Min kommentar til artikel af 28.6.16 om atomaffaldet

Min kommentar til artikel af 28.6.16 om atomaffaldet:

 

1/ under foto: "Det tager 300 år, før det her atomaffald ikke udgør en risiko."

Det tager mindst 300 år for den del af affaldet på Risø, der er kortlivet (aktivitet i ca. 300 år).

Der findes langlivet affald med aktivitet i mere end 300 år jf. forstudiet maj 2011.

2/ "Godt nok bliver strålingen med årene svagere og efterhånden ufarlig; I tilfældet med det danske atomaffald varer det omkring 300 år."

Det varer desværre meget, meget længere....

Ingeniør Gerhard Schmidt Öko Institut skrev i sin analyse om det danske affald:

– To typer affald er ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.

3/ "Alligevel står vi med masser af bestrålet affald."

Det er kun de 233 kg, der er "bestrålet" affald: Det drejer sig om brugt brændsel, der har været lavet forsøg på med høj udbrænding på Risø i Hot Cell. Det er højaktivt men er blevet omdefineret til langlivet mellemaktivt....

Resten af affald afgiver stråling i kortere tid (cirka 300 år) eller længere tid fra 300 år til flere hundredtusinder af år. Urantailings i mio af år.

Derudover skal der evigt giftigt affald i slutdepotet: bly, cadmium, beryllium mm.

4/ i 1. afsnit:

"Lageret ved Roskilde Fjord er nemlig kun designet til at huse atomaffaldet indtil 2012."

Det er en fejl, der evt. stammer fra  artiklen i Kommunen med tallet 2012 (se min kommentar under artiklen).

Lageret er ikke designet til at kunne huse affaldet i nogen bestemt tid. Det blev sagt i bl.a. 2002 i KD, at affaldet kunne blive i årtier på Risø.

Det fremgår af DD's kontrakt og FT-beslutningen fra 2003, at Risø skal være afviklet i 2023. 

5/ "Et gæt på ønskedestinationen for affaldseksport kunne være Finland og Sverige. Begge lande deponerer deres atomaffald i dybe klippeformationer og har masser af plads tilovers."

Finland og Sverige har endnu ikke dybe geologiske slutdepoter. I Sveriges nuværende slutdepot til kortlivet affald er der ikke plads. Dette slutdepot skal udvides.

Og Sverige har endu ikke slutdepot til langlivet lav- og mellemaktivt affald, SFL, som der også findes i affaldet på Risø. 

Det er rigtigt, at Sverige har forbud mod import af radioaktivt affald. Vedr. de 233 kg særligt affald, brugt brændsel der har været lavet forsøg på med høj udbrænding (højaktivt omdefineret til langlivet mellemaktivt), svarede  SSM mig følgende 28.6.16:

"Någon utförsel av danskt medel-eller högaktivt radioaktivt avfall till Sverige är inte aktuellt. Det får Danmark /Risö själv ta

 hand om. Utländskt radioaktivt avfall får med få undantag inte slutförvaras i Sverige. Förvaringen kräver då även regeringens tillstånd."

Hvis det nogen sinde skulle lykkes at komme af med de 233 kg til udlandet skal de i et dybt geologisk slutdepot i ca 500 meters dybde. Sådan et depot er endnu ikke bygget nogen steder i verden.