Gode venner

Som slægtsforsker koncentrerer man sig af oplagte grunde om familiemedlemmer - der er ingen oplysninger om venner i de officielle arkivalier, men venskaber betyder meget for mennesker.

Ingenting blev smidt ud af bedstemor og bedstefars papirer, det gælder selvfølgelig også breve fra deres venner.

Kirstine og Ole havde flere hold venner, men særligt parret Gunnar og Dagmar Christensen har vakt min interesse. Gunnar og Dagmar boede i Sølvgade i København . Jeg er i besiddelse af en stak skønne breve skrevet fra 1965-1971. Det kunne være meget sjovt at komme i kontakt med efterkommere til dem.

Her kommer, hvad jeg kan udlede af brevene, og hvad jeg har researchet mig til:

Gunnar Christensen døde 29.10 1969, han var født 1899 i København. Dagmar var født i 1906.

Gunnar har muligvis været feriebarn hos min farmor Mette Kirstine Svendsen i Skråstrup, Nørre Omme Sogn. De havde ikke set hinanden i mange år, men besøgte hinanden som pensionister.

Gunnar og Dagmar rejste ofte til Italien, bl.a til Sicilien, hvor de havde nogle venner, og i Rom boede de i 1966 hos en 93 årig gammel dansk dame fru Dinesen, der ejede et hotel. Fru Dinesen bød på whisky som velkomstdrink serveret i ølglas, hun drak selv et halvt glas daglig. Udover at være dansk hotelværtinde var fru Dinesen også forfatter, læs hendes spændende historie her.

Gunnar arbejdede 46 år ved København Sporveje. De havde kolonihave i haveforeningen Fremtiden på Lersø Parkvej

Gunnar og Dagmar havde to døtre, Hanne og Lis.

I 1967 besøgte Kirstine og Ole Gunnar og Dagmar i København. Det var i anledning af Københavns 800 års jubilæum. Min mor fortæller, at bedstemor og bedstefar stadig havde et par køer, der stod tøjret. Imens Kirstine og Ole var i København blev køerne passet på Kildevang. På marken på Kildevang stod køerne og kiggede længselsfuldt ned til Søndertoft.

Billederne her på siden er fotos, som Gunnar har givet Kirstine. Nummer to fra venstre på det første billede er Jeppe Svendsen født 1897, nummer tre tror jeg er Villads Svendsen født 1890, nummer fire Helga Johansen født Svendsen født 1908, nummer fem min farmor Mette Kirstine Kristensen født Svendsen. De var alle født i Skråstrup, Nørre Omme sogn. De fire midterste er altså min farmor og hendes søskende, men de to yderste personer er ikke nogle fra familien. Det er oplagt, at det må være Gunnar og Dagmar. Det passer også med højden, i et af de første breve skriver Gunnar, at han har ændret sig fra at være en lille splejs til at være 182 cm høj. Manden til venstre er også på et billede foran et hus, som meget ligner en københavnsk kolonihave.

Kære læser - hvis du har googlet dig til denne side, fordi du er efterkommer af Gunnar og Dagmar, så hører jeg gerne fra dig via dette link

Brevene kan læses via dette link

Et andet billede fra sammenkomsten, hvor familien Kildevang også var repræsenteret