Danmark er ikke det første land i verden, hvor en proces om et slutdepot for radioaktivt affald er gået i hårdknude på grund af massiv lokal modstand. I Belgien måtte man starte forfra og gå i dialog. I USA, Storbritannien og Tyskland oprettede man uafhængige kommissioner/ekspertgrupper, der skulle vurdere og revidere den eksisterende atomaffaldshåndtering samt komme med anbefalinger.
Det vil være oplagt at få en second opinion til de danske slutdepot-planer fra en kommission eller ekspertgruppe, som de 5 borgergrupper har opfordret til i et brev 29.11.12 til sundhedsministeren. Ikke bare på grund af den politiske kritik, men også på grund af den teknisk-faglige.
Det sørgelige er, at man i Danmark faktisk havde til hensigt ikke at gøre som i Belgien, men at man netop kom til at begå den samme fejl: at glemme dialogen med borgere og lokale myndigheder. Man havde tilsyneladende ikke undersøgt tilstrækkeligt eller forstået, hvad der gik galt i Belgien.
I en rapport fra en IAEA workshop i 2005 kan man læse om Belgiens fejl i kapitlet Autopsy of a failure (Dissektion af en fiasko): de ansvarlige myndigheder Ondraf/Niras troede - måske temmelig naivt, står der - at det ikke ville give problemer med et slutdepot, når bare man beviste, at det udvalgte sted var det bedst egnede ud fra udelukkende et teknisk aspekt.
Kun gennem en tæt interaktion med de berørte kommuner og borgere, kan myndighederne fuldt ud forstå de lokale interessenters behov, og omvendt kan disse forstå myndighedernes. Det som det hele drejer sig om er gensidig læring og gensidig forståelse. Nøgleelementerne er respekt, gennemsigtighed, åbenhed og evnen til at lytte til hinanden. Partnerskabs-tilgangen er en iterativ proces, lyder det fra det belgiske bidrag til rapporten.
Men de danske myndigheder glemte helt dialog-aspektet. En tidligere professor i reaktorfysik på Risø skrev ganske vist om, hvordan pladsudvælgelsen burde gribes an:"Kodeordene er åbenhed og involvering af lokalbefolkningen og dens repræsentanter i planlægnings-, undersøgelses- og godkendelsesprocedurerne". "Åbenhed" er også med i Beslutningsgrundlaget, men det er blevet ved ordet, så meget at Skives borgmester har udtalt, at demokratiet i denne sag er sat fuldstændig ud af spil.
I en artikel i Berlingske Tidende Problemet i kernen fra 2002 kan man læse, hvad det var myndighederne ikke ville gøre som i Belgien, men man havde som nævnt ikke forstået, hvad der gjorde, at den belgiske proces kuldsejlede.
"Også på Risø erkender man, at spørgsmålet om et dansk
depot for atomaffald er »et noget betændt emne«, som Knud Larsen formulerer det. Belært af bitre erfaringer fra Belgien har man derfor klogeligt valgt endnu ikke at pege på nogle konkrete steder på Danmarkskortet. I stedet taler man om, at bl.a. visse hydrologiske og geologiske forhold skal være opfyldt. I det befolkningstætte Belgien, der har flere store atomkraftværker, er det endnu ikke lykkedes for regeringen at udpege en lokalitet for et nationalt slutdepot for atomaffald. Spørgsmålet stødte på massiv folkelig modstand - bl.a. fordi at de belgiske atommyndigheder i en rapport lagde ud med at pege på
op mod 200 konkrete placeringsmuligheder for et depot."
(Knud Larsen var Dansk Dekommissionerings første direktør fra 2002-3, tidl. departementschef i Forskningsministeriet).
Hades, (står for High Activity Development Experimental Site) Belgiens underjordiske forskningslaboratorium for dybe geologiske depoter
5 borgmestre og 5 borgergrupper har stået skulder ved skulder i deres modstand mod slutdepotet. Begge grupper ønsker en "time out" for at finde alternative løsninger som et mellemlager, da et slutdepot vil være ødelæggende for deres lokalområdes fortsatte udvikling. Borgmestrene har 19.11.12 skrevet til Folketingets medlemmer, og i et brev 29.11.12 til sundhedsministeren opfordrer borgergrupperne mod atomaffald ministeren til at nedsætte en bredt sammensat kommission eller ekspertgruppe:
Vi opfordrer regeringen til at nedsætte en bredt sammensat kommission eller i det mindste en ekspertgruppe med international repræsentation, der kan foretage en kritisk revision af den planlagte danske atomaffaldshåndtering og analysere de sikkerhedsmæssige, miljømæssige og økonomiske aspekter af de scenarier, der foreligger. En sådan kommission kunne udover repræsentanter for de relevante myndigheder f.eks. indeholde repræsentanter for de berørte kommuner, borgergrupper, miljøorganisationer og uafhængige internationale ekspertorganisationer.
Det er tanken, at kommissionen skulle lave kritiske analyser af de eksisterende scenarier og komme med anbefalinger i forhold til følgende temaer: Etablering af et mellemlager holdbart i 100 år, indtil (...)"
Svensk og norsk ekspert dumper det danske depot
En svensk kerneaffaldsekspert og en dansk jurist med godt kendskab til atomkraft slog allerede alarm i april 2011 i Jyllandsposten. For nylig dumpede samme svenske ekspert fra MKG igen det danske slutdepotkoncept i en artikel i Information, støttet af en norsk professor i helsefysik, tidligere direktør for Statens strålevern i Norge og leder af det udvalg, der har stået for håndteringen af det norske atomaffald,
Indvendingerne går på, at man i et depot med en sikkerhedshorisont på 300 år, 30-100 m under terræn, vil deponere radioaktivt affald, der er radioaktivt i 250.000 år. De danske myndigheder, sundhedsministeriet og Dansk Dekommissionering, argumenterer for depotets egnethed via sikkerhedsanalyser, geologi og pris. (2)
I Storbritannien er der så meget radioaktivt affald, at det kan fylde Albert Hall 5 gange.
Fra 1949 dumpede den britiske regering det lav og mellemaktive affald i havet, men da det gik op for regeringen, at dumping ville blive for kontroversielt, besluttede man at prøve forskellige teknikker for at få folk til at acceptere regeringens forslag om deponering, fremgår det af denne historiske oversigt.
Der blev udpeget 127 steder i Skotland, der indsnævredes til 8, men modstanden var for massiv, og i 1981 opgav regeringen at finde et egnet sted. Man prøvede igen, nu skulle der være ét dybt geologisk depot til det mellemaktive affald og en "piggyback" ("bære på ryggen") til det lavaktive i samme depot. "The Way Forward" (Vejen frem) hed projektet, og det mislykkedes også efter 6 måneders høringer. Borgerne havde nemlig kun to valg enten deponering under en offshore platform eller under jorden. Miljøorganisationerne og de lokale myndigheders forslag om langtidsmellemlager var ikke med i høringsdokumentet. Man endte med 12 steder på en liste, hvoraf de 10 fortsat er hemmelige. Af de 2 tilbageblevne steder, der var ved siden af atomkraftreaktorer, valgte man Sellafield.
I 1999 blev der gennemført en konsensuskonference, hvor et lægmandspanel udspurgte en række eksperter med viden om behandlingen af radioaktivt affald. "I England, som i flere andre lande", skriver Oluf Danielsen i "Atomkraften under pres" 2006, "er det afgørende at vinde befolkningens tillid. Blandt lægmandspanelets anbefalinger var: affaldet skal deponeres underjordisk på en måde, så de rette myndigheder kan få fat i det igen med henblik på at føre kontrol med det. En anden anbefaling var kravet om større åbenhed i forbindelse med beslutningerne om affaldets behandling og lokalisering. (2) Her, omkring tyve år efter atomdebattens ophør i Danmark er løsningen af affaldet stadig på vej".
Her kan man læse mere om den lange mislykkede vej, hvor de britiske regeringer autoritært udpegede talrige mulige placeringer, der vakte de massive borgerprotester.
Sellafield, foto fra Wikipedia
Efter mere end 2o års diverse mislykkede forsøg og 0,5 mia spildte skattepund (4,5 mia dkr) på at finde egnede steder til at deponere lav og mellemaktivt affald, kastede den britiske regering håndklædet i ringen og nedsatte en uafhængig kommission CoRWM(Committeee on Radioactive Waste Management).
Kommissionen skal sikre, at gennemgangen af valgmuligheder sker på en åben, gennemsigtig og inkluderende måde, der engagerer borgerne og giver dem mulighed for at udtrykke deres synspunkter.
“The objective of CoRWM’s programme is to arrive at recommendations which can inspire public confidence and are practicable in securing the long term safety of the UK’s radioactive wastes. It must therefore listen to what people say during the course of its work, and address the concerns that they raise.”
Kommissionens opgave er at rådgive med hensyn til langsigtet håndtering af landets højradioaktive affald og beskytte mennesker og miljø. CoRWM leverer uafhængig kontrol og rådgivning til regeringen både mht. sikker mellemlagring og slutdeponering i dybe geologiske eller andre depoter. I kommissionen sidder 13 uafhængige eksperter inden for forskellige områder for håndtering af radioaktivt affald, kernefysikere, civilingeniører, miljøeksperter mm. Ekspert-listen kan ses her.
"Det nytter ikke noget at gennemtrumfe en beslutning om at placere et depot for atomaffald uden at have lokalbefolkningen med. Det står efterhånden klart for amerikanerne, efter de har bakset med at etablere slutdepot i Yucca Mountain i Nevada i årtier"
kan man læse i en artikel, der omtaler en kommissionsrapport udgivet i januar 2012.
I 2010 droppede USA sine planer om at bygge et slutdepot til landets radioaktive affald i Yucca Mountain i Nevada. USA startede en ny strategi for håndtering af højradioaktivt affald med oprettelse af en kommission The Blue Ribbon Commission (BRC). Energiministeren udpegede 15 kommissions-medlemmer, der skal bidrage med omfattende anbefalinger til en langsigtet løsning på håndtering og bortskaffelse af USA's brugte kerne-brændsel og højradioaktive affald. I januar 2012 udgav BRC sin rapportefter høringer.
De 3 vigtige elementer i rapportens anbefalinger er:
1. en konsensus-baseret tilgang til placering af fremtidigt nukleart affald og bortskaffelsesanlæg. Rapporten konstaterer, at forsøg på at tvinge sådanne faciliteter over på uvillige stater, lokale stammer og samfund ikke har fungeret
2. at ansvaret for landets atomaffaldshåndterings-program overføres til en ny organisation, der er uafhængig af det amerikanske energiministerium og dedikeret udelukkende til at sikre en sikker opbevaring og endelig bortskaffelse af brugt kerne-affaldsbrændsel og højradioaktivt affald
3. at man øjeblikkeligt forsøger på at påbegynde udviklingen af mindst et geologisk deponeringsanlæg og mindst én konsolideret lagerfacilitet, samt at der tilstræbes at forberede sig på den kommende storskala-transport af brugt kernebrændsel og højaktivt affald fra de nuværende oplagspladser til de nye faciliteter.
I Tyskland oprettede Forbundsministeriet for Miljø, Naturbeskyttelse og Reaktorsikkerhed i 1999 en uafhængig arbejdsgruppe AkEnd, der sluttede sit arbejde 3 år senere. Alle tidligere beslutninger vedrørende undersøgelser eller opstart af et slutdepot for radioaktivt affald (Gorleben, Asse, Schacht Konrad, og Morsleben) var nemlig blevet mødt med politisk modstand.
AkEnds to opgaver var 1. udarbejdelse af en liste med kriterier for udvælgelse af lokaliteter i forskellige geologiske formationer og 2. en passende søgemetode med fuld inddragelse af offentligheden i arbejdet.
Baggrunden for arbejdsgruppens arbejde var, at det tyske koncept for et slutdepot for radioaktivt affald grundlæggende var blevet ændret ved forbundsvalget 1998 og regeringsskiftet til en rød-grøn regering.
Det nye koncept gik ud på, at alt radioaktivt affald skulle lagres i et og samme slutdepot, som skulle være klar i 2030. Flere mulige placeringer blev undersøgt og sammenlignet med hinanden med henblik på deres egnethed. Udpegningerne skulle ske på et ”hvidt landkort”, dvs. uden en (politisk eller anderledes) forudbestemt præference.
Arbejdsgruppens anbefalinger skulle diskuteres indgående med den nationale og internationale videnskabelige verden samt den interesserede offentlighed for at skabe gennemsigtighed såvel som accept for en senere beslutning om en placering. Først efter afslutningen af denne proces skulle gennemførelse af en egentlig selektiv pladsprocedure påbegyndes.
AkEnds medlemmer var specialister fra forskellige geovidenskabelige grene, kemi, fysik, matematik, mineindustri, deponeringsteknologi, ingeniørvidenskab og offentlige anlæg.
D. 17. december 2002 fremlagde kommissionen sin rapport ”udvalgsmetoder for lokaliteter for slutlager - AkEnds anbefalinger” til miljøminister Jürgen Trittin. Rapporten indeholdt fem geovidenskabslige kriterier samt forskellige geo- og sociologiske overvejelseskriterier. Kommissionen lagde stor vægt på borgerdeltagelse samt den nærmere undersøgelse af mindst to mulige depotlokaliteter.
Men inden havde forbundsforvaltningsdomstolen afsagt en dom, der tillod at lagre radioaktivt affald med uvæsentlig varmeudvikling i Schacht Konrad. Dette betød i praksis enden på ”et-depot-politikken”. Koalitionsaftalen fra 2002 nåede ikke til enighed om en forpligtelse hos producenterne af radioaktivt affald til at deltage i finansiering af søgningen efter et egnet slutdepot. Omkostninger blev anslået til ca. 1.5 milliarder Euro (11,15 mia dkr).
Man kan læse om tyske Greenpeace's kritik af AkEnd her og i denne artikel Eine Alibi-Veranstaltung der rot-grünen Bundesregierung? Om borgerinddragelse i Ökoinstitut v.E.'s konferenceindlæg, Prag, 2009, Experience with public involvement in radioactive waste management in Germany.
Den tyske regering har besluttet at udfase atomkraft, så spørgsmålet om sikker bortskaffelse af ophobet radioaktivt affald og fremtidigt affald trænger sig på, indtil den endelige udfasning er komplet, skriver Instituttet for Kerneaffaldsdepot i Karlsruhe på sin hjemmeside. "Den offentlige ophedede debat om forskellige kerneaffalds-muligheder, hvoraf nogle er meget kontroversielle, omfatter direkte dyb geologisk deponering med og uden mulighed for at tage affaldet op igen (red. reversibelt/irreversibelt), langsigtet midlertidig oplagring, samt ny konditionering og behandlingskoncepter som separation og transmutation. Videnskabelig forskning der kan vejlede beslutningsprocessen er afgørende, da det er den eneste garanti for pålidelige data og modeller, der er nødvendige for enhver sund videnskabeligt baseret sikkerhedsvurdering".
Saltminerne ved Asse der har vist sig at indeholde højradioaktivt affald, selv om stedetkun har tilladelse til lav og mellemaktivt affald.
I Nederlandene har man valgt et mellemlager til det radioaktive affald. Det er ikke en "vent og se løsning" men en beslutning, der blev taget i 1980erne, og som nu er fuldt implementeret. Man har etableret en kerneaffaldsfond til fremtidig vedligeholdelse af depotet, og man har centraliseret ejerskabet af affald hos COVRA. Kun selve etableringen af depotet er overladt til kommende generationer. Denne politik er baseret på en trinvis beslutningsproces, hvor alle beslutninger træffes for at garantere en sikker bortskaffelse i et depot, men uden at udelukke alternative løsninger i fremtiden.
Covra, mellemlager, foto: Bendy Povlsen, Lyngs
Alt affaldet skal i et dybt geologisk depot, da grundvandet står så højt i Nederlandene, at man heller ikke kan deponere det kortlivede affald under jorden.
Dette vil ske, når der er tilstrækkeligt med affald og tilstrækkelig financiering. Enten ved at dele et depot med et andet land eller vente så længe, at der er genereret affald og penge nok til at begrunde økonomien ved et dybt geologisk depot for Nederlandene alene. Nederlandene er aktive i ERDO, som Danmark også er medlem af. ERDO er en europæisk organisation, der arbejder for fælles løsninger for højaktivt og langlivet mellemaktivt affald .
Det er kendetegnende for en retsstat, skriver en fransk ekspert, at der findes uafhængige organer, der kontrollerer og kritiserer myndighedernes planer. (1) I Danmark findes intet organ, der kan kritisere Dansk Dekommissionerings planer om et slutdepot.
I Sverige findes Miljöorganisationernas Kärnavfallsgranskning, MKG, som har eksisteret siden 2004. "MKG, bevakar och granskar kärnkraftsindustrins arbete med ett planerat slutförvar för använt kärnbränsle i Forsmark. Ett slutförvar som måste vara miljömässigt säkert i hundratusentals år."
MKG er opstået som et samarbejde mellem Naturskyddsföreningen (den svenske naturfredningsforening) og Fältbiologerne. Organisationerne er arbejdsgivere for MKG, der er finansieret af den statslige myndighed Kärnavfallsfonden, der forvalter afgifter fra atomkraftselskaberne.
Samme fond støtter også Miljörörelsens kärnavfallssekretariat, Milkas, som har eksisteret siden 2004. Milkas er opstået som et samarbejde mellem Folkkampanjen mot kärnkraft-kärnvapen (FMKK) og Jordens Vänner (JV). Milkas samarbejder med Gröna kvinnor. FMKK og JV er arbejdsgivere for Milkas.
Opdatering, 19.12.12
Atomaffalds-modstandere går til Folketinget, Dr.dk, 19.12.12
Brev til Folketinget om nedsættelse af en atomaffaldskommission
Kilder og links
1. Les déchets nucléaires: Etats des lieux et perspectives, (Kerneaffald: oversigt og perspektiver), EDP Sciences, 2011
2. Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management, Danmarks nationale rapport til IAEA, 2008
3. UK National Consensus Conference on Radioactive Waste Management, Final report, Cambridge : UK Centre for Economic and Environmental Development, Jane Palmer, August 199,. 105 sider
4. Besøg på Covra med Gruppen mod atomaffald i Struer. Pressemeddelelse: Gør som i Holland, opbevar atomaffald sikkert på jordoverfladen.
5. På IAEA's side er en liste over landes affaldsmængder, strategi og politik for håndtering af radioaktivt affald. Det er frivilligt, om man vil optræde på listen. Danmark optræder ikke.
6. KIT INE
7. Experience with public involvement in radioactive waste management in Germany Prague Conference “Deliberation - Way to the Deep Geological Repository“Prague, November 25-26, 2009
9. Overblik: Sæbeoperaen om megalager til atomskrot kører i USA, Ingeniøren, 8.8.12
10. Kapitel 5 (S.107–114) aus Helen Caldicotts Buch NPINA folgt hier in einer Abschrift:
Chapter 5 Yucca Mountain and the Nuclear Waste Disaster, med tilladelse fra Helen Caldicott