Gæt om data på de 233 kg særligt affald - højaktivt eller langlivet mellemaktivt?

Kritikken af Dansk Dekommissionering fra Sverige lød sådan:

"Han (red. Johan Swahn) kritiserer Dansk Dekommissionering for ikke at offentliggøre tilstrækkelige informationer til at kunne lave en uafhængig bedømmelse af radioaktiviteten fra de 233 kg atomskrald.- Informationen fra Dansk Dekommissionering er ikke tilstrækkelig. Men det ser ud som om, de brugte brændselsstave er pakket om, så det derfor kan klassificeres som mellemradioaktivt, konstaterer han.- Dette er ikke acceptabelt, når det skal placeres i et slutdepot. Hvis det kommer i slutdepotet, skal det klassificeres som højradioaktivt, siger Johan Swahn."

(Hele interviewet er skrevet ud her).

Dagen efter svarede Dansk Dekommissionering/DD igen på kritikken og sagde om klassificeringen af de 233 kg atomaffald, at man blot følger anbefalingerne fra IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur. 

P4 spurgte: Hvordan kan det så være, at de 233 kg, der ligger hos jer, ikke bliver klassificeret som højradioaktivt?

DD: "Det er, fordi det er brændsel, der er blevet bestrålet med henblik på forsøg. Og dvs. det er ikke brændsel, der har på den måde samme historik. Det der jo er rigtigt væsentligt, når man klassificerer affaldet, det er jo hvilken historik har det, hvor længe har det siddet i en reaktor. Og hvad har effekten været og så videre. Det er jo de tal, man bruger til at beregne aktiviteten og dermed klassificere affaldet."

De 233 kg's historik - forsøg med høj udbrænding

På nettet kan man finde rapporter, der viser, at der på Risø er lavet forsøg med brændselsstave med høj udbrænding/burn-up, dvs. brændselsstave, der har været længe i en reaktor. Det faktum, at der i 233 kg affald er 1,2 kg plutonium vidner om, at brændselsstavene har været meget længe i en reaktor.

I Notatet fra 2001 kan man læse følgende i afsnittet om de 233 kg:

Notat om højaktivt affald fra undersøgelser i Risøs Hot Cell anlæg

"I Risøs Hot Cell blev der i perioden ca. 1968 til 1990 udført forskellige typer undersøgelser af eksperimentelt fremstillede og bestrålede brændselsstave til kraftreaktorer. Rester fra disse forsøg er oplagret på Risø. Det drejer sig om i alt ca. 233 kg lavt beriget uran med et betydeligt indhold af fissionsprodukter og transuraner (bl.a. 1.2 kg plutonium isotoper). Størsteparten er underlagt IAEAs og EURATOMs safeguards kontrol."

Af samme Notat fremgår det også, at der er lavet forsøg på Risø med høj udbrænding (min fremhævning):

"Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding."

Her er 2 af de rapporter, der er tilgængelige på nettet, der fortæller om forsøg med høj burn-up/udbrænding:

1) Risø-R-473 Metallurgy Department Progress Report for the Period 1 January to 31 December 1981 side 30 og frem. Bl.a. side 31: U02-Zr irradiations at Risø "In the test fuel irradiation programme at the DR 3 reactor, standard fuel pins have reached max. burn-up levels of 68,500 and 55,000 MWD/tU for BWR and PWR type fuel, respectively."

2) Risø-M-2185: Calculation of heat rating and burn-up for test fuel pins irradiated in DR3, 1980 

Rapport 2) er udarbejdet for at kunne beregne udbrænding/burn-up for bestrålet brændsel i reaktor DR3 ud fra bestrålingstid og berigning af brændstoffet. De anvendte brændselsstave er Risøs egne fremstillet i samarbejde med Helsingør Værft. Dvs. det er nogle af de brændselsstave, der i dag findes på Risø i de 233 kg.

Rapporten viser, at det brændsel, der blev bestrålet i DR3, formodentligt er kortlagt i detaljer mht. burn-up.

Tabel A1 side 39 i Appendix A gør det muligt at vurdere den omtrentlige burn-up baseret på bestrålingstid i reaktoren.

I tabel 4 på side 25 sammenlignes burn-up af nogle brændselsstykker i en beregning og fra eksperimentelle data. Alle delene har meget høj burn-up 27.000 til 46.000 MWd/tU. (tU = ton uran = tHM = ton  heavymetal). Til sammenligning har brugt kernebrændsel fra en atomkraftreaktor i 1980'erne en burn-up på 33.000 MWd/tU. 

På side 7 nederst tales der om "selv for bestrålinger der varer flere år." 

Ifølge tabel A1 giver en bestrålingstid på et år en burn-up på 20.000 MWd/tU. 

På side 37 nederst står "burn-up af stykket var lille", når vi taler om 8.000 MWd/tU.

En betydelig del af det bestrålede brændsel er formodentligt blevet testet for holdbarhed (lang tid i reaktoren) og er dermed direkte lig med anvendt kernebrændsel fra et atomkraftværk, og altså højaktivt.

DD's særlige affald er langlivet (DD har fjernet denne artikel) 8.1.2014

Svensk kritik af atomskrot: Bevidst vildledning P4 Bornholm 15.1.14

NOTAT fra DD 12.11.2013 

SIS' kommentar 26.11.2013