Teksten på denne side stammer fra bogen “Nordsjællandsk landsbyliv i ældre tid”, På grundlag af fhv. folketingsmand Lars Larsens beretninger, udarbejdet af Anders Uhrskov. Aarbog for historisk samfund for Frederiksborg Amt 1918.
Årbogen er illustreret med tegninger af P. C. Skovgaard, derudover er teksten her illustreret med yderligere billeder. Gamle stavemåder er bevaret, der er dog ikke brugt stort begyndelsesbogstav i navneord og heller ikke aa istedet for å.
Men når fasten og vinteren var forsvundet, kom foråret og snart sommeren. Nu kunde man være ude, og en yndet fornøjelse var at lege på gade. Det bestod i, at ungdommen de hellige aftener samledes på gaden, snakkede om løst og fast og legede sanglege, f.eks. den også i vore dage kendte "kom, kom, fagre ungersvend, og før mig bort udi dansen" eller denne
"Malene med din gule lok,
tag dig en udaf denne flok
tag hvilken du vil,
gør ingen forskel,
så fanger du lykken i blinde".
Men man skulde jo også have noget at leve af, og så spiste man kager og drak gammel fransk vin, som man købte hos købmanden i Vejby for 28 skilling flasken.
Helene grav, Andreas Flinch efter forlæg af Johan Thomas Lundbye Statens museum for kunst
En af sommerens store festligheder var at ride sommer i by, der vel ikke her i Nordsjælland var så almindelig som fastelavnsridning, men dog fandt sted i Vejby sogn adskillige gange så sent som i fyrrene. Disse maj-i-by-stadse, der fandt sted ved pinsetid, bestod i at en skare unge karle red rundt i byen på heste, der så strålende ud, pyntet som de var, med det højtidsfulde flettetøj og nyudsprungne majgrene i hovedtøjet. I spisen havde de en eller to spillemænd samt en trommeslager , alle til hest. Trommen trakteredes af den gamle Christian Tambour fra Ørby. Tillige var der to syngere, og når toget var kommet ind i en gård, og musikken havde givet et nummer til bedste, sang syngerne den gamle sommervise eller majvise alverdens skaber mild og blid, der varieredes på forskellig måde til en drævende melodi. - Efter endt ridning samledes man til pinsegilde, hvor beværtningen som ved ballerne var smørrebrød, brændevin og øl.
Der kom nu en streng tid i tørvemosen, hvor man ofte tilbragte en to-tre uger, men tørvegravningen var altid sluttet til St. Hansdag, og ungdommen søgte så sin belønning i Kildefesterne. At komme til kilderne, som St. Hansfesterne ved Helenekilde i Tisvilde kaldtes, var en stor begivenhed for de nordlige sognes beboere. Der var fire dages kildetid: St. Hansaften og de to påfølgende søndage samt vor frue aften (2. juli). "Kilderne var det bedste i hele året", sådan lød ungdommens mening. Det myldrede da også folk sammen fra Esbønderup, Søborg, Græsted, Blidstrup, Valby, Helsinge, Annisse, Halsnæs og jo da især fra Vejby sogn.
Der blev lagt betydelige summer i kildeblokken, og det har næppe været de mange glade gæster, der var ude for at fornøje sig, som lagde dem i. De stammer hovedsagelig fra dem, der søgte helbredelse, og at der var mange, der fandt hjælp, tydede den mængde krykker, kæppe og mindetavler på, som lå på Helene grav og lå der endnu efter, at Lars Larsen var bleven voksen, altså sidst i halvtredserne.
Troen på helbredelse ved Helene kilde og grav var ikke synderlig stærk hos egnens beboere, hvad der i og for sig var mærkeligt nok, da præsterne jævnlig bestyrkede denne tro endog fra prædikestolen, og befolkningen ellers var meget overtroisk. De, der søgte hjælp, var gerne langvejs fra. Der kom folk fra Jyderup, Odsherred, Karrebæk, Amager osv. Det var dem, for hvem vejen var lang og rejsen besværlig, der havde tro på den underfulde helbredelse. De, der boede i nabolaget, havde kun øje for de mange fornøjelser, som kildefesterne førte med sig.
Der kom vogne i hundredvis, men det var så at sige udelukkende landboer, som samledes, og hver sogns beboere havde gerne deres særlige dragter. Hovedtøjet var forskellig for de forskellige sogne. På Sonnes bekendte billede Dans i Klude-Pers hus er karlene malet med grønne hvergarnstrøjer, men i en anden dansestue kunde de have brune eller grå trøjer. Karlene fra Annisse sogn var de første, der mødte med lette, grå sommerfrakker, men dog af hjemmelavet stof, ellers havde mændene i al almindelighed korte hvergarnstrøjer. Kvindernes kjoler var altid af hvergarn, men i forskellige farver og mønstre.
Jørgen V. Sonne, Sct. Hansfest i Tisvilde 1858, Statens museum for kunst Det vides ikke om det er dette billede der med "Dans i Klude-Pers hus", refereres til.
Jørgen V. Sonne, St. Hansnat. De syges søvn på Helenegraven ved Tisvilde 1847, Statens museum for kunst.
Langs Tisvilde Gade var der en mængde små telte og boder, hvori man kunde få mad og drikke eller andre varer f.eks. lervarer. Foruden "Kilderne" gjorde amtets pottemagere store anstrengelser, og de mødte med et rigt udvalg af krukker og fade, potter og æbleskivepander foruden nips og legetøj, især fugle af forskellig form og med en fløjte i, og når drengene havde fået hver en "nattergal", og så tog fat med deres lungers fulde kraft, kunde de jo nok frembringe en god del spetakel. Men hvad der ikke er til at udstå under hjemlige forhold, kan ved en sådan lejlighed endda virke oplivende, og folk arbejdede sig smilende igennem mylderet af unge og gamle og strutkindede drenge, indtil de løb på en bekendt, som bød dem ind på en halv pægl mye (mjød). Det var den almindelige drik ved kilderne, den var hjemmebrygget og tilberedt af biværk (ikke ren honning). Da Lars Larsen første gang var med sine forældre til "Kilderne" - 1846 eller 1847 - var de også inde at få et glas mjød, som skænkedes i halvpægleglas. Det var et par husmandsfolk der fra byen, som havde det telt. Bedst som de sad, kom skolelæreren og hans madam ind i teltet. Han var naturligvis lidt anderledes klædt end bønderne, idet han havde en langskødet vadmelsfrakke på og et hvidt tørklæde om halsen (men ikke krave eller flip). Husmandsfolkene følte sig meget beærede og skænkede et glas mjød for de to gæster, og da konen skulde fortælle madammen en nyhed - og det burde naturligvis ske med særlig fine og udvalgte ord - kom hun helt uden for sit gode og daglige sprog, idet hun nemlig sagde: "Min sødeste sjæls madam. De kan tro, at Annes Niels har fået en hjertekær gårddør".
Med denne "hjertekære gårddør" hang det således sammen, at en af de hjemlige tisvildemalere på Anders Nielsens øverstestuedør havde malet en mølle, hvorpå gamle kællinger kunde males om til unge piger. Man sø en møllersvend gå ind i møllen med en gammel kone på ryggen, og i møllens nederste dør hoppede et par unge piger ud. Neden under billedet var der med sirlige bogstaver prentet følgende vers:
Men også her findes en mølle uden lige,
hvor gamle kællinger kan males til en pige,
hver kælling glæder sig, nu møllen kom i stand,
at de ommales kan og få påny en mad.
Naturligvis kunde man også få madvarer at købe, men en meget væsentlig ting var sødtekagerne, som kom fra bagerne i de nærmeste købstæder. Man sagde sødtekager og ikke sødekager, hvad der har sin grund deri, at sødt jo var det gængse ord for honning. Sødtekager var altså honningkager, og når Lars Larsen siger, at de vistnok var lavede af sirupsdejg, passer det godt nok. De, som på nutidens markeder kaldes for honningkager, har næppe andet med honning at gøre end netop navnet. -
Danseteltene må man jo ikke forglemmes. De var for ungdommen vel det vigtigste, her svang de sig den lange sommeraften og ikke så lidt af natten med. Når dansen var vel begyndt, lagde karlene trøjerne og dansede i skjorteærmer, men de var jo rigtignok også kridende hvide.
Efter "kilderne" kom der atter en travl tid først med høhøst, så med hørren og bagefter med sæden. I den tid havde man ingen tid til gilder eller fester og knap nok til at komme i kirke. Men når så markens afgrøde var vel i hus, kunde man atter trække vejret, og så holdt man Mikkelsgilde, som høstgildet kaldtes, og da blev den gamle vædder slagtet. Mikkelsgilderne formede sig iøvrigt mest som små familiegilder, kun i præstegården var de af større omfang. -