Udgivet den 10. januar 2013 af Anne
Biskoppen i Troyes i Frankrig er interesseret i miljøspørgsmål og økologi. Han hedder Marc Stenger og er formand for Pax Christi i Frankrig.
I 2011 tog Stenger initiativ til en refleksionsgruppe om de etiske udfordringer, som forvaltning af radioaktivt affald giver. Gruppen skriver i sit dokument bl.a.:
At grave affald ned er det ikke at glemme det for let og bare “skille sig” af med en virkelighed, der er alt for synlig?
Bliver alternative måder at behandle affaldet på studeret tilstrækkeligt i dag?
Ved at grave det radioaktive affald ned risikerer vi at videregive ikke bare affaldet, men også en måde at forvalte det på og en organisering af samfundet, som gør ethvert andet alternativ vanskeligt.
Biskoppens engagement udspringer af, at ANDRA har planer om at bygge et slutdepot til 100.000 m3 langlivet mellemaktivt og højaktivt affald ved Bure med ca. 100 indbyggere i Nordøstfrankrig. I 2013 er der offentlig høring, og i 2014-15 indgives der ansøgning om slutdepotet. ANDRA er det nationale agentur for forvaltning og håndtering af radioaktivt affald på langt sigt.
Staten “udpegede” i 1994 et område ved Bure for at lægge et underjordisk laboratorium,hvor der kunne forskes i geologiens egnethed til slutdeponering af det mest farlige affald, det langlivede mellemaktive og det højaktive. Projektet blev lagt i hænderne på ANDRA. Man kan læse om det på engelsk her i ANDRA’s brochure.
I slutdepotet skal ligge næsten 97 % af Frankrigs langlivede mellemaktive og højaktive affald, 500 meter under jorden. Pt. er der et forskningslaboratorium (se videoklip nederst under Links nr. 5). Man kan her læse om slutdepotprojektet Cigéo.
Biskoppens arbejdsgruppe kom til at bestå af 12 medlemmer fra egnen, troende og ikke-troende, præster og lægfolk, fagforeningsfolk, håndværkere, arbejdere, aktivister og universitetsansatte.
Gruppen udarbejdede et dokument, der foreslår et etisk grundlag for vurdering, der giver mulighed for at blive bevidst om sagens alvor, og som kan hjælpe borgere, folkevalgte, beslutningstagere og kernekraftaktører til at overveje med deres samvittighed de mindst farlige løsninger for at sikre mindst farlig forvaltning af radioaktivt affald. (Resumé af dokumentet her.)
Arbejdsgruppen blev nedsat i 2011 med henblik på den offentlige debat, der skal finde sted i 2013. I november sidste år præsenterede gruppen så resultaterne af arbejdet i et 30 siders dokument med forord underskrevet af fire biskopper fra omegnen af Bure. De 4 skriver om betydningen af ikke at glemme de problemer, der er i forbindelse med nedgravning af radioaktivt affald. De ønsker, at dokumentet bliver genstand for møder, fordybelse og debat i en respektfuld lytten til forskellighederne i synspunkterne og i ønsket om at tjene mennesket og sandheden.
De 4 biskopper ser i gruppens arbejde og dens dokument en måde at besvare den appel, der kan give rum til refleksioner over de spørgsmål, der optager borgeren. En appel der blev lanceret i 2012 fra arbejdsgruppen “Økologi og tro” på Bispekonferencen“Økologiske udfordringer for fremtiden”.
Dokumentet er aktuelt i forhold til beslutningen om at nedgrave radioaktivt affald i Danmark. Selv om Danmark langt fra har de samme mængder radioaktivt affald som Frankrig, er der mange paralleller. Det meste affald på Risø er kortlivet lav og mellemaktivt, men vi har både langlivet lavaktivt affald, langlivet mellemaktivt og højaktivt, omdefineret til langlivet mellemaktivt. I alt 10.000 m3, der skal i samme slutdepot 30 meter under terræn. I Frankrig som i Sverige blandes kortlivet og langlivet radioaktivt affald ikke i samme slutdepot.
Frankrig er det land i verden, der baserer sig mest på atomkraft pr. indbygger. 58 reaktorer og 1100 oplagringspladser for radioaktivt affald. Så franskmændenes problem er langt, langt større end danskernes problem med affaldet på Risø. Men problematikken er den samme bare i meget mindre målestok.
I resuméet står i side 1 :
“Hvorfor i Bure? Radioaktivt affald er farligt. Der er endnu ikke opfundet en måde til at uskadeliggøre det på. Ideen om at grave det ned i geologiske lag kom frem i 1960erne. I 80erne mislykkedes forsøg på det. Med Bataille-loven i 1991 blev områder opfordret til at melde sig som frivillige. Man taler nu om laboratorier og støtteordninger. De eneste der er tilbage er departementerne Meuse og Haute-Marne, og et sted på deres fælles grænse: landsbyen Bure.
Er Bure et ufarligt projekt? Udover risiko for atmosfæren og grundvandsdepoter er der transportrisikoen, risikoen ved driften i de næste 100 år, hvor depotet skal fyldes i dybden (eksplosion og brand…) og det der skyldes kommende menneskelig indtrængning, (for eksempel geotermisk boring).
I årevis har de lokale borgere og folkevalgte i Bure og omegn fået løfte om, at der kun skulle være et laboratorium. I dag forberedes der lige ved siden af laboratoriet etindustriprojekt, Cigéo, for geologisk nedgravning. 650 hektar er inddraget.
I 2005 og 06 blev der afholdt en offentlig høring. Borgernes ønskede et overfladelager helst på de steder, hvor affaldet produceres. Disse forslag, der giver mulighed for at overvåge affaldet og tid til at finde alternativer, blev afvist. Ligeledes ignorerede man 40.000 underskrifter.
Med loven af 28. juni 2006 gik man videre til fasen industri-nedgravning.
Siden starten har det underjordiske laboratorum ved Bure kostet mere end 1 mia. euro (ca. 7,5 mia. kr.), og og nedgravningen vil koste 35 mia. euro. Hvert departement får et beløb pr. år. I 2000 blev det til 9 mio. euro og i 2010 til 30 mio. euro. Kommunerne får hver 654 euro pr. indbygger. Der er blevet lovet i tusindvis af jobs. Sponsorater og gaver er givet til foreninger og skoler, står der i resuméet.
“Udgifterne til projektet og truslerne for lokal-økonomien er en udfordring. Hvad er det attraktive ved at blive en egn, der sidestilles med radioaktivitet og radioaktivt affald: Champagne, mineralvand Vittel-Contrexéville, Brieost fra Meaux, osv?” spørger arbejdsgruppen. “Kan alle de penge der rundhåndet uddeles være et middel mod de skadelige virkninger?”
I dette videoklip fra 2008 sagde en arbejderpræst fra Joinville, mens han venter på EU-Kommissionen, der skal bese laboratoriet i Bure: “De køber folk”.
Industrien investerer i en mængde kommunikation: internetsider, indlæg i tv og radio, presse og skoler, udstillinger og kollokvier. De, der skal informere offentligheden, er også dem, der varetager projekterne, altså er der en risiko for interessekonflikt, påpeger arbejdsgruppen på side 2.
“Kerneenergi og dens konsekvenser rører ved vores vision om mennesket og verden, de værdier og de engagementer som vi vil fremme.
Mennesket har et særligt ansvar som en der står vagt og beskytter i forhold til denne verden. Mennesket har derfor brug for at give sig selv midler til at forstå, hvad der er dets ansvar.
Udfordringen er ikke bare på niveau med behandlingen af affaldet, men kort og godt den menneskelighed vi vil udvikle. Vi skal forblive bevidste om at de teknikker som vi har arvet eller som vi har skabt, også kan ødelægge mennesker og menneskelige værdier.
Enhver debat om kerneenergi og dens affald skal være genstand for etiske imperativer. Kun respekten for disse giver mulighed for at mennesket er et menneske”. side 2
“Man skal sørge for befolkningens “sikkerhed” og have en vision om mennesket og dets fremtid, der appellerer til de mest velegnede teknikker. Det er ikke teknikken, der skal bestemme menneskets fremtid. Enhver teknik skal være i menneskets tjeneste.” side 2
Den skal føre os til at genoverveje vores måde at leve og forbruge på. Vores forbrug af elektricitet stiger fortsat og skader vores børns fremtid. Kan vores nuværende energi- “bulimi” legitimere, at vi kompromitterer vores børns fremtid og behandler jorden på uansvarlig måde?” side 3
At arbejde for retfærdighed vil sige at studere disse retningslinjer på et højere niveau end bare på niveauet for nationale interesser og på et andet niveau end bare de økonomiske beslutningstageres. Alle bør have en stemme, da alle pådrager sig risici, står der i resuméet.
“Det hævdes at kerneenergi er relativ ren, billig og kan udbredes til de fleste. Den kan medvirke til at bekæmpe klimaopvarmning og give vores land en vis uafhængighed. Men af hensyn til det fælles gode, skal man også analysere konsekvenserne ved dette energi-valg, herunder behandling af affald (varigheden af giftigheden og farerne). Og hvis begrebet det fælles bedste ikke kan være et dogme, bør det være et afgørende kriterium for ikke at favorisere særinteresser og for at undgå virkningerne for de kommende generationer.” side 3
“Ligesom principperne om ansvar og solidaritet er forsigtighedsprincippet indskrevet i den franske forfatning og bør derfor indgå i refleksionen (…) Som et instrument til gavn for almenvellet bliver forsigtighedsprincippet kritiseret af nogle i selve almenvellets navn, da det forhindrer ethvert fremskridt. Alligvel har forsigtighedsprincippet sin fulde plads.” side 3
“De ansvarlige for forvaltning af radioaktivt affald har også en pligt til sandhed. Gennem sandheden er det mindre vigtigt at vide om valg af kernekraft er legitimeret eller ikke, men endnu vigtigere er det at vide om mennesket og alt det der udgør dets menneskelighed står sig ved dette valg.” side 3
“Hvad enten vi er for eller imod kernekraft, vil dens affald være der for lang tid. De valg, vi gør i dag, involverer de kommende generationer, der får deres byrde at forvalte vores affald og finde løsninger, som vi ikke har i dag.” side 3
Gruppen henviser bl.a. til Unesco erklæringen om de nuværende generationers ansvar over for de kommende fra 1997:
“The present generations have the responsibility to bequeath to future generations an Earth which will not one day be irreversibly damaged by human activity. (…) and that scientific and technological progress in all fields does not harm life on Earth. (…) The present generations should take into account possible consequences for future generations of major projects before these are carried out.”
Gruppen skriver, at henvisningen til disse principper ofte sker ud fra sidestillede logikker: økonomisk-politisk på den ene side og etisk på den anden. Men de bør tværtimod ytres og anskues ud fra udelukkende én interesse: menneskehedens.
Hvad skal man gøre med det radioaktive affald, der er her, og som man bliver ved med at producere?
Retfærdiggør økonomiske aspekter sådanne valg?
Vil fremtidige videnskabelige opdagelser give mulighed for at behandle affaldet på en anden måde?
At grave affaldet ned er det ikke for let for os og derved “skille os af med” en alt for synlig virkelighed?
Er der blevet overvejet andre former for langtidsbehandling af affaldet? Bliver de studeret alvorligt i dag? Hvordan relancere forskning på dette område?
Ved at grave det radioaktive affald ned risikerer vi så ikke at videregive ikke bare affaldet, men også en måde at forvalte det på og en organisering af samfundet, som gør ethvert andet alternativ vanskeligt?
Den model, som vi bliver pålagt i dag, risikerer den ikke at blive en blindgyde for kommende generationer?
Bliver der plads til alle disse spørgsmål i den offentlige høring i 2013, spørger arbejdsgruppen.
- blive bevidste om de økonomiske udfordringer, om lobbyismens, mediernes, de sociale nets magt … i vores komplekse og multiformede samfund
- rette pengestrømme mod andre valg i stedet for kun at sigte alt på nedgravning
- anerkende relevansen af moralske spørgsmål: genfinde meningen med vores menneskelighed og fælles interesse
- forebygge istedet for at helbrede. Er det ikke bedre at holde op med at producere affald?
De 12 medlemmer af refleksionsgruppen, der har udarbejdet dokumentet er som tidligere nævnt af forskellig observans, troende og ikke-troende fra alle samfundslag. De er kommet frem til flg. konklusioner:
- Med hensyn til spørgsmålet om radioaktivt affald skal forsigtighedsprincippet gennemføres
- Nedgravning i dybe geologiske depoter i Bure eller andetsteds rejser vigtige etiske spørgsmål
- Nærværende etiske refleksion skal tilpasses de eksisterende depoter (Soulaines, Morvilliers, La Hague….) ligesom studieprojekterne (langlivet lavaktivt affald osv.)
- De videnskabelige, tekniske og financielle muligheder i hvert kernekraftland skal mobiliseres for at tjene forskning i at finde en løsning, der på en gang er både effektiv og etisk
- Vores livsstil skal genovervejes hurtigst muligt for at kontrollere vores energiforbrug
Arbejdsgruppen ønsker, at dokumentet må udgøre et element til eftertanke og udveksling mellem mennesker af forskellig opfattelse og også give anledning til at handle.
Info:
Den 17.1.13 møde i Joinville (Haute-Marne/Champagne)
med biskoppen og arbejdsgruppen: Nedgravning? Etik?. Kl.20.00 i Salle des fêtes
Kilder:
Indkaldelse til mødet i bispegården i Troyes, 9.11.12
GESTION DES DECHETS NUCLEAIRES* Réflexion et questions sur les enjeux éthiques* Document intégral
“Forvaltning af kerneaffald Refleksioner over og spørgsmål til de etiske udfordringer Resumé af dokumentet ” GESTION DES DECHETS NUCLEAIRES Réflexion et questions sur les enjeux éthiques”
Dele af Resuméet oversat efter tilladelse fra arbejdsgruppen “Etik og forvaltning af radioaktivt affald”.
Bure: vous ne connaissez pas? Vous devriez peut-être…
Links:
Laboratoriet ved Bure (Meuse) Kort
Mats Andrén prodekan, professor i idé- och lärdomshistoria, 14.5.12 i GP:
Ur humanistiskt perspektiv måste däremot frågetecken sättas för hur väl djupförvaret svarar mot de sidor av ansvaret som omfattar säkerhet och rättvisa för framtida generationer. Djupförvarslösningen kan inte hindra framtida intrång. Det som historiskt har begravts, grävs ofta upp av kommande generationer i girigt sökande efter rikedomar, av äventyrslusta eller av pur nyfikenhet. Och vi kan som sagt inte veta om de har nödvändig teknologi för att hantera dess farlighet. Detta är en akilleshäl för djupförvarslösningen som sträcker sig utöver den rent teknologiska kunskapen.
Fransk paralyorganisation Sortir du Nucléaire på engelsk
Bure Stop koordinerer modstanden mod slutdepotet
EODRA, Stop Bure, Sammenslutning af folkevalgte mod nedgravning af radioaktivt affald
Besøg i ANDRA’s underjordiske laboratorium ved Bure, 500 meter nede, hvor man ser en prototype på de små gange, hvor beholdere, colis=pakker, med det mest farlige affald skal placeres. Man studerer den lerholdige klippe, der iflg. den ansatte er veleget på grund af sin uigennemtrængelighed. Vand er nemlig en risiko. ARTE, 2:36 min. 22.10.10
Borgmesteren i Bonnet håber stadig at kunne blokere beslutningen om et slutdepot. Han er bange for slutdepotet. En af de få borgmestre, der udtaler sig imod slutdepotet. Kernekraft betyder jobs, og der gives penge til området. Byrådet i Bonnet har udtalt sig imod slutdepotet. En lokal aktivist fortæller, at folk siger til dem, at det er godt det aktivisterne gør, men det hjælper ikke noget. Aktivisten siger, de føler sig langt fra Paris, hvor beslutningstagerne er. Der har aldrig været en debat. ARTE, 2:38 min
Byrådet i Bonnet har stemt både mod slutdepotet og også mod ny tilladelse til laboratoriet fra 2012-2030. Byrådet har foreslået, at det bliver et center for anden videnskabelig forskning.
Under François Hollandes valgkamp i april 12 fik Michel Marie, talsmanden for CEDRA, (Sammenslutning mod nedgravning), 4 minutter med Hollande, hvor han forklarer det ubehag, borgerne har i området, også på grund af det manglende demokrati i forbindelse med slutdepotet.
Michel Marie, CEDRA (Sammenslutningen mod nedgravning) i TV France3 om høringen i 2010 mht. forlængelsen af ANDRA’s arbejde i laboratoriet ved Bure. 30.10.2010
Sundhedsmagasinet Le Magazine de la Santé besøger Bure 12.5.11. ANDRA fortæller, at geologien ikke har bevæget sig i 1,5 mio år i Bure, og at den ikke vil bevæge sig i den næste mio år.
Bure Cigéo projekt om slutdepot
Debatmøde Bure med Bertrand Thuillier, fransk agronom, og en repræsentant forANDRA, 13.6.12
Thuilliers 3 tekster om: Skadelige virkninger Bure SikkerhedUdgifter
Problemerne begynder nu interview med Thuillier