I 2003 besluttede Folketinget, at Risø skulle ryddes for det radioaktive affald, der er tilbage efter nedlæggelsen af forsøgsreaktorerne, forsøgene på at etablere en dansk produktion af brændselsstave mm. Det blev også besluttet, at affaldet skulle deponeres i den danske undergrund på en lokalitet, der skulle udvælges senere på basis af en geologisk vurdering.
Der er grund til at være betænkelig ved denne fremgangsmåde. Affaldet indeholder bl. a. Plutonium-239, som på grund af sin lange halveringstid og store giftighed skal holdes adskilt fra alt levende i ca. en kvart million år, og det er svært at se, hvordan man kan finde steder, hvor man med sikkerhed kan udelukke udslip i så lange tidsrum. COWI nævner i en rapport i maj 2011, at ind- og udsivning ikke kan undgås.
Desuden findes der metoder til uskadeliggørelse af affaldet, metoder, som Folketinget ikke blev orienteret om i sin tid. De består grundlæggende i kerneomdannelse, hvorved langlivede radioaktive isotoper omdannes til kortlivede i en reaktor. Disse metoder er endnu ikke udviklet til et niveau, hvor de er praktisk anvendelige, men det er alene et spørgsmål om teknologiudvikling. Når der har været affald på Risø i ca. 50 år, kan man vel godt vente et par årtier med at uskadeliggøre det.
Det er tankevækkende, at denne metode til uskadeliggørelse af radioaktivt affald blev nævnt af atomenergikommissionens daværende formand, prof. H. Højgaard Jensen, i et forsvar for indførelse af atomenergi allerede i 1974 1). Små 30 år senere og i en anden sammenhæng var den åbenbart mindre interessant.
1) H. Højgaard Jensen: ”Atomenergiens sikkerhedsproblemer” Politikens kronik, 21 – 2 – 1974.
Atomaffald ressource såvel som problem, Videnskab.dk, 25.4. 2011
Kernekraftens højaktive affald, Bertel Lohmann Andersen, jan, 2007
Se Rubbia-projektet, CERN. Der skal dog udvikles noget teknologi.
CONCEPTUAL DESIGN OF A FAST NEUTRON OPERATED HIGH POWER ENERGY AMPLIFIER