Mad og drikke
Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
Frembringelsen af næringsmidlerne var noget forskellig for gårdmanden og husmanden. Må jeg iøvrigt her indskyde den bemærkning, at mens ordet bonde i Nordsjælland som på øerne i det hele taget betegner en gårdmand, så man altså her kan tale om en bonde og husmand, er dette ikke i tilfældet i Jylland, hvor bonde er betegnelse for den, der arbejder ved landbruget. Gårdmænd, husmænd og tjenestefolk er alle bønder. Samme sprogbrug har rigssproget. Når det hedder "adel kan bonde være" eller for "for bønder himlens fugle mer end for de store sjunge", da er det ikke gårdmændene alene, her tages sigte på, det er landboerne.
Bonde som en betegnelse for gårdmænd alene er en betydningsforskydning, som betegner et uddybet klasseskel. Den samme sprogbrug skal iøvrigt være ved at trænge frem sine steder i Østjylland. Engang da Jens Busk holdt politisk møde her i Nordsjælland, gav denne forskellige sjællandske og jyske brug af ordet bonde anledning til en misforståelse. Jens Busk talte i Ølsted forsamlingshus og sagde bl.a følgende: "A vil sej til jer, I kulsvierbønder, at nu er det vi bønder, der regerer i Danmark. Nu er det wos, der har magten, naarenstid vi selv vil passe på den".
Et par husmænd, der stod og hørte på dette, følte sig helt til overs, og den ene sagde halvhøjt: "Herregud, så bliver der jo ingen til os husmænd". De opfattede ordet bonde på sjællandsk, mens Jens Busk brugte det på jydsk.
P.C. Skovgaard, Studieblad med pige, der malker en ko, t.h. stående bonde. 1844, Statens museum for kunst
Men tilbage til maden! De almindeligste næringsstoffer var rug, byg, kogeærter, boghvede, humle og honning. Men i Vejby var der henved en snes gadehusmænd, dvs. jordløse husmænd, og de kunde jo ikke selv frembringe disse ting. Den bonde, på hvis gård husmanden arbejdede, hentede da et læs gødning hos ham, og i det jordstykke, der blev gødet dermed, såedes der ærter, undertiden byg og afgrøden, som kaldtes mødningssæd, fik husmanden. I det hele undgik man i disse tider at betale med kontante penge, så vidt det var muligt. Gadehusmanden fik sit arbejde betalt med den omtalte møddingssæd, en stump jord til at så et fjerdingkar hørfrø i ,lidt græsning til et får og undertiden også til en ko og så naturligvis lidt penge. Betalingen for tærskningen om vinteren var hver 20 á 22 Td. byg og hver 16 á 17 Td. rug. Hvede avlede man ikke. Dette kaldtes at tærske til punds, og tærskerne benævntes pundtærskere.