I forb. med at Gerda Andersen ønsker sin bror obduceret for at se, om han var død af stråleskader efter Thuleulykken (p.169).
Jeg citerer, hvad Poul Brink skriver side 170-171:
"Imidlertid viste det sig at der havde været spil i gang bag spillet, hvor Gerda Andersen ventede på at få vævsanalyserne foretaget. Da retspatologen, overlæge Jørgen Thomsen, gennemførte obduktionen, blev han opmærksom på en bindevævsomdannelse af skjoldbruskkirtlen, og han konkluderede i sin rapport: "Følger af ioniserende stråling kan ikke udelukkes". Tre andre patologer nåede uafhængigt af hinanden frem til samme konklusion. Det var imidlertid ikke en besked, som vakte glæde hos Sundhedsstyrelsens to strålingseksperter, overlæge Nils Rosdahl og overlæge Harriet Dige Petersen. Ifølge Jørgen Thomsen prøvede de to at få ham til at ændre konklusionen, fordi den var "faglig forkert" og "burde udelades".
Harriet Dige Petersen benægtede, at hun havde udtrykt sig sådan: "Nej, det har jeg aldrig sagt. Det er en klar omtolkning af min måde at sige ting på i hvert fald. Det ville jeg aldrig gøre." Harriet Dige Petersen forklarede, at hun blot havde villet gøre opmærksom på, at Thule-arbejderne ikke havde været udsat for stråling, der kunne give bindevævsforandringer i skjoldbruskkirtlen: "Jeg vil for klarheds skyld gøre bekendt med, at en sådan massiv fibrose, bindevævsomdannelse, kan skyldes stråling, men kun større grader af bestråling. Det er sådan set pointen i hele historien, ikke."
Imidlertid var Jørgen Thomsen ikke i tvivl om, at han havde været udsat for pression fra det overordnede lægelige kontrolorgan, Sundhedsstyrelsen:
"Jeg følte mig under lup og under kritik og lidt under pres og jeg må jo også ...jo, jeg var forarget over, at det skete."
Jeg lavede dette indslag sammen med Poul Martinsen og Jørgen Petersen fra Dokumentargruppen. Og det førte til, at en overrasket medicinaldirektør Palle Juhl Jensen satte de to strålingseksperter i Sundhedsstyrelsen fra tilsynet med Thulesagen. Sådan et resultat ville ud fra et traditionelt journalistisk synspunkt ses som en sejr, Sundhedsministeriets læger burde naturligvis ikke prøve at få andre læger til at ændre i deres rapporter - hvis de var uenige, kunne de skrive det bagefter. Problemet var blot, at det hele ikke havde bragt en virkelig klar videnskabelig konklusion på arbejdernes sygdom nærmere. Snarere tværtimod. Den ene undersøgelse afløste den anden, og meget så ud til at gå op i interne "videnskabelige slagsmål".
Min kommentar:
Der er aldrig blevet etableret en helbredsovervågning af de danske thulearbejdere, der arbejdede på et af de afspærrede områder, hvor man opbevarede vragrester m. m. fra det nedstyrtede fly. Det drejer sig om vist nok 127 arbejdere, hvor den der havde allermest stråling, figurerer med 140.000 counts pr minute. Den nedre grænse var dengang 450 counts pr minute.