1) 23.1.2003 Svar på Spørgsmål 3 fra dav. videnskabsminister Helge Sander til Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi:
Udarbejdelsen af beslutningsgrundlaget i forhold til depotprocessen, jf. besvarelsen af spm. 1, vil også omfatte en udredning af, hvilke affaldstyper der kan anbringes i hvilke depoter. Med forbehold for den nærmere klarlæggelse deraf kan jeg dog oplyse, at meget tyder på, at en mindre mængde affald, der traditionelt beskrives som højaktivt, men hvor problemet mere er et betydeligt indhold af langlivede isotoper, næppe vil kunne anbringes i et depot konstrueret med henblik på det øvrige affald.
2) "Atomstation Risø - en ubehagelig arv" Politiken 20.1.2002:
Politiken: "Hvad med det højradioaktive plutoniumaffald, er det problem løst?"
Helge Sander (minister for videnskab, teknologi og udvikling): »Nej. Det er ikke løst. Min umiddelbare holdning er, at man må fortsætte en fornuftig dialog med amerikanerne (om at tage det tilbage, red.). For dem er det et meget lille kvantum. Det er langt mere hensigtsmæssigt, end at Danmark laver sin egen deponering.«
3) "Fra Risø til Yucca" Information 17.7.2002:
Jørgen Steen Nielsen:
"Det er overordentlig vanskeligt at opnå egentlig sikkerhed for, at det farlige affald ikke på sigt kommer i kontakt med biosfæren, og dét dilemma gør det stærkt ubehageligt for enhver politisk myndighed at træffe beslutninger. At løse atomkraftens langsigtede problemer kan være at spænde ben for kortsigtede politiske muligheder.
Det er næppe det parlamentariske demokrati, der er noget galt med. Snarere atomkraften, fordi den synes at forudsætte en art diktatorisk præsteskab hævet over demokratiet for at kunne forvaltes. Faktum er, at en lang række demokratier på mere eller mindre demokratisk vis har skaffet sig atomkraften på halsen. De må vide også at tage ansvar for dens affaldsproblem.