møj tår det” i en brøsig dommertone. Jeg svarede: ”Ikke mere end det skal”. Hvad om jeg ikke kunne have svaret således ?

Lærer Vestergaards erindringer er blevet trykt i lokalbladet Runestenen for Grønbjerg

Anders Chr. og Madalene Vestergaard

Den gamle præstegård

Kristen og Dortheas børn